6. En veninde for livet
I 7. klasse blev vi delt op i fire klasser A, B, C og D, med 30 elever i hver. De skoler som lå i de små byer, og som kun havde op til 6. klasse, kom over til vores skole. Jeg kom i 7. D.
Jeg havde end til nu, været en del af en gruppe som ikke på nogen måde var god for mig. Jeg havde som sagt, allerede prøvet at være fuld, ryge og havde allerede mistet min mødom. Det var svært for mig, at give mig selv lov til at være det barn, som jeg jo stadig var i en alder af 12 år. Grunden til det var, at jeg ikke længere kunne skelne mellem kontrasten af de to verdener jeg levede i. Ude ved min far, skulle jeg være den voksne, som sørgede for mine søskende og det huslige, og hjemme hos min mor, skulle jeg igen være barnet som ikke bestemte selv, men skulle indordne sig efter min mors regler. Dét og at jeg kom i puberteten tidligt, gjorde at jeg ikke længere så mig selv som et barn. Jeg lignede ikke længere et barn og jeg gav efter for følelsen af at være voksen.
Den gruppe jeg var en del af, forekom mig meget overfladisk og det var ikke personer jeg på noget tidspunkt stolede så meget på, at jeg ville betro mig til dem. På det tidspunkt fandt jeg dét, som noget positivt, da jeg så bedre kunne gemme mig bag min facade og ikke skulle være bange for at de kunne såre mig.
Det ændrede sig den dag jeg mødte Liv. Jeg kan huske at vi var blevet venner på Arto, som var det sociale medie vi brugte den gang. Vi havde skrevet sammen ganske kort i sommerferien og fandt ud af vi skulle i samme klasse. Liv kom fra en af de små byer, som skulle rykke over på min skole. Hun var meget anderledes, i forhold til dem som jeg normalt gik med. Hun var en naturlig pige, med langt krafigt brunt hår. Hun var meget anderledes end mig, som havde farvet mit røde hår platinblond og var hvad man i dag kalder en rigtig popdulle.
Første gang jeg mødte Liv, var da vi skulle starte i 7. klasse, efter sommerferien. Jeg kom ind i min nye klasse, hvor hun sad oven på et bord og snakkede med nogle af de andre. Jeg gik hen til hende og sagde ”Hej, er det ikke dig der er Liv?,,. Hun grinede et jo, og jeg rakte hånden frem og præsenterede mig selv. Det var lidt et keglet møde.
Efter vores første møde, blev vi ret hurtig gode veninder. Jeg kan ikke præcis huske hvordan længere, men jeg kan huske hvordan alt virkede meget nemmere med Liv. Jeg følte mig tryg i Livs selsskab og følte ikke jeg behøvede min facade i hendes selsskab. Så lidt efter lidt, turde jeg at åbne mig mere og mere op. Det var rart at kunne føle, jeg havde en jeg kunne stole på, men samtidig følte jeg mig også sårbar, jeg var jo ikke vant til denne form for venskab.
Det var også her, jeg for første gang fik kendskab til følelsen af jalousi. Liv var den første i mange år, der havde kunne give mig den form for tryghed, som jeg ikke havde følt hos mine andre venner. Hun var den første jeg virkelig betroede mig til og derfor havde jeg også meget svært ved at dele hende med andre. Jeg fik en form for ejerfornemmelse over hende og var så bange for at miste hende. I dag ved jeg at grunden til denne voldsomme jalousi, var fordi jeg ikke var vant til denne form for venskab, hvor jeg også selv var sårbar. Jeg ved at Liv aldrig kunne finde på at bryde min tillid, men den gang havde jeg holdt afstand til så mange mennesker, at jeg ikke vidste hvordan jeg skulle håndtere nærheden. Det har jeg selvfølgelig lært med tiden, men der gik rigtig lang tid, inden jeg lærte det.
Liv blev min første rigtigte veninde. Hun var også den der fik mig til at falde lidt ned, med hensyn til den gruppe jeg gik i. Efter jeg mødte Liv, følte jeg mig ikke længere hjemme i denne gruppe, som jeg før havde gjort. Jeg er taknemlig for at jeg mødte Liv, hun blev nemlig mit holdepunkt og min støtte i mange af de ting jeg oplevede. Med hende, kunne jeg også lade barnet inde i mig, komme lidt fri og tage en pause fra det at være ”voksen”.
Grunden til at jeg har valgt at skrive dette blogindlæg omkring Liv, er fordi hun har en vigtig rolle i min historie og hun var den første jeg følte tryghed ved. Vi er i dag, otte år efter vores første møde, stadig utrolig gode veninder.
