Under mit forløb er jeg blevet bedt om at skrive et brev til min far, som han ikke skulle læse men skulle lære mig at sætte ord på mine følelser og tanker:

På Nordals har du altid været en vellidt mand. Mange har anerkendt dig og har sagt til mig, at jeg har en cool far og en virkelig god skolelærer. Med tiden har jeg fået en klump i maven hver gang, du er blevet omtalt positivt, for jeg var ikke længere enig – og det har jeg ikke været i mange år.

Allerede i en alder på omkring 10 år har jeg lugtet til din jakke, når du er kommet hjem fra arbejde for at spotte, om der var øl- og værtshuslugt at spotte eller ej. Hver gang fik jeg er tom fornemmelse i maven, fordi jeg vidste, at der ville være en dårlig stemning med skænderier de næste par dage, hvis der var denne lugt at spotte. Dig og mor ville skændes, indtil du tog tilbage til værtshuset igen, og jeg ville holde mig vågen, indtil du kom hjem for at finde ud af, hvad der foregik, hvilket resulterede i, at jeg kunne høre skænderier og ikke fik sovet nok eller godt til næste skoledag.

Hvis mor ringede hjem for at høre, om du var kommet hjem med min lillebror fra børnehaven og svaret var nej, måtte jeg hente ham. Jeg har maksimum været 8-9 år. Hvis hverken dig eller mor ville smøre madpakker til min lillebror og mig om morgenen, når vi skulle i skole, som ellers var din opgave, måtte jeg gøre det. Når alt var kaos derhjemme, fordi du prioriterede at sidde på værtshus, måtte jeg lade som ingenting i skolen, som om intet var hændt. Hvis du ikke var kommet hjem, og min mor og Asger var til svømning eller andet, måtte jeg lave aftensmad til mig selv, hvilket var pasta, fordi jeg ikke var ældre. Alt sammen skulle gøres uden at nogle skulle vide noget, fordi der indirekte var regler om, at vi ikke snakkede om det. Det er ikke okay! Jeg har fået alt for meget ansvar på mine skuldre i en alt for ung alder. Jeg er blevet voksen alt for hurtigt.

Det var rigtig hårdt at erkende, at du har et problem. Jeg gjorde alt for at skjule det overfor andre. Men når du sidder på det lokale værtshus, ved alle det. Drengene i min klasse brugte det mod mig med sætninger som ”du bliver en ludder på Istedgade med den far, som du har” og ”skrid op til din far på Friends”. Når du tog på den årlige københavnertur med 9. klasserne og drak dig fuld, brugte de det mod mig. I mange år gik jeg og troede, at jeg var et dårlige menneske, fordi du har et misbrug. Jeg troede, at du og dit misbrug definerede mig som person. Det er virkelig unfair at få en ung pige til at tro sådan. I dag ved jeg bedre. Til gengæld er jeg bare vred og såret over, at jeg aldrig har fået den far, som jeg fortjener.

Jeg vidste aldrig, om jeg kom hjem til en ”normal dag”, eller om jeg kom hjem til en fuld far eller en far, som ikke var der. Jeg lærte mig selv ikke at være glad for de gode familiestunder, fordi det bare var et spørgsmål om tid, før du ødelagde det hele. Igen. Fordi jeg ikke er mere værd for dig end øl, hvilket er en af de største smerter, som jeg bærer rundt på. Og smerten sidder der stadig. Du har valgt at drikke øl frem for at bygge en relation til mig, og det gør så ondt at blive valgt fra på den måde. Så selvom der har været gode minder, har jeg nærmest fortrængt dem, fordi jeg lærte mig selv, at de var falske. At du ikke mente dem.

Jeg lærte i en tidlig alder at holde dig på afstand, fordi det gjorde mindre ondt, når du ikke kom hjem, hvis jeg ikke havde nogle forventninger. Du valgte at tage på druk, da jeg startede i gymnasiet. Du spurgte én gang, om jeg havde haft en god start, og da jeg ikke svarede, spurgte du aldrig igen. Siden har du egentlig ikke vidst, hvad jeg egentlig går og laver. Og du har ikke gjort en særlig stor indsats for at finde ud af det.

