Sidste chat: “Hvordan udtrykker jeg mine følelser?

Jeg håber I alle har haft en god påskeferie. Inden påskeferien snakkede vi om hvad man gør, hvis man synes det er for svært at sige sine følelser højt. I kom med mange gode bud, og fortalte hvad I plejer at gøre, når I har svært ved at fortælle om hvad I føler indeni. Mange af jer fortalte at I bruger det kreative, såsom at male eller høre musik for at udtrykke de svære følelser. Men nogle gange kan man også komme til at gøre noget, som man måske ved ikke er helt godt for en, for at flygte fra følelserne, i stedet for at mærke dem.

Følelsesmæssige vaner som erstatning for tryghed.

Når man mærker de svære følelser, kan det for nogen være det rareste at fortælle det til dem omkring en. Men det er ikke altid at man har personer omkring sig, som man føler sig tryg ved. Derfor kan det være at man begynder at danne nogle følelsesmæssige vaner, som kan erstatte den tryghed, som man ville have i eksempelvis sine forældre eller andre voksne. Det kan både være vaner som er gode for en eller som er dårlige for en. Men selvom man ved at ens vane er dårlig for en, kan den være svær at slippe. Det kan være ens flugtvej fra alt det dårlige man ikke kan rumme oppe i sit hoved. Vi har før snakket om at man så får en kortvarig lykke, men at man på lang sigt godt ved at det ikke ender i noget godt.

Hvornår er de følelsesmæssige vaner en god hjælp?

Det er disse følelsesmæssige vaner som vi skal snakke om i denne uges gruppechat. Nu har vi haft påskeferie, og det er for mange en uge hvor man er hjemme fra skole. I har muligvis brugt en del tid hjemme hos jeres familier, som ofte kan udløse de her følelsesmæssige vaner. Jeg kan i hvert fald huske at jeg selv synes det var svært, når man var hjemme fra skole i de forskellige ferier, fordi så havde man ikke et fysisk sted at flygte hen. Det er sådanne situationer, hvor jeg selv kan huske, at de følelsesmæssige vaner, virkelig var en hjælp.

Alt dette skal vi snakke om i denne uges gruppechat. Måske I kan nikke genkendende til noget af det ovenstående? Har I gjort mere brug af jeres følelsesmæssige vaner i påskeferien?

Jeg glæder mig til at vi skrives ved igen.

De bedste hilsner fra Maja.

Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?

Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det, der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren, der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.

Opret en bruger og se gruppen her

 

 

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.