Første gang jeg hørte sammenligningen mellem et barn af en misbruger og en mælkebøtte var jeg i tvivl om betydningen – var jeg ukrudt?

Godt nok er mælkebøtten en plante, vi alle helst ønsker langt væk fra vores grønne græsplæner og blomsterbede, men lige præcis i denne sammenligning står mælkebøtten for noget smukt og stærkt. På trods af trænge kår og dårlige forhold, kan en mælkebøtte vokse sig stor og stærk. Derfor kaldes vi for mælkebøttebørn; fordi, at vi på trods af en barndom med alkoholmisbrug kan blive mennesker med følelser, meninger, rettigheder og handlinger. Vi kan leve, selvom vi i perioder har glemt, hvordan man gør. Vi er mønsterbrydere!

Når jeg skriver det sådan, er det fordi, at vi med tiden glemmer os selv og vokser sammen med misbrugeren. Følelser, drømme og retten til at handle findes kun hos den, der drikker. Tilbage står man magtesløs og ser på, retter ind og tager imod.

Det har hjulpet mig at tænke på denne sammenligning i svære perioder. Godt nok er det svært, men jeg kan og jeg vil leve MIT liv, uden min fars misbrug i hælene.

Derfor – et skud ud til alle mælkebøttebørn

Skrevet af carina

Mit navn er Carina. Jeg er 28 år og jeg er et mælkebøttebarn. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, vokset op med en alkoholisk far, hvis misbrug har fyldt størstedelen af mit liv.