Skrevet af Anne, 21 år
Da jeg var helt lille, fejrede jeg jul med min mor, far og lillesøster. I takt med, at vi blev ældre alle sammen, fyldte min far mindre og mindre i det billede, fordi han havde – og har – svært ved at navigere i en sammenhæng, der involverede både alkohol og børn. Nu fylder han ikke rigtig noget på nogen tidspunkter af året, og kun når det er på hans initiativ.
I år skal jeg fejre jul med min mor, min lillesøster, og mine kusiner (og naturligvis min onkel og tante, for det er deres hus). Det gør vi hvert andet år. De andre år er vi bare min mor, min søster og mig. Det kan lyde lidt amputeret og sørgeligt, men det er det faktisk ikke. Min mor går lige meget op i maden, uanset om vi er alene eller samlet, og vi plejer at få and, brun sovs og kartofler (og alt det andet). Hun får som regel vin til, men det har aldrig sagt os noget, at vi skulle være fulde juleaften. Til gengæld spiller vi spil, åbner gaver og fortæller dårlige jokes (for vi kan ikke nogen gode).
Vi skifter til nattøj (eller noget andet behageligt) ret hurtigt efter maden, og så ser vi som regel julefilm med Dirch Passer og spiser julesnolder. Der er ikke noget forventningspres over aftenen, og nogle gange laver vi slet ikke noget specielt efter mad og gaver. Vi er bare sammen i samme rum og hygger os. Nogle gange med hver vores bog, telefon eller tv-udsendelse. Det, der tæller, er, at vi alle er glade og tilfredse.
For mig og for min søster har juleaften altid været forbundet med stor tryghed, fordi vi kan stole på, at ingen bliver fulde og ubehagelige. Vores jul er ikke traditionel, men hvad er en traditionel jul? Nogle vil nok kalde vores jul kedelig, men det fungerer for os. Og det er jo det, det handler om. At vi har det godt.”
