En “normal” familie med gode stunder … eller ?
Min far har været alkoholiker hele mit liv. Han drikker ikke hjemme men sidder til gengæld på det lokale værtshus efter arbejde i tide og utide. Hele min barndom har været præget af, at jeg aldrig vidste, om jeg kom hjem til en glad og ædru far, som havde handlet ind til aftensmad, eller om jeg kom hjem til en far, som lugtede af værtshus og øl og havde drukket – eller om jeg kom hjem til et tomt hus, fordi min far havde valgt at blive på værtshuset resten af aftenen. Min far lod altid som ingenting efterfølgende, selvom der var dårlig stemning i hjemmet, men med tiden fik han manipuleret os til at tro, at det ikke var så slemt, og alt blev ”normalt” igen, som var vi en normal familie med gode familiestunder. Det er hårdt at blive valgt fra frem for en øl, men det skete utallige gange i min barndom, før min mor endelig fandt modet til at forlade min far, da jeg lige var startet i 1.g som 16-årig. Allerede i 7-9. klasse havde jeg trukket mig fra min far, da jeg begyndte at sige til mig selv, at jeg ikke måtte være glad, når vi havde glade familiestunder, fordi det blot var et spørgsmål om tid, før min far igen ikke kom hjem og valgte værtshuset frem for mig, min lillebror og min mor.
Et “normalt” far-datter forhold eller ?
Kontakten til min far har sidenhen været minimal, idet jeg ikke har været interesseret i at have et forhold til min far. Han ringer til mig en gang om måneden, hvis jeg er heldig, hvor samtalen går på, hvad min far finder interessant. Jeg har ikke lyst til at dele særlig meget med ham, men han lytter heller ikke eller viser interesse i mig – det virker blot som om, at han ringer til mig af ren pligt, og fordi han herefter kan opretholde facaden og fortælle om mig, som havde vi et ”normalt” far-datter-forhold. Han kæmper og forsøger ikke at få mere kontakt til mig, jeg besøger ham aldrig og han gør heller ikke noget for at besøge mig. Han er blevet et mere eller mindre fremmed menneske for mig, og han ved intet om mig, udover den brøkdel, som han får ud af vores samtaler eller hører ude i byen. Jeg kontakter ikke ham, så hvis ikke han ringede til mig af og til, ville vi ikke have nogen kontakt.
Alt omkring min far er negativt.
Det er snart 8 år siden, at det har stået på – en tredjedel af mit liv. Gennem mit forløb har jeg indset, at alt omkring min far er negativt. Han får mig til at føle, at jeg ikke er nok værd – ligesom jeg ikke var mere værd end den øl, som han altid valgte frem for mig. Det er en negativ følelse, når der går lang tid mellem hans opkald. Det er træls, når han ringer, og vi snakker. Det er en tom fornemmelse i maven, når vi har snakket. Jeg hader, at han ikke prøver at bygge bro til mig og kommer på besøg, men omvendt får jeg det dårligt ved tanken om at have ham på besøg, for jeg bryder mig ikke om ham. Jeg bryder mig ikke om, at han først sender mig en fødselsdagshilsen om eftermiddagen, fordi jeg ikke er vigtig nok at skrive til om morgenen. Jeg føler mig magtesløs, når han sender min gave, som er en bankoverførsel, men omvendt vil jeg ikke have en ting i mit hjem, som er fra ham og symboliserer ham. Hvis ikke det er negativt, så er det dobbelt negativt.
Det er min far, der har magten.
Jeg har også fundet ud af, at det er min far, som har magten over mig, hvilket får mig til at føle mig magtesløs. Det er ham, der bestemmer, hvornår han ringer, hvad vi snakker om, hvor længe vi snakker, og hvor lang tid der går, før han ringer til mig igen. Han fyldte 60 i år, hvor han holdt noget for sine nærmeste. Jeg var ikke inviteret, og jeg ville heller ikke være kommet – men det var ham, som havde magten og bestemte, at jeg ikke skulle have muligheden for selv at bestemme, om jeg ville komme eller ej, hvilket jeg ikke ville.
Nu ligger ansvaret hos mig.
