Jeg havde ikke talt med min far i næsten 6 måneder inden hans død. Det var som sådan ikke unormalt, der har været mange perioder, hvor vi ikke har haft kontakten. Oftest fordi, at han har været fuld og vi derefter har skændes. Så stædig som han var, har han aldrig kunne sige undskyld for sine handlinger. Jeg stoppede kontakten med ham omkring oktober sidste år, fordi jeg begyndte at få symptomer på angst.
Lige efter nytår havde jeg en god snak med min lillesøster. Vi er gode søstre, og vi har været sammen gennem alt og er en god støtte for hinanden. Vi snakkede om, at vi nok ikke havde far inden 2021. Han var rigtig skidt. Vi gik og forberedte os på talen til hans begravelse, vi snakkede om hvad vi ville sige og om hvem der mon ville komme. Vi havde dog ingen anelse om, at det vi havde gået og forberedt os på i flere år, nu skulle blive til virkelighed lige om lidt…
Den aften min verden forandrede sig
Jeg sad derhjemme søndag aften d. 9 februar 2020 med en ansigtsmaske og nattøj, da to betjente banker på døren. Min far er afgået ved døden. Han vil blive hentet inden længe, men vi skal have styr på hans hund, som går rundt derhjemme i huset. Jeg skyndte mig at ringe til min mor og søster og vi mødtes hjemme ved dem. Min mand kørte bilen, jeg rystede for meget. Jeg var i chok.
Synet og lugten i huset var forfærdelig. En stank af tis, lort, røg, vin og spiritus ramte os som en tyk væg idet vi åbnede døren. Der var 10 papvine i stuen, 3 flasker af en liter vodka, smøger overalt og gulvet var dækket af hundehår. Der var gået ild i et stearinlys på bordet, og der var gået ild i bordet, Ipad’en og andre ting på bordet. Utroligt at huset ikke var brændt ned! Yderligere fandt vi over 100 kasser papvin i gangen. På badeværelset var der tøj til blød i håndvasken, og det stank rædselsfuldt. Der var 2 gamle brieoste og nogle sodavand i køleskabet, brændte pander og masser af opvask i køkkenet.
Først skældte jeg ham ud. Når jeg havde en stund for mig selv, gik jeg rundt i stuen hvor han blev fundet, og jeg skældte ham ud. Jeg råbte og skreg af ham;
”Hvad fanden har du gang i, far? Hvordan kan du efterlade det her lort til os? Hvad bilder du sig ind? Jeg er vred, jeg er rarsende, og fuck dig!”
Jeg var vred i nogle dage. Så fandt jeg hans jakkesæt, som han havde på til mit bryllup i april 2019. Det hang så fint på bøjlen i en pose, og det var ikke krøllet. Det havde ikke været til rens, men så stadig helt nyt ud. Brystblomsten hang stadig i lommen, og var så fin stadig, selvom blomsterne var tørret ind. Der brød jeg sammen. I stedet for vrede følte jeg skyld. Skyld over, at jeg havde været vred. Skyld over, at vi ikke har snakket sammen så længe. Jeg blev overvældet af tankerne om, om han mon var bange da han døde. Om han havde haft ondt, om han havde lidt i sit sidste øjeblik af livet. Han døde alene. Og lå, hvad betjente troede, var mindre end 24 timer på sit stuegulv. Man kunne se på hundehårene, at hunden havde gået omkring hans krop, der hvor han havde ligget.
Men nu er han her ikke mere. Nu har han fået fred. Han lider ikke mere, og han skal ikke have ondt mere. Jeg føler ikke vrede mere. Jeg kan stadig blive ked af det. Det skal der også være plads til, det hele er stadig nyt. Har jeg tilgivet ham? Måske. Det tror jeg. Jeg har i hvert fald fået mere ro i mit sind. Jeg har fået mere ro i min krop. Jeg har ikke haft angst siden han døde.
Hvilken erfaring tager jeg med mig efter min fars død?
Jeg er i større grad blevet overbevist om, at alting sker af en årsag. Der er en årsag til, at vi som mennesker skal igennem elendighed og ulykke på tidspunkter i vores vil. Der er en mening med alt. Jeg er overbevist om, at min fars død skete på det rigtige tidspunkt – på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har plads til at tage mig af det. Og deale med det. Og give mig selv plads til at bearbejde mine følelser og tanker.
Der var en mening med, at han skulle dø d. 9. februar 2020. Jeg har længe gået og tænk på, om mine oplevelser vil kunne være til gavn for andre. Det handler jeg på nu. Derfor skriver jeg dette indlæg.
Til slut er jeg overbevist om, at enden på min fars liv, også bliver enden for mine følelser af skyld og dårlig samvittighed – på et tidspunkt.
Hvis du som læser af dette, har en forælder, eller andre omkring dig som er misbruger, og du synes at det hele er rigtig svært, så har du ret! Jeg vil opfordre til at finde nogle at snakke med omkring det hele, for det hjælper at fortælle. Det kan være venner, familie, en lærer eller en kollega. Og selvfølgelig BRUS.
Jeg har lært, at det hjælper at fortælle og dele sine tanker. Jeg har selv erfaret gennem mine samtaler med en vejleder, at det hjælper at snakke om sine tanker. Og at man føler sig lidt lettere når man sætter ord på sine frustrationer.
Jeg ville ønske, at jeg havde søgt hjælp og en at snakke med før- for det gør underværker.
Kram til dig.
