Kapitel 1: Er jeg gennemsigtig?

Både underviser og sensor virkede begejstrede i starten af hendes oplæg. Men fornemmelsen af, at et eller andet er kørt af sporet inde ved eksaminationsbordet sidder fast i hende. For første gang på pædagogstudiet føler hun, at hun virkelig er blevet ”slagtet”. Sensor efterspurgte noget, som hun ikke kunne finde svaret på. Hun føler sig ualmindelig dum. Et helt års studier og arbejde er spildt nu. Hun ved, at hun i hvert fald ikke vil få det 12-tal, som hun inderst inde har forlangt af sig selv. Kan hun afslutte sin uddannelse med et 12-tal, så kan hun vise dem, at hun er god nok. At hun også kan på trods af de omstændigheder, som hun er vokset op med.

Hendes familie står og kigger på hende. Hun føler, at de kigger på hende med medlidenhed. Ærlig talt, så ville hun ønske, at hun kunne forsvinde ved et enkelt knips med fingrene. Det her er slet ikke til at holde ud. En ting er, at hun står midt i et stort nederlag, men at der ligefrem er publikum på, bryder hun sig ikke om. Hun ved også, at det vil virke uforskammet at beklage sig over et 10-tal. Og hun har stærkt på fornemmelsen, at det er sådan, udfaldet kommer til at lyde.

Døren går op, og den høje, bebrillede underviser kigger på hende. Det føles som minutter og ikke sekunder, før hun siger noget.
”Værsgo, Saga. Kom du med inden for.”
Sensoren sidder og kigger ned i sine papirer. Saga bliver stående foran bordet. Hun er parat til at tage imod, men er lige så stille ved at finde hendes forsvar frem.
”Ja, Saga. Der er jo ingen tvivl om, at dit projekt er yderst gennemarbejdet ned til mindste detalje. Det er virkelig et flot stykke arbejde. Og faktisk kan vi ikke finde en eneste ting at sætte en finger på,” starter underviseren.
”Ja, din opgave og dit produkt er faktisk perfekt,” siger sensoren.
”For perfekt,” tilføjer hun.
”For perfekt?” tænker Saga. ”Hvordan kan noget være for perfekt?”
”Du mangler en kritisk stillingtagen i forhold til dit endelige produkt. Og derudover havde du svært ved at svare mig på mine spørgsmål,” fortsætter sensor.

Saga kan mærke begyndende tics under venstre øje. Hendes hals snører sig sammen. Hun har altid været dårlig til at modtage kritik. Selv konstruktiv kritik tager hun meget personligt. Det er næsten som om, at de ord, der bliver sagt, bliver sagt om hende som menneske, hendes værdier og værd og ikke om hendes bacheloropgave. Hun står stille og forsøger at forberede sig på en velformuleret respons, der måske kan rette op på deres syn af hende.

”Ja, Saga. På trods af en virkelig god og sammenhængende opgave og ikke mindst dine flotte børnebøger, så har vi valgt at give dig et 10-tal.”

Alt i rummet bliver sløret, og Saga kan fornemme, at hun er ved at miste kontrollen over sig selv.
”Okay,” rømmer hun sig. Hendes velformulerede respons ligger klar.
”Det undrer mig, at I ikke har taget højde for hele sidste afsnit i opgaven. Her har jeg meget udførligt beskrevet min arbejdsproces og helt konkret inddraget en kritisk synsvinkel på hele projektet. Faktisk beskriver jeg, hvordan jeg kunne have ændret dele af mine undersøgelser og udarbejdelsen af min bøger for at optimere effekten af deres udbytte. Jeg nævnte det også i slutningen af mit oplæg.” Saga trækker vejret dybt ned i maven for at finde lidt ro. Sensor kigger op på Saga. Hun ser på hende, som om hun kigger lige igennem hende.

”Du kan ikke være perfekt i alt, hvad du laver. Nogle gange skal man acceptere, at noget er godt nok. Du er færdig som pædagog. Du skal ikke blive i dårligt humør over et 10-tal. Du har skrevet en god opgave. Og dit produkt… Du kan jo starte dit eget forlag,” siger hun og kommer med et smil, som Saga bestemt ser som påtaget.

”Jeg bliver kun i dårligt humør, fordi jeg ikke forstår jeres grundlag for kun at give mig et 10-tal.” Saga fortryder allerede sin formulering. Det lyder virkelig selvoptaget.

