Kvinde, 24 år
For lidt over syv måneder siden valgte jeg at bryde med min far. Kontakten til ham de seneste 8-9 år har været sporadiske, når han af og til ringede til mig, eller vores veje en sjælden gang stødte på hinanden. Alligevel fyldte han for meget i mit hoved og havde for stor indflydelse på min livskvalitet – og af den årsag skulle han ikke længere være en del af mit liv.
Efter et forløb hos TUBA gik det op for mig for et års tid siden at se mere rationelt på mit forhold til min far. Der er på den ene side den far, som jeg hungrer, og som jeg (og alle børn) fortjener, og på den anden side er der den far, som jeg har fået. De to ting hænger ikke sammen og efter at have indset det, besluttede jeg mig for, at mit nytårsforsæt for 2021 skulle være at bryde med min far.
Mit mål:
Målet var, at jeg skulle have ro, så han ikke fyldte så meget i mit hoved. Jeg troede, at jeg skulle bruge en weekend på at ”sørge” over mit valg. Jeg tog fejl. Det er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, og jeg har søgt hjælp i TUBA igen sidenhen, fordi jeg ikke kunne være i det. Jeg var i en dyb sorg. Jeg var ked af det. Jeg var vred. Jeg græd rigtig meget. Jeg var i alle mine følelsers vold og kunne ikke rumme det i kroppen. Når jeg troede, at jeg havde ramt bunden, tog jeg fejl og fik det endnu værre. Når jeg troede, at jeg havde fået bedre, tog jeg fejl igen, og jeg fik det endnu værre på et splitsekund.
Jeg har heldigvis haft et netværk, som har været der for mig, hvilket jeg er evig taknemmelig for – jeg havde ikke kunne klare det alene. Jeg er begyndt lige så stille at have det bedre, og når folk spørger, hvordan jeg har det, så er mit første svar ikke længere ”jeg har lige brudt med min far, og det går faktisk ikke særlig godt”. Det er store fremskridt.
Hvornår forsvinder sorgen?
Udfordringen nu er, at fordi jeg er i ”bedring”, så er det som om, at alle omkring mig er videre. De tror, at jeg er glad og har det godt. Nu er der også gået syv måneder. Når jeg af og til prøver at snakke om min far, så er det som om, at folk ikke vil snakke om det eller ikke ved, hvad de skal sige. Og som min behandler siger: Det er din sorg, og det er din kamp, ikke andres – og hun har ret. Men gennem de seneste uger har jeg følt mig mere ensom end før. Alle omkring mig er videre, og de tror også, at jeg er videre. Men det er jeg ikke.
Jeg har holdt mig travl denne sommer og lavet mindst en aftale om dagen i flere uger. Det har også gjort, at jeg har holdt ferie fra sorgen, hvilket kan være en god ting. For mig er det en forsvarsmekanisme, hvor jeg holder mig selv beskæftiget, så jeg slipper for at tage stilling til mig selv men kun på ubestemt tid, indtil det rammer igen med 180 i timen. Jeg føler mig meget rastløs, ensom og kan ikke rumme mig selv – samtidig med at jeg ikke føler, at jeg kan mærke mig selv, og det er enormt frustrerende og ubehageligt. Jeg beskriver disse følelser i kroppen bedst som værende ”tung i sindet”, hvor der ikke er overskud til smil og lette dage, som normalt er en del af mig. Det er hårdt.
Så selvom jeg er kommet ud af den lidt mere depressive og følelsesmæssige fase, hvor min far er i hovedet 24/7, så er jeg kommet ind i en fase, hvor jeg skal forholde mig til mit valg og hverdagen. Blandt andet valgte jeg at melde afbud til min brors bryllup for en måned siden, fordi tanken om at skulle se min far ødelagde mig. Jeg har også skulle informere min omgangskreds om, at jeg har valgt min far fra, hvilket også har været underligt. Hårdt sagt så kunne man sige, at hvis han var afgået ved døden, så havde folk fundet ud af det, men i mit tilfælde skal jeg aktivt fortælle andre det. Og det er for mig en vigtig ting at fortælle – netop så det ikke bliver bagatelliseret eller tabu; jeg har jo ikke gjort noget forkert.
Det er uretfærdigt!
Derudover har jeg rigtig svært ved at forstå, at det stadig påvirker mig syv måneder efter mit valg. Min behandler siger, at det er fordi han er en person, som har betydet meget for mig. Det er svært for mig at forstå, fordi jeg har trukket mig mentalt fra ham, siden jeg var i 8.-9. klasse. Mange jeg kender, som har forældre, som ikke har bidraget til en sund opvækst plejer tit at sige, at de elsker deres forælder lige meget hvad. Det kan jeg ikke sige om min far. Jeg bryder mig ikke om den person, min far er – hverken i ædru eller påvirket tilstand. Derfor er det svært og frustrerende at skulle forholde sig til, at han fylder så meget stadigvæk. Og det kan gøre mig virkelig vred. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at komme videre i mit liv, når min far har bidraget til en svær opvækst, som i forvejen spænder ben for mig i mit voksne liv? Dét synes jeg er urimeligt og uretfærdigt.
Jeg er overrasket over, at jeg ikke har fundet den ro i kroppen endnu, som jeg håbede og i den grad fortjener. Det skal nok komme, men det er en længere proces, end jeg nogensinde var og er klar over. Jeg fortryder på ingen måder mit valg. Jeg har ikke set min far i 1 år og 9 måneder, hvilket er vildt i sig selv. Jeg fortjener at fokusere og omgive mig med de mennesker, oplevelser og ting, som gør min livskvalitet god. Jeg fortjener at være glad og finde ro i kroppen, og det skal jeg nok opnå – det tager bare lidt længere tid end ventet.