Jeg har ”sejlet” rundt i denne manege i 8 år – og jeg har ladet min far gøre det. Jeg er træt af det, og jeg vil så gerne ud af det. Jeg lader ham fylde for meget sammenlignet med, at han er så lille en del af mit liv. Om en måned er det et år siden, at jeg sidst har set ham. Jeg har fundet ud af, at det hele foregår i mine tanker. Det er mig, som lader det gå mig på, når han ringer eller ikke ringer. Det er mig og min underbevidsthed, som fortæller mig, at jeg ikke er noget værd. Min far kommer ikke til at forandre sig, så det er kun mig, som kan ændre, hvordan jeg vil forholde mig til det, så det ikke påvirker mig så meget og min livskvalitet. Under mit forløb har jeg fundet frem til at have tre muligheder:
- Forsøge at bygge bro til min far og fortælle ham, hvad jeg har brug for, hvilket er en far, som ringer oftere, lytter og viser interesse for mig. Denne mulighed er hurtigt blevet skrottet, da jeg ikke bryder mig om den person, som min far er blevet gennem de seneste par år. Jeg får fysiske tegn som hjertebanken ved tanken om, at min far skulle komme og besøge mig, så jeg vil ikke have ham tættere på mig. Derudover er jeg ikke interesseret i at bede min far om at vise interesse for mig, det burde ingen datter have brug for at gøre.
- Acceptere tingene som de er i den forstand, at jeg har en far, som ringer til mig en gang imellem, og det ændrer sig ikke. Lære at tænke at det er sådan tingene er, og ikke lade tankerne få mig ned med nakken og fylde i min hverdag, som de gør nu. Jeg ville måske godt kunne lære at ”mestre” opkaldene og ikke lade dem gå mig på, men jeg vil ikke kunne mestre alle uforudsete ting, som får mig til at føle, at jeg er så lidt værd som fx ikke at invitere mig til sin fødselsdag, ikke fortælle at han er blevet forlovet/gift eller ikke at spørge om første skoledag. Så denne mulighed ville kun gavne mig til dels og ikke give mig den ro, som mine tanker og jeg har brug for og fortjener.
- Cutte kontakten til min far. På den måde har han ikke magten over mig længere, og jeg vil forhåbentlig opnå en ro i sjælen ved ikke at skulle tænke over de handlinger, som min far foretager sig eller ikke foretager sig i forhold til opkald og manglende invitationer osv.
Skal jeg cutte kontakten til min far?
Jeg har længe tænkt, at det er tre hårde muligheder, hvor ingen af dem står soleklare for mig. Det er virkelig gået op for mig, hvor lidt positivitet min far bidrager til i min hverdag. Hvis jeg skulle lave en liste, ville der ikke være én eneste ting, som er positiv, og det i sig selv er skræmmende at erkende. Det er virkelig alt omkring ham, som jeg tolker negativt, så hvorfor er det, at jeg ikke bare cutter kontakten til ham?
Sorgen over den far, jeg fik/aldrig fik.
Jeg har lært, at jeg er i en sorgproces over den far, som jeg aldrig har fået. Den far som jeg og alle andre fortjener at vokse op med. Jeg har lært at kigge mere rationelt på, at jeg hungrer efter en far med kærlighed og oprigtig interesse i mig, og så er der dén far, som jeg er endt ud med. Det er to meget forskellige fædre, og jeg bliver nødt til at adskille de to ting, for de er ikke realistiske. Min far er ikke i stand til at give mig det, som jeg har behov for – han er simpelthen i stykker, som jeg har lært at kalde det. Jeg kan ikke forvente, at han kan påtage sig den rolle, ligesom at man heller ikke kan forvente, at en autist er social blandt hundrede mennesker. Det hjælper lidt at tænke på det sådan. Derudover er det også gået op for mig, at det, som jeg døjer med nu, er min far og hans handlinger i ædru tilstand. Det er ikke hans misbrug som fylder men den faktiske person, som han er, og det er mindst ligeså hårdt.
Jeg er vigtig!
Det er mig, som er vigtigst i mit liv og jeg er nok værd. Jeg kan mærke, at mit behov er at cutte kontakten til min far på ubestemt tid, så jeg kan få ro. Så jeg ikke skal køre i ring og blive ved med at sige til mig selv, at jeg ikke er nok værd og interessant nok – for det er jeg. Det er en stor beslutning, men jeg kan mærke, at det er den rigtige. Det er på tide, at jeg tager magten tilbage og giver mig selv den ro og livskvalitet, som jeg fortjener.
