Tryghed i din behandler
Det ér svært at tale om, hvad der sker i hjemmet
Det kan være rigtig svært at tale om, hvad der sker derhjemme, især hvis der er problemer med alkoholmisbrug i familien. Mange er bange for, hvad der kan ske, hvis de fortæller om deres families problemer. Man vil ikke gøre sine forældre kede af det, så man holder det for sig selv. Måske tænker du, at du bare må lære at leve med det – men det behøver du ikke.
Hvis du føler, at det er et problem, så er det et problem
Hos BRUS kan du få hjælp uden at være bange for, hvad der sker med dig og din familie. Vi taler åbent om de ting, du oplever, og det kan hjælpe at snakke med nogen, der forstår dig og de udfordringer, du står i, når der er alkoholmisbrug i familien.
Hos os vil du være i et trygt miljø, hvor du kan få hjælp. Vi ved, at det kan tage tid, før man er klar til at få hjælp, men det gør en stor forskel at tale med voksne, der forstår din situation.
Vi er her ikke for at dømme dine forældre. Vi ved, at alle forældre elsker deres børn, men det kan være svært at være den bedste forælder, når rusmidler fylder for meget. Vi snakker med dig om dine tanker og følelser, og du skal ikke være bange for, at noget sker med dine forældre, fordi du vælger at få hjælp.
Børn og unges erfaringer med BRUS
Du er ikke alene. Der er faktisk 109.000 børn, som vokser op i hjem med for meget alkohol. Her kan du læse, hvordan andre børn og unge har oplevet det at få hjælp fra BRUS, og måske opdager du, at du også kan få den hjælp, du har brug for.
Andres oplevelser
At tage ansvar for sig selv
“Jeg kan huske, at det føles som om man smed en kæmpe bagage, som man havde gået rundt med i mange år. Det var rart at tage ansvar for sig selv, når man havde været så vant til at tage ansvaret for andre…” Læs hele historien her
Et skjold af vrede
“Under mit individuelle forløb lærte jeg at sætte følelser på det hele frem for at fortælle, hvad der faktuelt var sket i min opvækst. Jeg lærte at bag mit skjold af vrede og afstand til min far, var der stor smerte og sårbarhed omkring at være blevet valgt fra af min ham frem for øl…” Læs hele historien her
Du er ikke alene
“Nu har jeg fundet ud af, at der er mange børn som mig. Jeg er ikke alene. Alle har noget, de kæmper med…” Læs hele historien her
At føle sig anderledes og forkert
“Jeg følte mig anderledes, forkert og alene. Jeg var også sikker på, at hvis mine venner fandt ud af det, så vil de syntes det samme, og ikke være sammen med mig mere. Men jeg lærte, at det intet havde med mig at gøre. Hvad min far gør, bestemmer ikke, hvordan jeg er…” Læs hele historien her
Hvis du vil læse flere historier, kan du besøge vores ungeblog, hvor andre børn og unge fortæller om deres oplevelser med alkohol og stoffer i familien, og hvordan det har været at få hjælp fra BRUS.
Mød vores behandlere
Hos BRUS har vi behandlere, der virkelig gerne vil hjælpe dig med at få det bedre. Vi forstår de følelser og oplevelser, du har i hverdagen, når der er problemer med alkoholmisbrug i familien. Vores behandlere lytter til dig og sørger for, at du føler dig forstået.
BRUS er et tilbud for dig, som er mellem 0-24 år, og vi er eksperter i at tale både med børn og unge. Vi har stor erfaring med samtaler med børn og unge, så du kan føle dig tryg ved, at vi møder dig med respekt og forståelse. Vi lægger vægt på at lytte til dig og tage udgangspunkt i dine behov, så du bliver hørt og set for den, du er.
Du har altid mulighed for at få hjælp, hvis der er problemer med stoffer eller alkohol i familien. Hvis du er i tvivl om, din mor eller far har et alkoholproblem, kan du kontakte os eller læse mere om det her.
Find og kontakt din lokale afdeling i BRUS
Vi er til stede i hele Midtjylland – også tæt på dig. Her på siden kan du finde alle vores afdelinger, samt alle behandlere i BRUS. Det er uforpligtende at kontakte os, vi glæder os til at tale med dig!