I sidste uge snakkede vi om efterårsferien og hvad vi hver især har lavet. Derudover var det ret frit ift. hvilke emner der kom på banen.
Der var dog et gennemgående emne, som vi brugte en del tid på at snakke om – nemlig det at holde en facade oppe. Det er noget jeg i høj grad kan genkende, og der var også mange af jer andre som kunne relatere til det.
Det, vi viser udadtil, er ikke altid sådan, vi har det indeni.
Det, at holde en facade oppe, er for mange en mekanisme, man bruger for at beskytte sig selv. Det har jeg i hvert fald gjort i mange situationer, og jeg gør det ofte stadig. Det kan føles som omsorg for en selv, men det kan også være frustrerende at skulle føle sig ’falsk’ overfor andre, især hvis det er nye mennesker, som man gerne vil lære bedre at kende. Det kan dog være rigtig svært at åbne op for nye mennesker, og måske også dem man har kendt i lang tid. Det kan især være rigtig svært, hvis det, man dækker over, er hårdt for en selv at tale om og være i kontakt med. Det er min erfaring i forhold til at holde en facade oppe/passe på mig selv.
Jeg har ikke lært, hvordan jeg skal forholde mig til mine følelser.
Jeg kom i plejefamilie som 10-årig og havde enormt svært ved at tale om det. Derudover havde jeg også enormt svært ved at snakke om mine forældres alkoholproblemer. Det handlede både om, at jeg ville beskytte mine forældre, men det handlede også om, at jeg var bange for at vise mine følelser omkring hele situationen. Det kan for mange, uanset hvilken baggrund man kommer fra, være rigtig svært at vise sine følelser. Det kommer i høj grad an på om ens følelser er blevet anerkendt som barn. Har man haft lov til at være ked af det og er man blevet trøstet/set og forstået, eller er man blevet overladt til sig selv og sine følelser helt alene?
Jeg lærte at passe på mig selv ved ikke at vise mine følelser.
For mig var jeg meget overladt til mig selv med mine følelser. Min mor og far var ikke til stede til at tage sig af mig, så når jeg var ked af det holdte jeg mig meget for mig selv. Når min mor så var frisk, så ville jeg ikke gøre hende ked af det ved at fortælle hende om mine problemer, så jeg opretholdt en facade og var ’den glade datter’. Jeg var bange for, at hvis jeg viste hende at jeg var ked af det pga. hun nogle gange drak, at hun så ville tro at hun var en dårlig mor, og dermed begynde at drikke igen.
Min strategi er stadig den samme i dag.
Jeg kan stadig genkende det mønster nu, i mit voksenliv. Jeg er meget bange for at sige fra overfor mine venner, fordi jeg så er bange for at de vil vende mig ryggen og forsvinde. Derudover er det også meget grænseoverskridende pludselig at skulle dele sine følelser med andre, når man nu har været vant til før selv at skulle håndtere dem. Det var også nogle af disse tendenser som jeg kunne fornemme, at I som var med i chatten, kunne nikke genkendende til. Derfor tager vi fat i emnet igen på torsdag, og til jer som læser med og ikke var med i sidste uge – måske I også kan genkende noget af det ovenstående?
Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?
Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.
Opret en bruger og se gruppen her