”Det, jeg mener, er, at I siger, at opgaven er ”for perfekt” og mangler en kritisk vinkel. Jeg kan ikke forstå, hvordan noget kan være ”for perfekt,” og den kritiske vinkel kan jeg anvise til.” Saga er ved at være desperat, og hun er lige så stille ved at miste kontrollen over sine følelser.
”Det er ikke fordi, jeg mener, at et 10-tal er en dårlig karakter. Men…” Hun går i stå.

Et flashback til det smalle røgfyldte køkken med en lugt af varm øl og gammel mad rammer hende. Han er holdt op med at lytte til hende. Han sidder stille og ser ud ad vinduet, som om hun slet ikke eksisterer. Han er ligeglad med hende. Hans spørgsmål om, hvordan hun har det har udelukkende været for at stoppe hende i at spørge til ham og hans forbrug den sidste tid. Følelsen af at være usynlig og ligegyldig fylder hende op til randen. Hun føler, at hun skal kaste op. Endnu en gang er det hans misbrug, der styrer deres samvær. Hun kigger intenst på ham. Hun forsøger at få øje på den del af ham, der inderst inde stadig er hendes far. ”Se på mig”, bønfalder hun inde i sit hoved, ”så se mig dog”. Hun sidder stille, stopper med at snakke. Hun stopper næsten med at trække vejret. Mest af alt har hun lyst til at ruske i ham, vække ham fra hans selvmedlidenhed og destruktive adfærd. Hun kan mærke, at hun er vred og ked af, at han endnu engang tager hendes besøg og selskab for givet. Men hun orker ikke at lade følelserne få plads. For har de nogensinde haft en plads? I stedet søger hun blandt alle disse modbydelige følelser at finde et nyt emne, som hun kan vække ham med. Det er svært. Hun er efterhånden så vant til at forhøre ham om hans tilstand, forbrug af alkohol, indtag af væske og føde, at hun har svært ved at være sammen med ham som to almindelige mennesker, som far og datter. Desuden er de begge langt fra at være normale. De er hver især så indgroet i hans misbrug, at intet kan være normalt længere. Hun opgiver, stiller ikke flere spørgsmål og sidder tilbage med følelsen af ikke at være tilstrækkelig, ikke at være god nok, ikke at blive lyttet til og ikke at blive taget alvorlig – at være gennemsigtig.

Disse følelser, akkurat disse følelser, rammer Saga inde ved eksaminationsbordet. Hun vil gerne sige noget mere. Tale sin sag og vise, at hun tager sig selv alvorlig og tror på sig selv og hendes værd. Men hun kan ikke. Hun magter ikke at tage kampen op. Hun bukker hovedet og giver både underviser og sensor hånden.

”Op med humøret, Saga. Jeg er sikker på, at vi kommer til at se mere til dig i fremtiden. Du er meget kreativ. Både med dine hænder og med dit hoved. Du skal nok blive en god pædagog.” Hendes underviser lægger sin anden hånd ovenpå deres håndtryk og giver hende et opmuntrende smil. Saga smiler tilbage og begynder sin gang mod døren. Hun skammer sig over sin reaktion, det er jo trods alt bare en karakter. Men for hende er det bare så meget mere end det.

Kapitel 2: Mit liv og deres

Saga sidder i bussen og kigger ud på det liv, hun kører forbi. Hvem er de mennesker, tænker hun? Hvad får dem op om morgenen? Hvad drømmer de om? Hun ser på disse mennesker og ville ønske, at hun var dem, at hun kunne leve en andens liv, langt væk fra bekymringer og mennesker, der kræver af hende. Hendes far har hun ikke hørt meget fra, siden hun blev færdig med uddannelsen. Hun er egentlig skuffet over, at han ikke har villet se hende. At han ikke har ringet til hende for at høre, hvordan det mon er gået hende. I stedet havde Saga selv ringet efter nogle dage og fortalt ham, at hun var blevet færdig. Hun havde fortalt ham, at hun nu var færdiguddannet pædagog og havde klaret sig godt i sine sidste eksaminer. Hendes far havde ikke virket synderligt begejstret, og Saga var kommet helt i tvivl, om det mon også var noget at være så stolt over. Hun havde jo trods alt heller ikke selv været så glad for hendes sidste karakter.

