Sidste uges chat – at åbne op:
I sidste uge var temaet for gruppechatten ’at åbne op’. Det kan for mange være rigtig svært, og især fordi man ikke ved hvad konsekvenserne er, hvis man fortæller sandheden om hvordan man egentlig har det. Som vi har snakket om før, kan det især være svært at åbne op, når man er barn og stadig bor derhjemme. Dette kan have noget at gøre med at man gerne vil beskytte sine forældre, og frygten for hvad der kan ske med dem, kan også gøre at det er svært at snakke om hvad der egentlig sker derhjemme.
Frygten gjorde, at jeg ingenting gjorde.
Jeg forstår i hvert fald godt at det kan være svært at snakke om. Jeg kan huske da jeg selv boede hjemme, at frygten for at komme på børnehjem eller at min mor kom i fængsel, fyldte rigtig meget. Så jeg lod som ingenting, når folk spurgte mig hvordan jeg havde det. Men når jeg ser tilbage på min situation, så ville jeg ønske at jeg havde fortalt nogle voksne om min mors alkoholproblem. Sådan er det ofte når man bliver voksne, så kan man se tilbage på sin situation, på en helt anden måde.
Underretningspligt.
Men selvom man ikke fortæller de voksne omkring en, hvordan man har det, er det ofte at nogle af dem egentlig godt ved hvad der foregår hjemme hos en. I sådanne tilfælde, laver lærere og pædagoger i mange tilfælde en underretning til kommunen, fordi de er bekymret for at man ikke har det godt derhjemme. Ordet underretning, er først noget jeg har lært senere i livet, og det var ikke noget som jeg vidste hvad var, dengang jeg var barn. Man kan lave en underretning til kommunen, hvis man er bekymret for nogen. Så bliver kommunen kontaktet, og så kan de undersøge hvordan det står til hos den/de personer som det omhandler.
Underretning er ikke lig med, at man som barn har gjort noget forkert.
Det kan måske lyde lidt grænseoverskridende, at nogle kan gå og fortælle kommunen hvad der foregår i ens hjem. Men det er vigtigt at huske på, at det også er en stor hjælp, når man som barn eller ung sidder i en situation, hvor der ikke er nogle voksne der kan hjælpe. Mit indtryk er, at mange er bange for disse underretninger, hvilket gør at man først tør at fortælle om sin barndom efter man er fyldt 18 år. Det er for mig helt forståeligt, da jeg selv kan huske frygten dengang jeg selv var barn. Men det er også vigtigt at huske, at en underretning ikke er et resultat af at nogen er onde, eller at man har gjort noget forkert som barn.
Næste uges chat:
Måske I kan genkende noget af ovenstående? Hvad tænker I når nogen siger ordet ’underretning’? Har I erfaringer med det eller er det noget helt nyt for jer?
Alt dette skal vi snakke om i chatten på torsdag – vi skrives ved.
Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?
Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det, der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren, der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.
Opret en bruger og se gruppen her
De bedste hilsner,
Maja
