3. Elsket & Savnet
I aldersperioden 6-10 år, var det ikke kun min fars alkoholproblem jeg sloges med. Der jeg var omkring de 6 år, fik min mor kræft. Det var en meget forvirret tid, da jeg ikke rigtig forstod hvad kræft var dengang.
Min mor var gået til lægen med et modermærke, som hun syntes så lidt underligt ud. Lægen gav hende ret og tog nogle prøver af den. Nogle dage efter ringede de fra sygehuset og bad min mor komme ind til en samtale. Min mor tog min mormor og jeg med, så vi kunne shoppe efter. Hun regnede ikke med at det var alvorligt. Min mormor og jeg, ventede udenfor imens min mor var til samtale med lægen. Min mormor virkede underlig og jeg forstod ikke hvorfor. Det var først der min mor kom grædende ud fra lokalet, at jeg forstod at der var noget alvorligt galt.
Kort tid efter bliver min mor indlagt på Århus sygehus, da hun skal opereres. I al den tid min mor var indlagt, boede jeg hos min mormor. Jeg var kun med inde at besøge hende én gang, hvor jeg blev så forskrækket over at se min mor ligge der og være syg. Efter det aftalte min mormor og min mor, at det var bedst hvis hende og jeg, kun skrev breve sammen. Brevene blev den eneste kontakt min mor og jeg havde, i den tid hun var indlagt.
I det første lange stykke tid min mor var indlagt, vidste jeg ikke at man kunne dø af kræft. Det var først en dag i skolen, hvor en af mine klassekammerater og jeg var kommet op at skændtes. Pludselig råber min klassekammerat: ’’ Din mor, hun dør måske af kræft! ,, Jeg løb grædende hjem til min mormor, og fortalte hvad der var sket. Jeg spurgte hende om det passede, og min mormor forklarede mig alvoren af sygdommen. Det var den dag, jeg begyndte at blive panisk angst for at miste min mor. Jeg kunne på ingen måde klare tanken om at miste min mor.
Da jeg var omkring de 7 år, vandt min mor heldigvis kampen mod kræft og da hun blev rask nok, flyttede jeg hjem til hende igen. Kort tid efter, kom min farfar og besøgte os. Vi hyggede os og fik snakket en masse. Hen imod eftermiddagen, kører han så hjem. Næste dag kommer min mormor så og henter mig oppe i skolen. Hun snakker kort med læren, som så siger at jeg skal følge med min mormor. Min mormor fortæller mig så, at vi også lige skal hente min mor. Da vi kommer hjem til min mormor, bliver jeg bedt om at gå ind i stuen imens de snakker. Kort tid efter, kan jeg hører min mor græde. Jeg bliver straks bange for at det er kræften. Min mor kommer ud fra køkkenet og sætter sig på hug foran mig. Hun forklare, at min farmor har haft ringet til min mormor og fortalt at farfar var kørt galt efter han havde været ude at besøge os. Min mor fortæller mig så, at min farfar desværre er død.
Jeg kan huske at solen skinnede til min farfars begravelse og jeg kan huske at det var den eneste gang jeg så min far græde. Min farfar var alt for min far og hans død, gjorde hans alkohol forbrug endnu større. Der var en meget lang periode, hvor jeg ikke så min far, fordi ikke orkede at have mig. Den periode husker jeg som et pusterum, hvor jeg fik pause fra min far. Efter nogle måneder, blev kontakten dog genoptaget. Jeg husker hvordan jeg skrig og græd, hver gang min far kom og hentede mig og hvordan jeg bad og tiggede min mor om at få lov til at blive ved hende. For som sagt, var min fars og min papmors alkoholforbrug blevet endnu værre. Det var også på det tidspunkt at jeg fik en lillesøster og jeg nu havde ansvaret for to børn.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne, at overleve i det hele. De små tegn om at der var noget galt, begyndte dog at vise sig da jeg blev de 8 år. Jeg havde det svært socialt og fagligt. Det var svært for mig, at lege med mine klassekammerater og jeg blev ofte stemplet som mærkelig, da jeg helst bare ville være mig selv. Fagligt havde jeg svært ved at koncentrere mig og især matematik, blev en stor udfordring for mig. Min mor henvendte sig til skolen og spurgte om jeg skulle have noget ekstra hjælp, da hun var bekymret over at jeg havde så svært ved det. Men lærerne forsikrede hende om, at det nok skulle komme. Det skulle dog vise sig, at mine udfordringer i livet, kun lige var begyndt.