”Få nu dig selv ned derfra,” havde han sagt, og hendes mave havde snøret sig sammen. Hun skammede sig over, at han ville tro, at hun sagde det for at prale. Men hun tænker, at han et eller andet sted er stolt af hende – af sine børn. I Sagas øjne er det en stor ting at blive færdig med sin uddannelse. Han forstår det ikke, måske har han allerede glemt det igen, men hvor ville hun gerne kunne dele det med ham.

Han har distanceret sig den seneste tid, og Saga er bekymret for ham. Hun kan se og fornemme, at hans misbrug er eskaleret. Det er ikke længere øl, men vodka han starter sin dag på, og hun har været vidne til, hvordan flaskerne er blevet til flere og flere.

Bussen stopper, og en kvinde med barnevogn stiger på. Saga rejser sig for at gøre plads og kigger rundt efter et nyt sæde.
”Tak.” Kvinden smiler et taknemmeligt smil og kører barnevognen ind på plads. Saga kigger på det sovende barn i vognen.
”Heldige unge,” tænker hun for sig selv, mens hun smiler. Barnet ser så fredfyldt og veltilpas ud, at Saga bliver helt misundelig.

”Gid, man dog kunne skrue tiden tilbage,” tænker hun og ville ønske, at det var hende, der lå der trygt og godt. Bussen er proppet denne morgen, og alle sæder er optaget, så hun klemmer sig ind bag en mand i midten af bussen. Han lugter fælt af gammel og står med en pose øl mellem benene. Han kigger kort på hende. Hans ansigt er rødmosset og øjenene opgivende. Hun føler med ham. Hun magter heller ikke sin dag. Hun er træt, opgivende og føler sig nedtrykt, hvilket hun bebrejder sig selv. Hun er lige blevet færdiguddannet og har efter tre uger fundet sig en fuldtidsstilling i en vuggestue. Hvad er der at være nedtrygt over? Hun føler sig ærlig talt lidt selvoptaget og forkælet.

”Det er også bare typisk mig,” hvisker hun og sukker et tungt suk ud i bussen. Manden med de opgivende øjne kigger kort på hende, som om han tror, at hun havde snakket til ham. Hun får helt dårlig samvittighed. Hvad nu, hvis han tror, at det er på grund af ham, hun står der og hænger med hovedet?

”Jeg er ærlig talt bare træt af livet,” har hun lyst til at sige. Men det dur nok ikke. Han ville tro, at hun er tosset. Men er hun egentlig ikke også det? Endnu engang slår hun sig selv i hovedet for at være så negativ.

Som barn havde Saga ofte fået at vide, at hun var negativ, at hun var et negativt barn. Det havde åbenbart været så træls at høre på hendes negative udmeldinger, at hun en aften midt i maden havde fået at vide, at hun burde øve sig i at sige tre positive ting, inden hun begav sig ud i alt det med de negative. Så sådan var det altså blevet til, at Saga ofte omtalte sig selv som et negativt væsen, en sortseer. Hun føler sig også negativ, men hvor ville hun ønske, at nogen kunne se, hvorfor. Men det ved hun er umuligt. De ville aldrig kunne vide, hvordan det er at være så tæt på, og hvor meget, der i virkeligheden er på spil – alt er på spil.

”Mit liv og deres,” sådan har hendes far en gang beskrevet hans liv. Først som barn af en alkoholisk mor og senere selv som alkoholiker.
”De forstår det ikke, Saga. De vil aldrig kunne forstå det, og du vil aldrig kunne forklare det,” havde han tilføjet. Saga føler det på præcis samme måde. Det har hun altid gjort. Der er ingen grund til at forsøge sig med en forklaring, ej heller at fortælle dem virkeligheden. For dem er virkeligheden en hel anden. Derfor lever Saga sit liv, og de deres.

Saga har været så optaget at sin egen verden, at hun ikke har opdaget, hvor langt bussen er kommet på sin rute. Det er her, hun skal af. Børnene og hendes kollegaer venter hende. Hun tager endnu en indånding og griber fat om et af bussens sæder, hiver sig fremad og går gennem bussen op til døren.

”Tak for turen,” tvinger hun sig selv til at sige. Det skal vel ikke gå ud over buschaufføren, at Saga altid er negativ. Buschaufføren nikker, smiler og gengælder hendes hilsen.

