Efter 2 års bearbejdning og oprydning efter en barndom med alkoholmisbrug har jeg endelig sat det sidste punktum i min historie som alkoholikerens datter. Jeg har fundet mig selv igen og ved den dag i dag, at jeg er mere end bare datteren af en alkoholiker. Følg med her på  bloggen, hvor jeg løbende lægger kapitler op af bogen “En datters ubetingede kærlighed” – mit sidste punktum for nu.

Jeg håber meget på, at I vil læse med 🙂

God søndag!

Forord

Jeg ved, at min far græd den dag, jeg kom til verden. Han var stolt. Det er i hvert fald, hvad han har fortalt mig. Godt nok har jeg ikke altid kunnet regne med min far, men lige denne del er jeg ret sikker på. Jeg kom hertil den 6. juli 1989. Et sommerbarn. Min fars stolthed over sin nyfødte datter blev starten på et ubetinget kærlighedsforhold mellem far og datter. Og her taler jeg om en kærlighed, der indeholdt en utrolig loyalitet og indlevelse i det menneske, min far var. Og ikke mindst i det misbrug, der i sidste ende tog min fars liv. Jeg mistede min far til alkoholen i 2016. Han blev 50 år gammel.

Jeg er et mælkebøttebarn. Ét blandt alt for mange. Vi kaldes mælkebøttebørn, fordi vi, ligesom mælkebøtten, på trods af trænge kår og dårlige forhold kan vokse os store og stærke. Fordi at vi på trods af en barndom med alkoholmisbrug kan blive mennesker med følelser, meninger, rettigheder og handlinger. Vi kan leve, selvom vi i perioder har glemt, hvordan man gør. Vi er mønsterbrydere!

Min fars og mit bånd til hinanden var stærkt, men usundt for mig. Jeg oplevede meget tidligt, at jeg skulle sikre min far. Det var der ingen andre, der kunne, det var jeg overbevist om, og ingen kunne overbevise mig om noget andet. Da min far blev alvorlig syg af sit misbrug, mistede jeg kontakten til mig selv. Noget i mig tog over, og jeg var nærmest sygeligt besat af at passe på ham – jeg var angst for, at han skulle dø fra mig. Inderst inde vidste jeg godt, at det var det, der ville komme til at ske, for der var intet, jeg kunne gøre for at stoppe det misbrug, der styrede ham.

Min fars og min historie ligner hinanden – vi er begge vokset op med alkoholen som vores baggrund. Noget i min far gik i stykker, så meget i stykker, at han ikke formåede at holde sig til et liv uden et dominerende alkoholforbrug. Han mistede sig selv, og vi mistede en far, bror, mand og ven.

Jeg var og vil altid være fars pige. Jeg var opslugt, besat og medafhængig. Jeg elskede ham, og min loyalitet som hans datter betød mere, end jeg selv gjorde. Det var ikke fordi, at jeg ikke ønskede det bedre for mig selv, men jeg var simpelthen ikke i stand til at sætte mig selv i første række. Jeg vidste ikke, hvordan. Jeg blev til sidst så god til at sætte mig selv bagerst i køen, at jeg levede mit liv ud fra min fars tanker, følelser og tilstand. Min medafhængighed gjorde, at angst og bekymring blev en stor del af min hverdag. Til sidst blev mit eget liv umuligt at leve.

Bevidstheden – At være på vej

Det var frygtelig svært at sige farvel til et menneske, der stadig var på jorden i sin fysiske tilstand, men som mentalt havde forladt mig. Dog tog jeg mit livs sværeste beslutning i december 2015 – jeg gav min far ansvaret for sit liv tilbage og gjorde alt, hvad jeg kunne for at opretholde et forhold som far og datter og ikke misbruger og medafhængig. Der går ikke én dag, uden jeg mærker et savn til min far, men jeg forsøger at holde ved alt det gode, som vi også delte med hinanden – det ved jeg, at han ønsker, jeg gør. Derfor mindes jeg i dag min far som det menneske, han var, og ikke det, alkoholen gjorde ham til.

Efter at jeg har fået mere kendskab til hele misbrugsproblematikken og har mødt mange hjertevarme og givende mennesker, der på forskellig vis også har været involveret i et andet menneskes misbrug, er jeg blevet mere bevidst om, at min fars misbrug ikke handlede om manglende kærlighed til sine børn. Ej heller, at vi blev valgt fra, fordi vi er forkerte eller utilstrækkelige. Det har hjulpet mig et langt stykke ad vejen, selvom det ikke hver dag lykkes mig at få mig selv overbevist om det samme. Men alligevel vil jeg påstå, at bevidstheden er første skridt på vejen – og jeg er på vej.

Jeg har deltaget i flere kurser for voksne børn af misbrugere, hvilket har hjulpet mig til at finde mig selv igen. Heldigvis har børn af misbrugere den mulighed! Bagerst i bogen står der informationer om forskellige terapi- og behandlingstilbud til børn og voksne børn af misbrugere.