Det bedste, som er sket for mig, er, at vi flyttede fra dig, så jeg kunne få mere ro på. Så skulle jeg ikke tænke på, om du havde været ude at drikke, og om nogen skulle have set dig i fuld tilstand. Jeg fik ro på. Troede jeg. Men du fyldte stadig meget i mit hoved. Efter din sindssyge og fuldstændige uanstændige opførsel efter vi flyttede satte dybe spor i mig. Jeg kunne holde facaden i et par måneder, men så knækkede jeg sammen. Jeg tågede rundt i flere måneder uden at grine eller have motivation til hverdagen – og det var din skyld. Alt, som omhandler dig, har været negativt lige siden. Du fylder for meget i mit liv, og kun på en dårlig måde, og jeg er så træt det. Du ringer en gang i måneden, hvis jeg er ”heldig”. Du er ikke interesseret, når vi snakker sammen og samtalen har ikke rigtig noget indhold. Jeg synes, at det er for dårligt, at du ikke har interesse i at besøge mig som hovedårsag for at tage til Odense, men omvendt har jeg ikke lyst til, at du skal komme. Jeg har ikke lyst til at være alene med dig. Bundærligt er du en fremmed person for mig nu, og jeg bryder mig ikke om dig. Det gør rigtig ondt, at du fylder så meget i mit hoved stadigvæk efter over 6 år, hvor vi ikke har boet sammen. Det værste er, at den måde, som du rammer og sårer mig på nu, er ikke grundet dit misbrug, men grundet handlinger i ædru tilstand. Det er ikke rart kun at være vigtig nok til kun at få et opkalde en gang om måneden. Det er ikke rart, at du ikke er interesseret i mig. Det er ikke rart, at det føles som om, at du kun ringer til mig af pligt for at opretholde facaden. Det var ikke rart, da du holdt en tale til mit studentergilde foran alle, som om vi har en god relation til hinanden. Det er ikke rart, at du ikke inviterer mig til din 60-års fødselsdag, som skulle være for dine ”nærmeste”. Det er ikke rart, at du hverken fortæller, at du har fået en kæreste, at hun er flyttet ind, at I er forlovet eller, at I er blevet gift. Det er ikke rart, at jeg føler, at du har al magten over mig, selvom jeg kun har set dig et par gange en time ad gangen de seneste par år. Det er ikke rart, at du har magten over mig, og bestemmer hvilken relation, som vi har til hinanden. Det er ikke rart, at du ikke engang kæmper for at have et forhold til mig, når det er dig, som er skyld i, at vi ikke rigtigt har et. Jeg har ikke mistet dig som min far ufrivilligt. Jeg er blevet valgt fra af dig som min far – og det gør ondt. Jeg har fortjent bedre end det.

Gode fædre prioriterer og interesserer sig for sine børn. De lærer sine børn ting, som kan forberede dem på livet, når de på et tidspunkt flytter hjemmefra og starter deres eget. Du har ikke prioriteret mig eller vist interesse for mig. Du har lært mig, at intet varer evigt, og at jeg ikke er mere værd end en øl. Det ville jeg gerne have været foruden. Til gengæld er du skyld i, at jeg ikke tror på, at noget holder relationsmæssigt. Du er skyld i, at jeg trækker mig fra gode stunder og perioder, fordi jeg er bange for at være glad og blive ekstra såret, hvis det går galt. Præcis som dine handlinger har vist mig. Flere gange. Jeg er så vred og evigt såret på samme tid, og jeg føler mig så unfair og uretfærdigt behandlet. Det har jeg ikke fortjent. Derudover kan jeg heller ikke lade være med at være vred over, hvor dårligt du har behandlet mor. Du har kørt hende rundt og lovet hende guld og grønne skove som familie – for gang på gang at blive valgt fra til øllen. Det er ikke okay.

For to år siden skrev jeg lidt om mine refleksioner over dig. Desværre rammer de stadig plet: ”Så selvom vi ikke bor sammen mere, formår han stadig på bedste vis at overraske og få mig til at føle mig svigtet og ligegyldig overfor ham. Jeg er i dag 21 år og føler, at jeg er gået ind i en mur. Jeg ved ikke hvordan jeg kan komme videre. Jeg ved ikke, hvad jeg forventer af min far eller af mig selv.” Jeg fik hjælp lige efterfølgende, hvor jeg måtte melde mig syg fra arbejde flere dage, fordi det at snakke om dig gjorde mig fysisk dårlig. Det har været en øjenåbner til, at jeg virkelig har brug for hjælp, hvilket du er skyld i. Jeg har overvejet helt at cutte kontakten til dig op til flere gange, men jeg ved ikke, hvad der holder mig tilbage. Der er fra min synsvinkel intet godt i denne ”relation” mellem dig og mig udover de penge, som du af og til sender til mig. Sikke et far-datter-forhold.

Jeg er ofte blevet spurgt, om jeg håber, at du bliver ædru, og at vi får en bedre relation. Jeg er kommet frem til, at jeg ikke har noget håb. Hvis du en dag bliver ædru, vil jeg først tage stilling til det der, men jeg føler, at der er så meget mere i dette end et misbrug. Du er blevet en fremmed person for mig, som alligevel har voldt mig så meget smerte og sorg. Egentlig bryder jeg mig ikke om den person, som du er blevet. Du har hele mit liv valgt mig fra og nedprioriteret mig både i ædru og påvirket tilstand – og det glemmer man ikke bare lige.

 

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.