Det er koldt udenfor, og himlen er dækket af grå posede skyer. De har fart på, og Saga kan ikke lade være med at tænke på, hvor befriende det må være at befinde sig deroppe. I et kort øjeblik ønsker hun, at det er det, der er virkeligheden. Som barn havde hun ofte haft denne tanke. En tanke om at kunne give slip på det hele og bare være i fred og ro. Råb og latter fra institutionens børn når hende, og hun bliver sendt tilbage til virkeligheden. Det er egentlig en modbydelig tanke, og igen skammer hun sig over at være så negativ.

Hun åbner lågen til institutionen og bliver mødt at de første børn på små løbecykler, der kommer for at sige ”godmorgen.” På én og samme tid føler hun sig fremmed og hjemme i dette miljø. Noget i hende får hende til at føle sig tilpas og i balance blandt de mange børn, der leger, fortæller og blot er i stand til at forholde sig til det, der foregår i deres verden lige nu. Det er en evne, som Saga vil ønske, hun havde.

Hun føler sig værdig og valgt til i hendes arbejde med børnene. De har brug for hende i deres dagligdag. De kommer til hende, når de har slået hul på de små knæ, når de er sultne eller har en ble, der trænger til at blive skiftet. De vil have hende med i sandkassen, når der skal graves huller til kineserne på den anden side af jorden, og de kommer til hende, når de har brug for at holde en pause og fordybe sig i en bog. Men samtidig føler hun sig udfordret af sit humør og har svært ved at tro på sig selv. Hun har en konstant følelse af at være bange for at være gennemsigtig. Hun er bange for, at hendes nye kolleger kan se igennem hende, at de kan se hendes angst og usikkerhed, at de vil vide, at hun ikke kan noget. Selvom de har taget godt i mod hende og giver udtryk for, at de bryder sig om hende og ser hende som dygtig og engageret, så føler hun sig fanget i en tilstand, hvor hun hver dag skal bevise sit værd.

Men det er også for børnene, hun er der. For Saga er det livsbekræftende at se dem lege, pludre, grine og græde som helt almindelige ubekymrede små mennesker. Hendes rolle er at yde omsorg gennem deres hverdag i institutionen og sørge for, at alle børn føler sig set. Når man ikke selv er blevet set som barn, ved man om nogen, hvor vigtigt det er. Sådan tænker hun, og derfor bliver dét hendes største og vigtigste opgave. Derfor er det også svært ikke at føle dårlig samvittighed efter endt arbejdsdag. Virkeligheden er lagt fra hendes egne ideer og forestillinger om den pædagogiske praksis. Det er ikke muligt at se alle børn. Tiden er presset, hænderne for få og opgaverne for mange. Det betyder, at hun ofte tager sit arbejde med sig, når hun lukker lågen til institutionen efter endt arbejdsdag. Det er små mennesker og deres udvikling, dette arbejde handler om og ikke blot opbevaring.

”Personaleindgang.” Et stort blåt papskilt er blevet klistret op i døren. Saga tager stille sit overtøj af og hopper i hendes pædagogsko, et par h2o-klipklapper. Hun forstår ikke, hvordan hun kan gøre det her hver dag. Men ligegyldig, hvilken dårlig start på dagen hun har haft, så er hun i stand til at træde ind ad personaledøren med et smil. Det bliver hun nødt til. Og for alt i verden, så er det det, hun ønsker at gøre.

”Godmorgen,” råber Saga ind i børnehaven med et smil. Hun må overdøve de mange børn, der allerede er godt i gang med at lege i alle husets finurlige rum og hjørner.
”Godmorgen,” bliver der svaret. ”Har du set storbørnsgruppens telefon? Vi har simpelthen ledt efter den over alt!” Kollegaen virker en smule irriteret og slår ud med armene.
”Det er jo ikke til at holde styr på noget som helst i det her kaos.”
”Desværre, jeg er først mødt nu,” svarer Saga. ”Men jeg skal sige til, hvis jeg ser den.” Kollegaen nikker som ”tak,” og Saga fortsætter sin ”godmorgenrunde” i huset, inden hun går ned i vuggestuen.

Saga har noget med telefoner for tiden. Hun har det bedst, når de er lige i nærheden. Eller at de i hvert fald ved, hvor de ligger. Telefonen på hendes egen stue har hun altid lige ved hånden. Indimellem ringer en forælder for at give en besked eller for at høre til sit barn. Hun kan blive helt angst ved tanken om, at de kunne misse sådan en opringning. Tanken om at bekymre sig og ikke kunne få be- eller afkræftet denne gør hende dårlig. Selv er hun begyndt at holde sin egen mobil tæt på sig. Hun føler sig usikker og bange uden den i nærheden. Hun kan mærke, at hun er i ekstra alarmberedskab og har i længere tid haft en fornemmelse af, at hun snart vil få et opkald, der kan ændre hendes verden. Dét opkald vil handle om hendes far. Det er kun et spørgsmål om tid, det ved hun.

