Jeg kunne godt tænke mig at dele lidt om, hvordan det har været at komme i BRUS, og hvordan det har været før, under og efter mit forløb. 

Min far har været alkoholiker hele mit liv. Han drikker ikke hjemme men sidder til gengæld på det lokale værtshus efter arbejde i tide og utide. Hele min barndom har været præget af, at jeg aldrig vidste, om jeg kom hjem til en glad og ædru far, som havde handlet ind til aftensmad, eller om jeg kom hjem til en far, som lugtede af værtshus og øl og havde drukket – eller om jeg kom hjem til et tomt hus, fordi min far havde valgt at blive på værtshuset resten af aftenen. De efterfølgende dage, hvor han ikke drak, lod han altid som ingenting, som om at han aldrig havde været på værtshus. Stemningen var altid presset derhjemme efterfølgende, men fordi min far lod som ingenting, blev dagligdagen stille og roligt god og ”normal” igen – indtil næste gang, hvor han tog på værtshus. Hvis du spørger ham, om han har et misbrug, vil han til hver en tid sige nej. 

Da jeg lige var startet i 1.g, gik mine forældre igennem en skilsmisse, som blev rigtig grim. Der skete rigtig mange ting på meget kort tid i den periode, hvor det slog klik for min far. Min mor blev nødt til at flytte fra min far uden at han vidste det, fordi han ikke ville skilles. Det resulterede i, at min lillebror (som er fire år yngre end mig), min mor og jeg flyttede i hemmelighed en fredag, mens min far var på arbejde. Da min far fandt os chikanerede han os blandt andet ved at vække os om morgenen, mens han bankede på ruderne. Han meldte min mor til politiet for børnebortsførelse og sendte ofte trusler til min mor. Derudover stjal han min og min mors cykel, vores bil og alle mine penge fra min konto, som jeg først ville få igen, når min mor ”ville samarbejde”. Han smadrede også vores rude med en sten, mens jeg sad få meter og kiggede direkte på ham. Politiet var derfor meget indblandet i den periode. Det hele var meget uvirkeligt, og alt sammen foregik, mens jeg prøvede at starte mit nye sociale liv i 1.g, som jeg lige var startet på. Nogle gange føles det som et mareridt, som ikke er sket – men det gjorde det. 

Efter skilsmissen havde jeg ikke nogen kontakt til min far, men stille og roligt begyndte han at ringe til mig igen. Ligesom med hans druk lod han som om, at alt, som var hændt under skilsmissen ikke havde fundet sted og lod som ingenting. Jeg besøgte ham ikke, jeg ringede ikke til ham og jeg havde ingen intention om, at der skulle bygges et reelt forhold op. Så forholdet bestod i, at han ringede til mig, når han havde lyst, som regel var det en gang om måneden. Jeg tog telefonen, fordi det jeg følte, at det var noget jeg burde. Jeg nød ikke samtalerne, og jeg følte i øvrigt heller ikke, at han var interesseret i mig – det føltes som om, at han ringede af pligt. Efter skilsmissen kunne jeg nemmere åbne mig op overfor andre i forhold til min fars misbrug, og hvad der var sket under skilsmissen. Det hjalp at kunne sige det højt og sætte ord på, hvad der reelt var sket. 

Jeg kontaktede BRUS som 21-årig, da jeg kunne se et gentagende negativt mønster i min adfærd. Hver gang jeg var rigtig glad og følte, at alt gik rigtig godt, kunne jeg ikke være i det, og det resulterede i, at jeg ikke kunne magte noget og helst ville ligge i min seng, trøstespise og ellers være trist for mig selv. Der var også dage, hvor jeg kunne vågne op og vide, at det blev en rigtig dårlig dag, hvor jeg ville være ked af det, og det ville ikke kunne betale sig at tage nogen steder hen, for jeg ville hverken kunne fokusere eller være nærværende. Den følelse, som jeg kunne vågne op med, var identisk med den følelse, som jeg havde, når jeg som lille tog i skole, og min far havde været ude og drikke aften forinden. Følelsen af tomhed. Jeg kontaktede også BRUS for at finde ud af, hvad jeg skulle stille op min relation til min far. 

Under mit individuelle forløb lærte jeg at sætte følelser på det hele frem for at fortælle, hvad der faktuelt var sket i min opvækst. Jeg lærte at bag mit skjold af vrede og afstand til min far, var der stor smerte og sårbarhed omkring at være blevet valgt fra af min ham frem for øl. En kæmpe sorg over ikke at være mere værd og ikke har fået den far, som jeg havde fortjent. Jeg følte mig svigtet og for at passe på mig selv, havde jeg bygget en mur op. Jeg indså, at min far stadigvæk havde alt for stor magt over mig, idet at det var ham som bestemte, hvornår han ville ringe. Ham der bestemte, hvor længe og hvad vi snakkede om. Jeg lærte, at alt omkring ham var negativt. Det var træls, når han ikke havde ringet i over en måned, det var træls, når han ringede, og det var ikke en fed følelse, når vi så havde haft opkaldet. Den dag hvor jeg havde en session, som handlede direkte om min far, blev jeg sygemeldt i to dage efterfølgende fra arbejde. Jeg havde fået det fysisk dårligt med kvalme, ondt i hovedet og den velkendte følelse af tomhed. Blot fordi at jeg skulle snakke om min far. Vigtigst af alt lærte jeg, at det er mig, der har magten. Det er mig, der bestemmer, om jeg vil snakke med min far eller ej. Og jeg behøver ikke at tage telefonen, fordi det er noget jeg ”burde”. 

To år efter har jeg kun haft to dage, hvor jeg har haft den velkendte følelse af tomhed og tristhed. Jeg prøver at blive bedre til at rumme, når tingene går rigtig godt, og jeg er helt sikkert kommet i den rigtige retning. Jeg er blevet bedre til at erkende den store svigt, sorg og smerte, som har fulgt mig – og stadig er i mig. Jeg har også lært, at man aldrig bliver færdig med at bearbejde, hvad der er sket. Der vil altid være noget nyt, som dukker op, som man skal have hjælp til at håndtere gennem hele livet. Jeg er blevet bedre til at tage hånd om mig selv og acceptere, når alt ikke går godt. 

Men vigtigst af alt så er jeg rigtig glad for, at der var et tilbud som BRUS, som jeg kunne benytte mig af. Jeg er blevet meget mere selvbevidst, end jeg overhovedet havde troet var muligt. 

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.