5. Svigtede
Som 12 årig, blev tingene for svære for mig, til jeg kunne være ude ved min far. Så jeg valgte meget pludselig at droppe kontakten til ham. Så jeg svigtede mine søskende totalt. Jeg var deres eneste sikkerhedsnet og jeg bakkede ud, det er en af de ting jeg aldrig tilgiver mig selv for. Jeg så ikke min far i et år. I det år, reagerede jeg virkelig. Jeg begyndte at omgås en gruppe, som bestod af folk på min egen alder og jeg så ikke de to ældre piger mere.
Denne gruppe var dog heller ikke specielt god for mig. Vi drak, røg og pjækkede. Jeg var så fucking ligeglad med alt og alle. For fra mit synspunkt den gang, var det alle andres skyld at JEG havde det skidt. Det hele handlede om mig. Jeg var vred, ked af det og LIGEGLAD mest af alt. Til sidst forsøgte jeg at tage mit eget liv, jeg kunne ikke holde smerten ud mere. Jeg blev henvist til en psykolog, som jeg ikke havde den mindste tillid til og stoppede ret hurtigt igen.
Jeg fik en spiseforstyrrelse, for alle de grimme ting min far havde sagt til mig igennem min barndom, kørte rundt i mit hoved. ’’fede,, ’’tudefjæs,, ’’hvis du forsætter på den her måde, finder du din mor, hvor du fandt din mormor, død på et toilet,, ’’du er ikke bedre end andre,, ’’det var din mor, der ville have et barn,,. Jeg følte mig tom, det var kun når jeg kunne mærke sult, at jeg kunne mærke noget overhovedet. Det var rart, rart at kunne mærke sig selv.
Den dag i dag, beundrer jeg virkelig min mor for at stå alene med ansvaret for mig, der jeg havde det så skidt. Jeg får det altid dårligt, når jeg tænker på hvad jeg udsatte hende for. For mit selvmordsforsøg ramte hende ufatteligt hårdt og skubbede hende næsten ud over kanten. Men hun forblev stærk for min skyld og forsøgte virkelig at forstå min smerte og fjerne den. Problemet var bare, at jeg heller ikke helt selv forstod hvorfor det gjorde så ondt inden i, hvilket gjorde det svært for alle at hjælpe mig. I dag ved jeg, at grunden til min smerte var at jeg aldrig havde fået bearbejde alle de dødsfald der skete på kort tid, samt det store ansvar jeg følte for mine søskende.
Jeg ville ønske, at jeg dengang havde haft modet til at fortælle min mor, om de ting der foregik ved min far. Men min fars ord sad som printet i min hjerne, ’’Hvis du fortælle mor noget, så skader du mig,, og jeg ønskede jo ikke at skade min far. I dag ved jeg, at han kun brugte disse trusler til at kontrollere mig.
Lykke 12 år.
Dagbog 2007
Jeg hader min far. Jeg hader alle i verden! Der er ingen der kan forstå min smerte. Jeg føler mig tom inden i, det som om jeg slet ikke kan føle noget, for alt den smerte. Alle jeg elsker bliver taget fra mig! Min mormor, farfar og bedstefar. Jeg kan ikke holde ud at være i mig selv, det gør så ondt hele tiden. Der er ingen der elsker mig, fordi jeg er så fucking grim, tyk og et dårligt menneske. Jeg ville ønske jeg aldrig var blevet født. Jeg vil bare forsvinde, blive til ingenting som jeg allerede er, bare uden overhovedet at føle noget. Væk fra denne verden. Det er alligevel bedst for alle. Jeg vil så gerne forklare folk, hvor ondt det gør. Men hvordan kan jeg det? De vil aldrig kunne forstå mig. De vil aldrig kunne hjælpe mig alligevel. Jeg ville ønske jeg var en anden, med et andet liv. Jeg hader at være ude ved far. Jeg har søgt på nettet og der står at når man er 12 år, kan man selv bestemme om man vil ud til den anden forældre. Jeg har valgt at jeg ikke vil ud til far mere. Vi skændtes hele tiden, fordi de gør mig så sure. Jeg har fået nok af, at far lader Charlotte behandle mig på den måde! Det som om han elsker den ko mere end mig. Men jeg er sku da ligeglad, de kan sku rende mig. Jeg er færdig med dem! Han gider aldrig lytte til mig, han tror på alt hvad hun siger og hun lyver så meget.