Saga har Nora med på puslebordet. Pigens lyse hår ligger blødt omkring det lille smilende ansigt, og Saga kan ikke lade være med at smile og lave ansigter til den lille.
”Nora, hvor er øjnene?” Den lille ligger en stund og tænker sig om. Lidt afventende og usikkert fører hun den lille pegefinger op til hendes næse og trygger den flad.
”Øiiij,” siger hun med et smil. Saga smiler tilbage og peger forsigtigt på pigens ene øje, samtidig med at hun peger på sit eget.
”Her er vores øjne. Det er dem, vi ser med.”
”Det her,” siger hun og peger på sin egen næse, ”det er vores næse, og det er den, vi kan dufte med.” Hun demonstrerer ved at snøfte. Pigen peger igen på sin næse og trykker på den nogle gange. Hun forsøger sig med et snøft, men det bliver kun til en trutmund.

”Saga, din mobil har vibreret i skuffen nogle gange.” Hendes kollega stikker hovedet ud på badeværelset og smiler.
”Ja, jeg tænkte, at det måske kunne være noget vigtigt?”
”Tak,” svarer Saga. ”Jeg putter lige Nora.” Hun gengælder sin kollegas smil og vender tilbage til relationen med den lille. Men hun kan mærke, hvordan hendes krop begynder at sitre. Hendes ben bliver bløde, og hun har svært ved at koncentrere sig. Saga er ikke vant til, at hendes mobil ringer flere gange i træk, og tanken om, at det kan være noget med hendes far at gøre, dukker straks op i hendes tanker.

Fire ubesvarede opkald og en sms viser sig på displayet. Det er Hanne, faderens veninde. Hun og Sagas far har set hinanden de sidste par år. Saga har det svært i selskab med hendes far, når der er andre omkring dem. Så er det som om, at alkoholen vinder endnu mere indpas. Men Hanne kan noget, som Saga ikke er i stand til – både på grund af afstanden og hendes sted i livet. Hanne er hos hendes far dagligt, og oveni har hun en stor medmenneskelig omsorg for ham. Hun ønsker ham det godt, selvom hun gør det på sin måde. Hanne kan hjælpe og støtte dér, hvor Saga ikke har mulighed eller overskud. Det er med til at dulme den dårlige samvittighed over ikke at kunne være hos ham så ofte. Han har jo Hanne.

En indtalt besked ligger og venter på hendes telefonsvare. På sms’en kan hun allerede se, at det drejer sig om hendes far. Hendes hænder ryster, og hun føler pludselig trang til at kaste op. Den trang kommer altid, når hun bliver angst og føler selvkontrollen miste grebet i hende.

”Er han væk nu?” hvisker en bange stemme indeni hende. Rummet, hun står i, virker pludselig fremmed, og lydene omkring hende bliver til en summen. Hun har svært ved at trykke på de rigtige taster, men får endelig ringet op til sin telefonsvarer.

”Velkommen til din telefonsvarer. Du har én ny besked. Beskeden blev modtaget i dag klokken 08.36.”
”Hej, Saga. Det er Hanne. Din far er blevet indlagt på Viborg Sygehus. Han lavede et voldsomt fald i stuen, og jeg fik ringet efter hjælp. Jeg ved ikke, hvor alvorligt det er endnu, men du må gerne ringe tilbage, når du får min besked.”

Saga tænker ikke på at ringe tilbage til Hanne. Straks tager hun sig sammen og finder nummeret til Viborg Sygehus på sin mobil. Det har hun allerede kodet ind, og i hendes pung ligger et stykke papir, hvor hun har skrevet alle sin fars personlige oplysninger ned. Hun vil vide, hvad der er sket med hendes far. Og hun vil vide det nu. Saga taster nummeret ind på mobilens display og begynder at snakke med kvinden i omstillingsafdelingen i den anden ende af røret. Det er som om, at hun oplever situationen ovenfra eller ved siden af sig selv. Det hele spiller som en film for hende.