En dag hvor min mor skulle til møde, blev jeg passet hos min mormor. Vi bagte kanelsnegle og hyggede os rigtig. Da vi har taget kanelsneglende ud af ovnen, går min mormor på toilet. Jeg sætter mig imens over og ser fjernsyn med min bedstefar. Da der er gået noget tid, undre jeg mig over at min mormor ikke er kommet tilbage. Jeg begynder at kalde på hende og lede rundt i huset. Efter noget tid, bevæger jeg mig ned mod toilettet. Jeg husker den mørke gang på vej derned og hvordan jeg kun kan hører min egen kalden efter hende. Da jeg når hen til toilet døren, åbner jeg den og ser min mormor ligge på gulvet. Jeg rykker i hende og kalder på hende ’’mormor, mormor vågn nu op,, om og om igen, men hun svare ikke. Jeg løber op til min bedstefar, og vejen derop føltes længere end nogensinde før. Jeg råber til min bedstefar at mormor ligger nede på toilettet. Min bedstefar springer op fra sofaen og løber derned. Jeg sætter mig op i sofaen og gemmer mig under tæppet med min mormors og bedstefars hund, og hvisker til den ’’Det skal nok gå Nalle, du skal ikke være bange,, igen og igen. Jeg kan hører hvordan min bedstefar råber min mormors navn nede fra toilettet. Pludselig kommer han løbende op derfra, han tager fat i telefonen for at ringe efter en ambulance. Han bliver ved med at ringe forkert og jeg siger stille henne fra tæppet, at han skal trykke 1-1-2. Da han bliver ved med at trykke forkert, går jeg over til ham og trykker nummeret for ham. Kort tid efter kommer der en ambulance. Der kommer to reddere ind med en båre og få minutter efter kommer de ud med båren, med et hvidt lagen over min mormor.
Hele min mors familie blev kontaktet og min mors fire søskende kom ind på sygehuset, hvor vi fik meddelelsen at min mormor var afgået ved døden. Jeg husker hvordan alle græd og hvor stort et tomrum jeg følte i min mave. Hele min mors familie samlede sig hjemme hos min mor og jeg, for at få aftensmad. Alle græd og hulkede. Jeg ville helst have at de alle sammen bare tog hjem. Jeg gik ind på mit værelse, hvor jeg lagde mig under min dyne. Mine tårer begyndte så småt at komme, for det gik op for mig, at jeg aldrig ville komme til at se min mormor igen.
Begravelsen var smuk, men tiden efter var mørk og fuldt med sorg. Min bedstefar kunne ikke leve uden min mormor og ofte når han kom og besøgte min mor og jeg, var han meget fuld. En dag, var han blevet så fuld, at han væltede ned over mig, da han ville sige farvel til mig. Efter det forbød min mor, min bedstefar at komme fuld over til os.
Alle var meget imponeret over, hvor godt jeg taklede min mormors død. Hvad de ikke vidste var, at jeg havde lagt en facade, for at overleve i det. Jeg var blevet rigtig god til at smile, selvom jeg var ved at gå i stykker inden i. Jeg var blevet vant til, gemme mine følelser væk og vise hvad jeg troede folk ønskede fra mig. Sandheden var dog, at jeg var ved at blive helt fyldt op.
Omkring min 10 års fødselsdag, dør min bedstefar af en blodprop i hjernen. Jeg tror et eller andet sted, at han mest døde af sorg. Jeg trøster mig med at han sikkert er et bedre sted, sammen med min mormor. Alle disse dødsfald, gjorde at jeg begyndte at blive bange for at knytte mig til nogen, i frygt for at miste dem.
I dag ved jeg, at den største fejl jeg lavede dengang var, at lukke alle folk ude, i stedet for at lukke dem ind og fortælle om det helvede jeg følte inden i. Jeg ved om nogen hvor svært det kan være at bede om hjælp, men det er en nødvendighed, for at kunne få den. Hvis jeg kunne gå tilbage til Lykke på 10 år, og give hende nogle råd, skulle det være følgende:
Lad aldrig nogen fortælle dig, hvad du føler ikke er rigtigt. Vi oplever ting forskelligt og vi har ret til at føle det vi gør. Stol altid på din mavefornærmelse, aldrig ignorerer den fordi andre beder dig om det. Se aldrig dig selv igennem andres øjne, se dig selv med dine egne. Vær den du er og aldrig ændre dig for nogen. Brug dine erfaringer positivt, i stedet for negativt. Uanset hvor svært det er, så giv slip, på de onde ord, nogen har givet dig. Tag i stedet de kærlige og varme ord til dig, og hold dem tæt.
