”Far, skal jeg ikke tage noget smørbrød eller noget hjemmebag med? Så skal du ikke stå med al den madlavning – måske er det bedst sådan i år?” Min far er dårlig, og han har ikke så mange kræfter længere. Han er næsten kun vågen, når han har brug for mere alkohol. Men det er d. 23. december, og hvert år på denne dato spiser vi traditionen tro en julemiddag sammen. Dette år insisterer min far på at lade alt være, som det plejer at være. Så jeg handler en flæskesteg ind med tilhørende rødkål og brunede kartofler. Min far har altid været dygtig til at lave mad, men dette år er anderledes. Flæskestegens flæsk skærer han op med en gammel hoppekniv fra hans bukselomme, og vi når aldrig længere end til sovsen. Han har drukket lidt over en halv flaske vodka i løbet af den tid, vi har forsøgt at lave mad.
”Far, jeg kan se, du er træt. Skal jeg ikke lægge dig i seng?”
”Carina, lad mig nu bare gøre det – det er det mindste, jeg kan gøre.” Han kigger på mig med trætte øjne, mens han svajer fra side til side, og så fortsætter han med at smelte smørret i gryden. Men så skubber han gryden af blusset og sætter sig tungt ned i sin stol, som han altid sidder i, i sit køkken. Jeg hapser lidt til de brunede kartofler, som han dog har nået at lave. Jeg vil derved gerne vise ham, at jeg er taknemmelig for, at han trods alt har forsøgt – og så lægger jeg ham i seng. Han falder hurtig i søvn, og bagefter går jeg tilbage til køkkenet for at rydde op. Min tanke er, at det her nok er sidste gang.
December måned er fløjet afsted. Jeg har været hjemme hos min mor på juleferie og skal denne dag tilbage til Århus for at fejre nytåret. Jeg er klar til et nyt år og en ny start, men noget sidder fast i mig og der er noget, jeg bliver nød til at gøre. Jeg må se ham en sidste gang.
Radioen spiller svagt. Jeg står bag ham i døren. Han har ikke hørt mig. Jeg kan se, at han har tabt sig endnu mere siden sidst. Hans rygrad træder tydeligt frem under den hvide og tynde hud. Han ryster. Min fod får dørtrinnet til at knirke og han vender sig om. Synet, der møder mig slår mig som en knytnæve i maven. Hans øjne er på en måde vilde. De fortæller mig, at han ønsker jeg ikke var kommet. Ikke fordi, at han ikke vil se mig, men fordi, at han er så langt ude af kontrol, at han skal kæmpe hårdt, for at skjule det. Jeg sætter mig ned i stolen over for ham og bryder sammen ved hans brystkasse. Jeg mister kontrollen over mine længe indeholdte følelser og frustrationer. Jeg vil ikke miste ham. Men jeg ved nu, at det er det, jeg skal. Han holder om mig, og jeg kan mærke, hvordan han forgæves forsøger at virke normal. Han holder om mig og forsøger at trøste mig som min far.
I bilen tilbage til Århus løber tårerne fortsat ned ad mine kinder. Jeg kan ikke få dem til at stoppe igen. Jeg har en stærk fornemmelse af, at det var sidste gang, jeg så min far i live. Selv om jeg er bange og fuld af sorg, så er der fortsat noget i mig, der er ændret. Behandlingen hos Århus MisbrugsBehandling har fået mig til at tænke anderledes end før, og vigtigst af alt ved jeg nu, at jeg ikke er alene. Jeg har mødt andre, der også har mistet deres forældre til alkoholmisbrug, og de er kommet videre og har fået et godt liv trods tabet. Mit fokus lægger nu hos mig selv og hver dag øver jeg mig i at passe på mig selv. Det betyder, at jeg den sidste tid af min fars liv begynder at mestre at være hans datter og ikke hans sygeplejerske, læge, hjemmehjælp eller socialrådgiver.
… fortsættes…