Resten af dagen arbejder Saga videre på rutinen. Hun kobler sig selv fra, overlevelsesreaktionerne bliver sat til, og nu er hun der bare – uden egentlig at være der. Selv ved hun ikke helt, hvor hun er henne. Det eneste, hun kan tænke på, er hendes far.

”Hvordan har han det?”
”Er han bange?”
”Hvad tænker han?”
”Ligger han og ikke kan forstå, hvor hun er henne?”

Hun har lyst til at kaste op. Hun har lyst til at kaste den store tunge og smertende knude op, som ligger så tungt i hendes mave og strammer omkring hendes brystkasse.

Han sidder alene i bilen. Tårerne får hans øjne til at svide. En smerte banker på. Den vil ud. Den vil tages alvorlig. Den vil ses. Men han aner ikke, hvordan. Han føler sig alene. Enormt alene med smerten, selvom han har mange omkring sig. Han er aldrig blevet set eller taget alvorlig, hvordan skal han så kunne gøre det nu? Han ved, at han er kommet ud på et sidespor, og han ved, at han har brug for hjælp til at finde tilbage. Tilbage til det liv og til det menneske, han altid har drømt om at leve og være. Men han kan ikke. Hvordan skal han kunne fortælle dem, hvad der står på spil? Hvordan skal han kunne fortælle dem, hvor meget denne smerte fortærer ham hver eneste dag, han slår øjnene op. Han ønsker, at stoppe denne selvdestruktive adfærd. Han ved jo om nogen, hvor dét – alkoholen – bærer mennesker hen. Men trangen er for stor. Han er gået i stykker. Hver dag spørger han sig selv, hvordan mennesker kan behandle både sig selv og hinanden så dårligt. Når alt kom til alt, så har han vel lært fra de bedste. Dét er det eneste, der kan dulme smerten så meget, at han kan leve. Hvilket han for alt i verden ønsker. Han skal snart være far for anden gang, og han ved, at han trods smerten har meget at være taknemmelig for. Når han ser, hvordan hun forsøger at få deres liv til at lykkes, hvordan hun tager sig af den lille, skammer han sig over at gøre alt det, der får det hele til at falde fra hinanden. Alle hans værdier udvisker han med dét, lidt for lidt. Det ved han. Han er på vej væk fra sig selv. Bilens radio spiller, og Phil Collins’ stemme bryder hans tanker…

All of my life, I’ve been searching

For the words to say how I feel.

I’d spend my time thinking too much

And leave too little to say what I mean

I’ve tried to understand the best I can

All of my life.

Lige præcis disse ord får ham til at lade tårerne få frit løb. Hvis han bare kunne fortælle dem, hvad der er på spil? Men det kan ikke betale sig, for ville de kunne forstå?

All of my life, I’ve been saying sorry

For the things I know I should have done

All the things I could have said come back to me

Sometimes I wish that it had just begun

Seems I’m always that little too late

All of my life

Hvor vil han ønske, at han kunne starte forfra. Men det er rigtigt, hvad stemmen synger til ham. Han ved, at han burde have gjort mange ting anderledes, og meget burde han slet ikke have gjort. Han skammer sig og føler på samme tid, at han går endnu mere i stykker indeni. Han sidder stille og giver sig selv lov til blot at lytte til de ord, som han kan identificere sig så meget med.

Set ’em up, I’ll take a drink with you

Pull up a chair, I think I’ll stay

Set ’em up, ’cause I’m going nowhere

There’s too much I need to remember, too much I need to say

All of my life, I’ve been looking 

But it’s hard to find the way

Reaching past the goal in front of me

While what’s important just slips away

It doesn’t come back but I’ll be looking

All of my life

Han tager sig sammen, tørrer de våde kinder af med bagsiden af sin hånd og puster ud. Han må tage sig sammen nu. Fortiden kan han alligevel ikke ændre på, men fremtiden kan han gøre noget ved. Hans erindringer om sin barndom i den tomme lejlighed med angsten for, om hun mon ville komme levende hjem igen, vil aldrig forsvinde. Han må lære at leve med ensomheden og smerten, for når alt kom til alt, så vil det altid være hans liv og deres.

It’s a memory I will live with

All of my life.

Skrevet af carina

Mit navn er Carina. Jeg er 28 år og jeg er et mælkebøttebarn. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, vokset op med en alkoholisk far, hvis misbrug har fyldt størstedelen af mit liv.