Kvinde, 25 år.
Du er ikke din barndom!
122.000 børn mellem 0-18år vokser i dag op i en familie med alkoholproblemer. Et studie fra Statens Institut for Folkesundhed, SDU, viser, at unge, hvis forældre har alkoholproblemer, har flere psykiske problemer som for eksempel ensomhed, lavt selvværd, nervøsitet og depression.
Jeg fik engang at vide i folkeskolen, at hvis ens forældre havde et alkohol problem, ville mindst ét barn i søskendeflokken også få det. Dengang troede jeg på at det ville blive mig.
Hele min ungdom er jeg blevet fortalt, hvordan børn af alkoholikere bliver påvirket af den sociale arv. Jeg har fået tudet ørene fulde af udtalelser som: ”Børn af alkoholikere kan ikke tage en uddannelse og de kan ikke passe et job”. ”Børn af alkoholikere er heldige hvis de fuldfører folkeskolen.”
”Døtre af alkoholikere finder mænd som deres far. De kan ikke finde en kæreste, der er ordentlige ved dem”. ”Børn af alkoholikere kan ikke gøre for det. Det er alt sammen fordi de er børn af alkoholikere”. ”Børn af alkoholikere kan ikke blive gode forældre”. ”Børn af alkoholikere bør ikke få børn”.
Men min erfaring siger mig, at BØRN AF ALKOHOLIKERE KAN BLIVE LIGE HVAD DE VIL!
Barndom.
I min barndom var jeg vild, sjov og sej. Jeg turde det hele og jeg legede dagen lang. Lærerne var efter mig i undervisningen fordi jeg ikke fulgte med. Jeg havde god fantasi og var hele tiden i min egen verden. Derhjemme legede jeg videre. Når jeg ikke legede, hjalp jeg til med at passe og opdrage mine yngre søskende. Jeg havde for meget ansvar og led af omsorgssvigt.
Der var ingen øjne på mig, –kun når jeg gjorde noget vildt.
Ungdom.
I min ungdom var jeg grænseløs og egenrådig. Jeg gjorde hvad jeg ville, når jeg ville. Jeg var fuld med de store og passede ikke min skole. Jeg fik mit første job som 12-årig. Jeg betalte selv for mine fester og mine hobbys. Jeg var arbejdsom og flittig. Jeg havde gerne flere jobs på samme tid og når jeg var hjemme sov jeg. Jeg startede på uddannelser og droppede ud igen. Jeg tog en gymnasial-uddannelse.
Da jeg var 14 år, lejede jeg en hest. Hesten lærte mig om ansvar, kropssprog, konsekvens og ro. Den gjorde mig måske til et helt menneske? Senere i mit ungdomsliv begyndte jeg i terapi. Min terapi gjorde mig bevidst. Nu var jeg bevidst om, hvad jeg havde været udsat for. Det gjorde mig bevidst om, hvor forkert der havde været hjemme ved mig.
Voksen.
I mit voksenliv var jeg forvirret. Jeg blev optaget på en videregående uddannelse, men vidste intet om at studere. Jeg fik en (ny) kæreste, men vidste ikke hvordan man var en god kæreste. Jeg blev mor til det smukkeste barn, men vidste ikke hvordan man var en god mor.
I dag er jeg 25 år, mor til et barn på 2½ år og gravid med mit andet barn. Jeg er barn af en alkoholiker. Jeg er gift og nyuddannet. Jeg syntes selv, det er meget godt gået, men i virkeligheden er det vel egentlig nogle meget normale ting at opnå i sit liv. Jeg er loyal, ansvarsfuld, intuitiv, empatisk og målrettet. Jeg hviler i mig selv og min tilværelse. Jeg har sgu klaret det meget godt –hvis man ser på, hvad jeg kommer af, hvem jeg er barn af. Et barn af en alkoholiker.
Jeg ved jo godt, hvad jeg kommer af og det ved du også nu. Men i virkeligheden spiller det ingen rolle. Det, der betyder noget, er det, du vælger at gøre med dit liv.
Negativ social arv – hvad er det?
Negativ social arv er, i mine øjne, et begreb, nogen har opfundet for at have en undskyldning for at lade være med at tage ansvar. Ansvar for egen lykke, eget liv og egne handlinger. Jeg er opvokset i et negativt og stressfremkaldende miljø, men har fundet ro andre steder, om end det har været til fester, arbejde eller i stalden. Jeg har fundet frem til noget, der kunne give mig ro. Jeg har fundet ind til det, der gør mig glad og giver mig energi. Jeg har fundet ind til mig. Og det tænker jeg, at andre unge mennesker, uanset hvordan de er vokset op, også kan.
Vi er i udvikling hele vores liv.
I dag er jeg lykkelig. Jeg brokker mig tit, men jeg er lykkelig. Jeg har min sociale arv med mig, da mine relationer og samspil med andre mennesker har gjort mig til den, jeg er. Den traditionelle udviklings psykologi siger, at det er mor-barn relationen, som former og danner et menneske. Men en klog kvinde ved navn Judith Harris forklarer, at et barns relationer og samspil med andre børn og voksne udenfor hjemmet har også stor betydning for barnets personlighedsudvikling. Jeg selv tror på, at min relation til mit barn har en stor betydning for, hvordan hun vil agere og handle i sit møde med andre, men jeg ved også fra egen erfaring, at dem hun møder, vil mærke og røre hende. Hun vil ændre sig og forhåbentlig blomstre lige som jeg.
Leverpostejs-tilværelse.
Jeg har lige nu alt hvad jeg kunne drømme om. Jeg er en skide god mor for mit fantastiske barn. Jeg er en god kæreste og jeg er flittig og arbejdsom. Jeg har opnået det jeg kalder en leverpostej-tilværelse. Hvilket er en normal og måske ”kedelig” tilværelse, hvor der ikke er nogen som pludselig flytter, råber eller slås.
Forskellige og modsatrettede følelser.
Jeg selv sidder lige nu med en følelse af vrede og taknemmelighed. Jeg er vred på alle dem, der fortalte mig at jeg ikke kunne blive til noget. Vred på mine forældre over, at de ikke kunne give mig den opvækst, jeg ’burde’ have fået. Men jeg er samtidig også taknemmelig for alle dem, jeg har mødt på min vej, som har mødt og rørt mig. Jeg er taknemmelig for alle dem, som har givet mit et skulderklap og rosende ord og taknemmelig for dem, som har skældt mig ud og forklaret verden for mig. Jeg er taknemmelig for, at jeg selv har valgt, at min opvækst ikke skal påvirke min fremtid negativt. Og jeg vil bruge alt det, jeg har lært og set, hvad enten det er godt eller dårligt, til at være det bedste menneske, den bedste mor og den bedste kæreste, søster mv. Som jeg kan. For det er godt nok. Jeg er god nok som jeg er. Jeg er ligesom jeg skal være – og det er du også!
