Sidste uges gruppechat:

I sidste uge snakkede vi om hvad vi hver især havde lavet i sommerferien, og der var godt gang i chatten, hvor vi blandt andet snakkede om at tage ansvar. Det at tage ansvar kan være mange ting, og når man bor hos sine forældre, kan det være at de deler noget ansvar med en. Det kan eksempelvis være, at man skal tømme opvaskemaskinen eller støvsuge. Det er ting som gør at man hjælper til i huset. Det kan dog også betyde at man skal tage sig af sine søskende, eller sine forældre. Det er et ansvar som børn ikke bør have i hjemmet, da det er ens forældres job. Men det kan være svært at sige fra overfor sine forældre, da man jo gerne vil hjælpe.

Når tingene kommer på afstand, kan man se/mærke det på en anden måde:

Det går ofte op for en, hvor meget ansvar man har derhjemme, når man kommer væk fra hverdagen.

Det snakkede vi blandt andet om i chatten, da nogle af jer havde været på sommerlejr. Det var helt anderledes fra hverdagen, og I fortalte hvordan I kunne mærke at man pludseligt slappede mere af, fordi der var voksne til at sørge for en. Det kan virke overvældende og der kan komme en masse følelser frem i en, som man måske ikke har mærket til før.

Når barnet bliver den voksne:

Det at vokse op i et miljø hvor man er den ’lille voksne’ i hjemmet, kan også gøre at ens hverdag er ekstra presset. Det kan eksempelvis resultere i, at man har svært ved at koncentrere sig i skolen. Det kan være meget overvældende, og man når måske et punkt, hvor man får lyst til at snakke med nogle voksne om det. Men det kan være svært at snakke med andre om ens forældre, da man kan føle at man sladrer om dem.

Det er okay at snakke om hvordan du har det:

Sådan havde jeg det meget da jeg var lille, men her er det vigtigt at huske på, at det er okay at fortælle andre om hvordan man har det. Jeg kan huske, at det føles som om man smed en kæmpe bagage, som man havde gået rundt med i mange år. Det var rart at tage ansvar for sig selv, når man havde været så vant til at tage ansvaret for andre.

 

Alt dette skal vi snakke om i chatten på torsdag. Måske I kan genkende noget af ovenstående? Har I selv meget ansvar derhjemme? Kan I genkende det her med at bære rundt på en tung bagage?

Jeg ser som altid frem til at chatte med jer.

De bedste hilsner,

Maja

 

Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?

Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det, der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren, der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.

Opret en bruger og se gruppen her

 

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.