Sagas tanker drøner rundt. Hun har uro i kroppen og har brugt det meste af dagen på at sidde og tænke og huske tilbage. Han er kommet hjem efter sin indlæggelse på intensiv og de har alle gjort sit for at holde ham nogenlunde ædru. De har på skift dagligt tømt lejligheden for alkohol, selvom det har krævet mange diskussioner og skænderier. Hun har desperat forsøgt at få ham til at forstå, hvor alvorlig hans tilstand og situation er. Hun har kontakt til kommunen og har via hans egen læge fået tildelt ham daglige hjemmeplejebesøg.

Saga er endnu engang hjemme hos hendes mor for at kunne se til ham hen over weekenden. Efter at hendes far er blevet syg er hun begyndt at tænke over det spørgsmål, hun som barn brugte al sin tid på at finde svaret på: ”hvorfor?” – ”hvorfor har den mand, der skulle elske hende allermest valgt alkoholen frem for hende.” I dag ved hun godt, at manglende kærlighed ikke er en del af svaret, men hans valg undrer hende stadig.

De mange tanker har fået hende til at hoppe i løbeskoene sammen med en tæt veninde, der også er hjemme for at besøge sine forældre. De skal faktisk mødes nu, og Saga er sent på den. Tankernes virvar har fået hende til at miste fornemmelsen af tid og sted. Hun binder knuden på den sidste løbesko og smækker døren efter sig.

”Hej!” Saga puster, da hun kommer mod veninden, der står og venter.
”Jeg var ved at blive bange for, om du havde glemt det.” Sagas veninde rejser sig fra cykelbommen til stien og strækker sine ben.
”Det må du virkelig undskylde. Jeg er ikke helt mig selv i dag.” Saga ryster undskyldende på hovedet og ryster de sidste tanker fra sig.
”Er du klar på en kort tur? Jeg vil gerne lige se til min far inden jeg skal tilbage til Århus i aften.”
”Ja, det kan vi sagtens. Vi kan da bare løbe om forbi ham med det samme?” veninden nikker med hovedet i den retning, hvor Sagas far bor, og begynder at løbe. Saga løber efter og snart løber de side om side.

Da de står ude foran døren til lejligheden stopper Saga op. De puster begge to efter turen.
”Jeg skal gøre det hurtigt. Det er nok bedst, at du bare venter her.”
“Er du sikker på, at jeg ikke skal gå med ind? Det kan jeg altså sagtens.” Veninden kigger spørgende på Saga, som prøver at undgå øjenkontakt. Selvom det er hendes bedste veninde, så føler hun skam ved, at hun skal se hendes fars lejlighed, og ikke mindst ham i den tilstand han stille er glædet ind i. Men mest af alt ønsker hun at tage hensyn til hendes fars værdighed. Hans værdighed betyder mere for hende end hendes egen.
”Det er bedst, at du venter her” siger Saga og smiler undskyldende til sin veninde.

Der er stille i lejligheden, som om den har været uden liv i lang tid. Hun træder forsigtig ind over dørtrinnet og lader døren til opgangen stå på klem.
“Far?” kalder hun. Men der er ingen, der svarer. Lejligheden er røget, og der lugter indelukket. Gangen virker uendelig lang og da hun endelig når til enden kan hun se både ud i køkkenet og ind i stuen. Der er ingen i køkkenet, så hun vælger det sidste. En smerte rammer hende og hun føler sig lammet. På gulvet bag sofabordet kan hun se en arm. Den ligger helt stille.
“Far” hvisker hun ind i rummet. En mummelen melder tilbage. Saga går armen i møde. Der ligger han, bag sofabordet. Hovedet er drejet helt til siden og hans ansigt ligger ned mod gulvet. Stille vender han sit ansigt mod hende. Øjnene, der ser på hende er tågede og opgivende. Samtidig aner hun et skamfuldt blik, der ville have ønsket, at hun ikke havde fundet ham i den tilstand og på den måde.
“Far, hvad er der sket?” Hun sætter sig ned på knæ ved siden af ham og begynder automatisk at undersøge, om han har ondt.
“Har du slået dig? Har du ondt nogle steder?” Hun vil gerne sikre sig, at det er forsvarligt at løfte på ham. Men på den anden side, er hun ikke sikker på, at hun kan regne med, at han vil være i stand til at fortælle hende sandheden. Både fordi hans påvirkede tilstand gør ham uklar og fordi han desperat vil forsøge at holde på lidt af den værdighed, som han har tilbage.
“Nej, jeg blev bare træt” han kigger op på hende fra gulvet.
“Jamen, du kan da ikke ligge og sove her på gulvet, far!”
Han sender hende et lille skævt smil. Saga ryster på hovedet.
”Det ser i hvert fald ikke særlig rart ud!” svarer hun tilbage på hans smil.
“Her er køligt at ligge med loftpropellen kørende”. Han peger op mod loftet.
Hun kigger op på propellen, der drejer rundt med en summende lyd. Hans hoved og overkrop løfter hun op i hendes arme og kigger på ham.
“Hvad sker der med dig, far?”
Han lukker øjnene og forsvinder for en kort stund. Det er som om, at han forsøger at forberede sig på at svare.
“Mine ben kunne ikke holde mig mere. Og jeg var for træt til at komme op, så jeg sov bare. ”Det sker tit.” fortsætter han efter en lille pause. Det stikker hende dybt i hjertet. At se ham i den tilstand, så opgivende og ødelagt, er det værste hun nogensinde har set. Hun føler desperationen skylle ind over hende. Hun må skaffe ham noget hjælp. Den rigtige hjælp.
“Det går jo ikke længere, far. Du bliver nød til at få noget hjælp! Hvad nu, hvis ikke jeg var kommet forbi?
“Ja så havde jeg jo nok bare ligget her endnu”.
Det forbløffer hende hver gang; hans evige ironi og humor, selv når det ser allerværst ud.
“Du er ikke rigtig klog,” siger Saga og aer ham over kinden.

