Sidste uges chat – at føle sig alene:

I sidste uge blev der vendt lidt forskelligt i chatten, blandt andet det at føle sig alene med ting, som gør en ked af det og som er svære. Det er et emne, som de fleste nok kender til, og det er ofte, at man ikke helt er klar over, hvornår folk – og om folk går rundt med noget, der er svært. Det er som regel, fordi det kan være rigtig svært at åbne op omkring. Måske man er opvokset i et hjem som har været meget kaotisk, og hvor der ikke har været plads til at kunne åbne op og vise sine følelser. Det kan også være, man har oplevet, at ens forældre ikke har været til stede, og  man har følt sig alene det meste af sin barndom. Det kan gøre det svært at åbne op, da man ikke har lært, hvordan man skal snakke om sine følelser, og hvordan man skal håndtere det at have noget som er svært at snakke om.

Alle har noget, de har brug for at tale om:

Det kan føles meget ensomt at gå rundt med noget, der er svært. Både fordi det er svært for dem omkring en at vide, hvad der foregår i ens følelser, men også fordi det kan ligne, at man har det fint udenpå. Det kan være man altid har været vant til at skjule ens følelser, for at gøre det nemmere bare at leve ens ’normale hverdag’ når man er i skole, sammen med venner og lignende. Man kan få en følelse af, at man er den eneste på hele jorden, som har noget, der er svært at snakke om. Men man kan heller ikke vide, om dem omkring en har noget svært, de går rundt med. Så det går begge veje, og det ender ofte med, at vi er mange som går rundt med noget på hjertet, som vi egentlig godt kunne bruge at snakke om.

I chatten taler vi samme sprog:

Det kan være en stor hjælp at have et fællesskab. Mange af jer bruger eksempelvis gruppechatten til at åbne op omkring det, der kan være svært at snakke om. Det, som vi ofte oplever i chatten, er at det også er nemmere at åbne op for folk, når man ved, at der er andre, som forstår ens følelser. Det kan give en tryghed og en følelse af, at man bliver forstået og respekteret. Det er lidt som om at man snakker “samme sprog,” og det kan gøre det nemmere at udtrykke hvilke følelser, det er, man har indeni. Når man møder andre, som står i samme situation, kan det give en en følelse af, at man er del af et fællesskab, og det kan være en rigtig stor hjælp.

Alt dette skal vi snakke om i denne uges gruppechat. Jeg ser som altid frem til at chatte med jer 😊

De bedste hilsner,
Maja

Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?

Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det, der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren, der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.

Opret en bruger og se gruppen her

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.