Jeg ved ikke hvorfor, men det er som om jeg ikke har den der mavefornemmelse, som folk ofte taler om.
Jeg kan ikke ”mærke” hvad jeg føler, jeg kan ikke mærke hvad jeg vil eller ikke vil, så jeg prøver at tænke mig frem til et svar i stedet.
Og så fortæller min pressede hjerne mig, at det kan jeg godt udholde. Så det gør jeg. Jeg har i øvrigt udholdt værre ting før.
Dagen efter kom den der dumme mavefornemmelse så pludseligt. Den fortæller mig at jeg har gjort noget forkert.
Så jeg følte mig både dum i situationen – hvor jeg reagerede som jeg troede det blev forventet af mig – og også nu her bagefter, hvor jeg står med en overvældende følelse af skyld og skam.
Det var jo min egen skyld, at jeg ikke sagde nej. Jeg sagde faktisk ja. For jeg troede, at jeg mente ja.
Men jeg skammer mig også. For jeg var ikke tro mod mine egne værdier, og jeg har ikke lyst til at fortælle folk om det.
Måske er det også den del, som fortæller mig at jeg gik med til noget, jeg ikke skulle være gået med til. Jeg kan mærke hvordan vreden og skuffelsen bobler inde i mig.
Jeg er skuffet over mig selv, skuffet over at mine veninder ikke stoppede mig, inden jeg tog med fyren hjem, og vred på den her fyr.
Han må da have kunnet mærke, at jeg bare er en lille, usikker pige, som ikke har styr på en skid – og i hvert fald ikke styr på mig selv.
Jeg føler mig faktisk udnyttet. Var jeg bare et let offer for ham, og måske endnu en pige i rækken af mange?
Øv, hvor er jeg træt af den her situation, og av, hvor gør det hele bare ondt nu. Hvor dælen er min mavefornemmelse?
Min BRUS behandler hjalp mig ud af skammens kaos
Ved min efterfølgende samtale med min behandler i BRUS havde jeg taget mig mod til at fortælle om situationen fra weekenden. Eller nej, jeg skammede mig så meget over det, at ordene ikke kunne komme ud af min mund.
Jeg skrev det ned på et stykke papir, og med bankende puls og svedige håndflader, viste jeg det til min behandler.
Til min store overraskelse blev det taget godt imod. Min behandler fortalte mig at hun har mødt andre i BRUS, der har oplevet lignende. Så det er ikke bare mig?!
Det skræmmer mig, men giver mig samtidig en følelse af lettelse. På en eller anden måde føler jeg at min reaktion og mine følelser er normale, og jeg føler mig mindre dum.
Min behandler fortæller mig, at det desværre er en mulig senfølge, når man er opvokset i en familie med rusmidler, som jeg er. At man har svært ved at mærke egne grænser og sætte grænser.
Men hun fortæller mig også at det er et punkt vi kan arbejde med, og et punkt hvor man sagtens kan udvikle sig.
Hun fortæller mig endda at hun synes at jeg er modig, og hun anerkender mig for at jeg er kommet til hende og har fortalt om min reaktion og mine følelser.
Udfordringer med grænsesætning er normalt for unge der er opvokset i familier med rusmiddelproblemer
Ovenstående historie er en fiktiv case med inspiration fra flere forskellige samtaler i BRUS. Det er nemlig et meget udbredt problem for børn og unge, der er opvokset i familier med rusmidler, at de har svært ved grænsesætning.
Noget af årsagen skal findes i det miljø de er opvokset i, hvor grænserne kan have været udviskede eller skæve. Ligesom man ofte ser rollerne i disse familier bliver byttet om.
Den voksne, der har et rusmiddelproblem, evner ikke at gøre, hvad der ellers måtte være forventeligt af en forælder. Og da disse opgaver ikke bliver varetaget af den voksne, er det ofte barnet eller den unge der varetager nogle af disse opgaver.
Som nævnt i historien kan man arbejde med at blive klogere på egne værdier og grænser, og dermed øve sig i at sætte grænser. Det er helt normalt, at det er svært at lære at sætte grænser.
Det kan føles ubehageligt og måske ligefrem angstprovokerende i starten. Men vores generelle erfaring er, at det bliver nemmere med tiden, og at det kan være et kæmpe selvtillidsboost, når man begynder at kunne gøre det selv. Vi ved at det kan være svært at stå i selv – så ræk ud.
Tag fat på en der kan hjælpe og støtte dig i din udvikling.
