Alkohol problemer
Indsendt d. 20. juli 2023.
Der bliver drukket utroligt meget derhjemme, det bliver gemt hvis jeg uventet kommer hjem, fx bag krydderierne hvis hun er igang med at lave aftensmad, og bliver rigtig sur hvis jeg stiller spørgsmål eller jeg på anden måde bliver påvirket af det, jeg har før bedt om hjælp men ingen tager det seriøst. Når der bliver drukket kan der godt ske det at man bliver angrebet af vreden der bliver doblet op pga alkoholen og det kan altså godt være farligt har flere gange ringet til politi og andre for at kunne komme væk hurtigt da jeg var i Farre.. jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mere for jeg har gjort alt hvad jeg kan
Kære dig.
Mange tak for dit brev. Det er rigtig godt du skriver her i BRUS Brevkassen
Det gør mig ondt at høre at du ikke oplever at være blevet taget seriøst når du har bedt om hjælp. BRUS er der for at hjælpe børn og unge i familier hvor alkohol eller stoffer fylder for meget, så jeg håber at mit svar kan være dig til hjælp.
Det fremgår ikke af dit spørgsmål, hvorvidt du bor hjemme hos din mor, eller om du er flyttet hjemmefra. Af andre unge jeg har talt med, er der flere der dybest set ved, at det ville være det bedste for dem selv at flytte, men at det kan være svært at overskue. Det kan være tvivlen på om man kan klare sig selv, eller bekymring for hvordan ens drikkende forældre skal klare sig. Måske der er mindre søskende som man gerne vil beskytte, eller er bange for hvad der sker med, hvis skole eller andre får at vide hvad der foregår i hjemmet.
Det er virkelig bekymrende at du nogle gange har været så utryg ved din mor, at du har måttet ringe til politiet eller andre.
Jeg ved ikke hvad du er blevet mødt med af tilbud, men nu hvor du er fyldt 18, kan du frit vælge at søge hjælp uden dine forældres samtykke.
Du skriver, at du har gjort alt hvad du kan, og du ikke ved hvad du skal gøre nu. I BRUS vil vi rigtig gerne vejlede dig, men har brug for at vide noget mere om hvad du står i, for at kunne hjælpe dig.
Hvis du helst vil være anonym, vil jeg foreslå dig at skrive en SMS til BRUS SMS-rådgivning på tlf. 22 49 68 38. Der kan du skrive flere beskeder og få svar på alle hverdage
Hvis BRUS findes i din kommune, kan du finde kontakt oplysninger på BRUS hjemmeside.
En anden mulighed er at gå ind på hjemmesiden til Rusmiddelscenteret i din kommune. Alle rusmiddelcentre har et pårørende tilbud, og kan guide dig i, hvad du kan gøre i din situation. De kan også hjælpe din mor.
Hvis du går på en ungdomsuddannelse eller lignende, vil der være en studievejleder eller coach tilknyttet, som du også kan få vejledning fra. Hvis du er hjemmeboende og får SU, vil du gennem din studievejleder kunne søge om udeboende SU, så du bedre kan klare dig økonomisk, hvis du ønsker at flytte.
Måske du har en veninde, en ven af familien, en lærer eller andre som du gerne vil betro dig til, og som kan støtte dig i at gribe fat i en af de muligheder jeg foreslår ovenfor. Jeg får en oplevelse af, at du går meget alene med tingene, og er blevet skuffet når du har prøvet at række ud. Det kan være svært at turde gøre det igen, som du har gjort ved at skrive her i BRUS Brevkassen. Det er supersejt. Jeg vil virkelig ønske dig alt det bedste.
Mange hilsener fra
Bente
Rådgiver i BRUS