“Tror du, at du kan komme op nu?” Hun stikker hendes arme ind under hans og forsøger at løfte ham op ved at stå bag ved ham. Hans knæ ryster under ham og hun bliver forskrækket over at mærke, hvor tynd og senet han er blevet. Kroppen har næsten ikke muskelmasse tilbage. ”Man skulle ikke tro, at han kun er 49”, tænker hun. Saga støtter ham hele vejen ind til sengen og ligger ham ned. Hun putter dynen om ham og ligger hovedpuden til rette.
“Vent lige lidt, far. Jeg kommer snart igen”.

Ude i gangen møder Saga sin veninde, der er trådt ind i lejligheden. Hun står og kigger sig om.
”Saga?! I har brug for hjælp. Er han okay? Jeg kunne ikke undgå at høre jer.” Saga går sin veninde i møde i gangen.
“Nej, jeg er ikke sikker. Han er faldet, men jeg har lagt ham i seng. Det er nok bedst, at jeg bliver lidt hos ham. Jeg må lige tænke mig om”.
“Skal jeg ikke ringe efter en ambulance med det samme?” Veninden har allerede fundet sin mobil frem og kigger på Saga med et afventende udtryk.
“Han vil ikke have, at jeg ringer til nogen. Og de vil nok ikke kunne hjælpe så meget alligevel. Han kommer bare hjem til det samme igen. Jeg må lige ind og tænke mig om” siger Saga igen og kan se på hendes veninde, at hun slet ikke kan forstå Sagas tøven. Veninden kigger på hende og forsøger at finde svar. ”Det er sådan det er,” tænker Saga, ”men det vil jeg nok aldrig kunne forklare, så I ville forstå.”
“Saga, du må sige, hvis der er noget vi kan gøre. Lov mig det.” Hun nikker og giver sin veninde et kram. Så vinker de farvel og hun lukker døren og vender tilbage sin far, der nu ligger og sover.

Som han ligger der krøbet sammen under dynen, med halvåben mund, minder han mest af alt om et lille barn. Hun har allermest lyst til at ligge sig hos ham og holde om ham. Fortælle ham, at alt nok skal gå, at han ikke skal kæmpe mere. At hun nok skal finde en løsning. Men hun ved efterhånden godt, at det ville være en løgn. Hun sætter sig på sengekanten og tager hans hånd. Der sidder hun nogen tid og studerer den hånd, hun så ofte har holdt og som ofte har holdt hendes. Den er nu fuld af sår, har lange beskidte negle og gule spidser, der hvor han holder sin cigaret.

“Hvad skulle jeg gøre uden dig?” lyder det fra en hvisken ved siden af hende. Hendes far kigger på hende og uden at sige mere forstår de begge, hvad de hver især føler i det øjeblik. Sådan sidder de længe med hinanden i hænderne.
“Er du sikker på, at jeg ikke skal ringe til nogen?” Saga bryder øjeblikket og tænker igen på sit ansvar. Hun har spurgt mindst ti gange nu.
“Jeg skal nok tage med dig! Jeg lover dig, at jeg altid vil være hos dig” hun bliver desperat og håbefuld.
“Jeg skal ingen steder” siger han. Nu mere irriteret end før. Han ser træt og opgivende ud.
“Jeg er virkelig bekymret for dig, far!” Saga kan mærke en tåre på sin kind. Hun tørrer den hurtigt væk, så han ikke ser den.
“Jeg skal bare sove lidt” svarer han.
Hun bukker sig ned og kysser ham på panden.
”Jeg elsker dig far! Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis der sker dig noget.” Hun stopper og klemmer hans hånd ekstra hårdt.
”Jeg har brug for dig.”
”Jeg går ingen steder” svarer han og sender hende endnu et skævt smil.

Skrevet af carina

Mit navn er Carina. Jeg er 28 år og jeg er et mælkebøttebarn. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, vokset op med en alkoholisk far, hvis misbrug har fyldt størstedelen af mit liv.