8. Godt jeg havde Liv
For at man bedre kan forstå det næste der skete, bliver jeg nød til at spole tiden nogle måneder tilbage før min konfirmation. Det var en almindelig søndag, hvor min mor fandt mig siddende grædende på mit værelse. Hun kom hen for at trøste mig, men jeg var fuldstændig utrøstelig. Jeg græd og græd, og blev ved med at sige til min mor at jeg følte mig fuldstændig tom og at jeg ikke kunne mere. Min mor blev meget bekymret og ringede efter min moster, som kom med det samme. Min moster ringede til vagtlægen, som sagde at hun skulle putte mig under den kolde bruser. Det gjorde hun så, men lige meget hjalp det. Min moster ringede igen til vagtlægen og sagde, at nu skulle de altså tage det her seriøst, for jeg havde det virkelig skidt. Efter adskillige samtaler med diverse psykologer, blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling i 2 måneder.
I alt den tid jeg var indlagt, kom min far ikke og besøgte mig, han deltog ikke i nogle af de møder som mine forældre skulle, for at hører om mine fremskridt. Det er også en af de grunde til jeg beundre min mor, for hun stod med det hele selv.
Jeg blev indlagt som ‘Lykke der har det skidt psykisk’ og blev udskrevet 2 uger inden min konfirmation som ‘ Lykke med diagnosen ADD’. Hvis man går ind på ADHD foreningens hjemmeside, står der følgende:
“ADHD er en neuropsykiatrisk lidelse, som giver forstyrrelser i forskellige hjernemæssige funktioner, der blandt andet har med tænkningen at gøre. Bogstaverne ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Bogstaverne ADD står således for Attention Deficit Disorder, dvs. forstyrrelse af opmærksomheden, hvor H´et for hyperaktivitet er udeladt. ADD bruges således, når der overvejende eller udelukkende er tale om forstyrrelse af opmærksomheden.
Betegnelsen ADD anvendes altså om den form for ADHD, hvor hyperaktiviteten er fraværende eller ikke så synlig – med andre ord ”den stille ADHD”.”
Det var et stempel, som jeg havde det meget svært med. Jeg ville jo bare være som alle andre. Jeg fortalte kun meget få personer om min diagnose. Et halvt år efter min konfirmation, var jeg startet i 8.klasse. Der var endelig begyndt at komme lidt ro på igen. I en kort periode, gik tingene fint. Jeg omgik stadig den gruppe, som ikke var specielt god for mig. Jeg havde kun fortalt om min diagnose, til Liv og en af pigerne i den gruppe jeg gik i.
Det skulle snart vise sig, hvor slem denne gruppe var for mig og det hele startede med Victoria. Jeg blev ’’anden bedste venner” med Victorias bedste ven. Man skulle ikke synes at noget så latterligt, kunne blive til sådan en katastrofe. Men det gjorde det. Det skete så hurtigt, at jeg ikke helt selv kunne følge med.
Det startede med beskeder fra Victoria på over MSN, hvor hun svinede mig til. Derefter vendte hele gruppen sig i mod mig og senere også hele skolen. Det var kun Liv, der ville kendes ved mig. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden hende. Folk skubbede mig på gangene, hældte mine bøger ud af min skoletaske og lavede bræk fornemmelser af mig konstant. Det eneste sted jeg kunne være i fred var ovre ved hallen, så der sad Liv og jeg hver pause. Jeg følte mig som et misfoster igen. Det var én ting at skulle klare dagen i skolen med deres chikane, en anden ting var at de fortsatte over SMS, MSN og Arto når jeg kom hjem. I fire måneder blev jeg konstant udsat for deres psykiske terror. Det lyder måske voldsomt at kalde det psykisk terror, men det var det.
Hver eneste dag, fik jeg beskeder om at jeg lignede et lig og jeg burde ligge mig ned og dø, at jeg var et psykisk syg misfoster, som skulle skride tilbage til den lukkede, om hvor grim, klam og ulækker jeg var og at hvis jeg døde var der ingen der ville komme til min begravelse, fordi alle var ligeglad med mig.
Til sidst brød jeg sammen. Min mor og jeg sad og spiste aftensmad, pludselig brød jeg ud i gråd og fortalte hende alt. Jeg havde gået alene med det i så længe og nu kunne jeg ikke klare det mere. Min mor og jeg fik en lang snak og jeg fik lov til at skifte skole. Det var det bedste der skete for mig, jeg kom langt væk fra alt hadet og de konstante onde ord.
Det var kun Liv, jeg beholdte kontakten med fra min gamle skole. For hele episoden lærte mig i det mindste hvem, der var mine rigtige venner og det var Liv! Jeg er hende dybt taknemlig for at stå ved min side, da alle vendte mig ryggen. Jeg ser hende virkelig som en stærk og fantastisk person. Hun har aldrig brudt min tillid og altid været hende jeg kunne komme til, hvis der var noget.
Lykke 14 år.
Dagbog 2010.
Vi har været til farmors fødselsdag og det var pisse hyggeligt, lige indtil far og Mike kørte pisse fulde på bar. Så brød helvede løs. Charlotte, som selv var pisse fuld, begyndte straks at overreagerer! Hun begyndte at komme med spydige kommentar til min mor! Så kom far og Mike hjem. Charlotte og min mor kom på at skændtes, så til sidst fik jeg bare nok! Jeg råbte ’’NU ER DET FANME NOK! NU TAGER VI SKU HJEM!!’’. Jeg løb ud i baggangen og græd.  Derude var Ingelise, min fars søster, og hun spurgte hvad der var galt, så jeg fortalte hende hvad der var sket. For første gang nogensinde, var der en fra fars familie, der forsvarede mig. Hun tog far og Charlotte med ud på toilet og SKÆLDTE dem ud. Jeg kan snart ikke mere. Hver gang far og jeg får bygget et forhold op, så ødelægger han og Charlotte det! De er syge i hovedet.Charlotte er jaloux på alle og vil bare have far for sig selv! Nogen gange overvejer jeg at lade hende få ham for sig selv. Men så kommer jeg i tanke om mine søskende. Jeg kan ikke svigte dem. Det kan godt være de såkaldte ’’voksne’’ derude har ødelagt mig! Men mine søskende får de ikke lov til at ødelægge. Det vil jeg gøre alt hvad jeg kan for at forhindre!