Jeg har arbejdet længe på at finde frem til, hvem Carina er og ser ikke længere kun mig selv som alkoholikerens datter og medafhængig. Tvært imod har jeg lært nye sider af mig selv at kende, og jeg har lært at acceptere de gamle. De egenskaber, jeg udviklede som barn for at kunne overleve min fars misbrug, kan jeg i dag bruge til noget positivt – men kun fordi, at jeg har lært at bruge dem til min egen fordel.

Min bog handler om min historie og mit liv som medafhængig til min far og hans misbrug. Den handler om den kamp, det er for børn at vokse op i en familie, der er ramt af alkoholmisbrug, og om de konsekvenser, det fører med sig ind i voksenlivet. Den handler om det usunde forhold, der opstår mellem et barns kærlighed og loyalitet til sin forælder og forælderens alkoholmisbrug. Og ikke mindst handler den om den kærlighed, jeg havde og altid vil have til min far. En kærlighed, jeg kalder ”den ubetingede kærlighed”, for det var den. En kærlighed, der bandt mig til mere, end hvad jeg kunne rumme, selvom jeg gjorde det alligevel.

Jeg håber, at min historie kan give andre en forståelse af, hvad der er på spil, når én forælder har tabt sig selv til et misbrug. Men vigtigst af alt, så håber jeg, at mine bekendelser og min ærlighed vil hjælpe andre børn af misbrugere til at tro på, at de ikke er alene. At de er unikke, værdige og værd at elske.

– Carina, et mælkebøttebarn.

Prolog

BIB… BIB… BIB… Hendes hals snører sig sammen, hjertet hamrer nærmest uregelmæssigt, og det suser for hendes ører. Minutterne bliver ved med at gå, men alt indeni hende står stille. Det er en tidlig og kold morgen. Klokken er 06.29, og om lidt vil bussen svinge om hjørnet, køre over fodgængerfeltet og overdøve den bibbende lyd. Det er mørkt, men trafiklysene i byens travle midtpunkt lyser omgivelserne op. Hun ser menneskerne på gaden, formentlig er de på vej på arbejde som hende selv, eller måske er de på vej hjem. For livet går videre, også når vi ikke føler, at vi kan følge med. I uvirkelige situationer, hvor vi ville ønske, at tiden kunne stå stille, i situationer, hvor vi ikke forstår, hvordan livet uden videre blot forsætter forbi os, gør det det – bare sådan uden videre. Hun griber fat i stoppestedets glasvæg, da den bibbende lyd kommer igen, og endnu engang snører hendes hals sig sammen. Hun kan mærke, hvordan et angstanfald er på vej op igennem hendes krop. Hurtigt forsøger hun at berolige sig selv:
”Tænk nu klart!”
Men det nytter ikke noget, for lyden minder hende for meget om den tid, som hun for et par måneder siden tilbragte på intensivafdelingen.

Hun kan se ham for sig. Hans lukkede øjne og magre krop. Hun kan pludselig se og høre den maskine, der havde hjulpet ham med at trække vejret. Den velkendte følelse af magtesløshed og sorg ruller ind over hende, og som hun står der, virker alt omkring hende pludselig tomt og intetsigende. Hun ser for sig, hvordan hun holder hans hånd. Hendes inderste ønske om, at han ville klemme hendes tilbage, at alt ville holde op, og at de bare kunne være som far og datter, ved hun aldrig mere kan blive muligt. Med ét bliver hun revet ud af sine tanker, da bussen svinger om hjørnet, og med tårer i øjnene og rystende ben stiger hun på og starter endnu en dag. Endnu en dag, hvor hun skal kæmpe for at leve sit liv.

”Saga? Er du der?”
Saga ser sig forvirret rundt i lokalet. Psykologen har kørt brillerne ned på næseryggen. Hun ser på hende med undersøgende øjne. Inde i sit hoved spiller morgenens oplevelse igen og igen. Og nu sidder hun endnu en gang her i stolen til endnu en samtale med endnu en tom følelse indeni. Psykologen virker frustreret. Det kan Saga sagtens forstå, for hun ved heller ikke selv, hvorfor hun ikke føler andet end tomhed.
”Hmm…” mumler Saga. ”Jeg…”.
”Hvad er det, der sker lige nu, Saga?” psykologen retter sig op i stolen.
”Prøv at sætte ord på det, du gennemgår lige nu. Det er som om, at jeg ikke kan nå ind til dig. Hvad mærker du?”
”Jeg kan ikke tale om det. Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Det er som om, at det både fylder og er tomt på samme tid”. Hun kigger på psykologen, der nu retter sig op i stolen.
”Jeg tror ikke, at jeg kan tale om det lige nu,” hvisker Saga og kigger afventende på psykologen. Lige nu vil hun bare sove. Hun vil sove i 100 år og glemme det hele for en stund.
”Så skriv om det,” siger psykologen og lukker sin notesbog stille i.

Skrevet af carina

Mit navn er Carina. Jeg er 28 år og jeg er et mælkebøttebarn. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, vokset op med en alkoholisk far, hvis misbrug har fyldt størstedelen af mit liv.