7. Kontakt
Det var først der jeg blev 13 år og skulle konfirmeres, så jeg så min far igen. Jeg husker tydeligt hvordan jeg på ingen måde kunne passe min fine kjole, som var en str. xxx small. Så min mor var nød til at få nogen til at sy den ind, men den var stadig for stor. Min mor havde kontaktet min far og han kom til min konfirmation. Jeg havde ikke snakket med ham i et år, han havde ikke husket nogen af mine fødselsdage, han var ikke mødt op eller bare kontaktet mig på nogen måde. Jeg var nervøs, nervøs for at skulle se ham igen. Jeg husker at min mor havde fundet en, som skulle sætte mit hår og lægge makeup på mig, jeg husker at jeg så mig selv i spejlet og følte mig smuk, for første gang i mange år.
Min far så på mig en gang og det første han sagde til mig, efter et helt år hvor vi ikke havde snakket sammen, var: ”Hvordan fanden er det du ser ud?,, Jeg mærkede hvordan tårende begyndte at komme frem i mine øjne, men jeg prøvede hårdt ikke at græde, for jeg vidste hvordan min far hadede når jeg græd. Han mente at jeg var for svag og ikke kunne klare livet hvis jeg græd.
Jeg husker hvordan jeg med en knude i maven, gik ind på mit værelse og tog læbestiften og pudderet af. Jeg kiggede mig i spejlet, man kunne nu se alle mine bumser, mit hovede så for stort ud i forhold til min krop og kjolen så forkert ud. Igen følte jeg mig tom og ligegyldig.
Som dagen gik, blev min far mere og mere fuld. Han snakkede højere end de andre gæster og jeg var flov. Jeg hader at tænke på den dag. Jeg hader at tænke på min far. Han har ødelagt mig. Han skulle aldrig have fået mig. Han har aldrig ønsket mig. Hvorfor var der ingen der reddede mig? Hvorfor var folk ligeglade? Alle gav skylden til min mor, selvom det var ham der virkelig var skyld i mit helvede. Hvorfor så ingen det?
Lykke 13 år
Dagbog 2008
Jeg ved jeg er svag. Men jeg kan ikke gøre for det! Jeg prøver at være stærk, men det gør ondt inden i. Jeg kan ikke lide mig selv. Jeg vil være anderledes, jeg vil tænke, føle og have det som andre. Når jeg kigger mig selv i spejlet, ser jeg mig selv, men jeg kender ikke pigen derinde. Jeg vil ikke være hende. Jeg vil ikke være sådan her, jeg vil være normal! Jeg vil ikke gå med en skam mere. Jeg vil være en anden end mig. Alle siger jeg ser gladere ud. Jeg må være en bedre skuespiller end jeg troede..
