Skrevet af Thea 23 år
Min far har været alkoholiker hele mit liv.
Han drikker ikke hjemme, men sidder til gengæld på det lokale værtshus efter arbejde i tide og utide. Hele min barndom har været præget af, at jeg aldrig vidste, om jeg kom hjem til en glad og ædru far, som havde handlet ind til aftensmad, eller om jeg kom hjem til en far, som lugtede af værtshus og øl og havde drukket – eller om jeg kom hjem til et tomt hus, fordi min far havde valgt at blive på værtshuset resten af aftenen.
Jeg begyndte at bygge en vrede op mod min far og byggede en mur op, så jeg slap for at være ked af det, når han igen havde svigtet min mor, lillebror og mig ved at vælge øllen i stedet for at komme hjem.
Det betød, at jeg sagde til mig selv, at jeg ikke måtte være glad, når vi havde gode familiestunder, idet de var ”falske”. Det handlede bare om tid, før min far ville svigte igen og ikke komme hjem. Det resulterede i, at jeg blev mere immun og knap så ked af det, når min far igen ikke kom hjem, men jeg var heller ikke rigtigt helt glad.
Min mor kom altid lidt senere hjem fra arbejde, end min far gjorde. Men hvis han ikke var kommet hjem, prøvede min mor altid at lade som ingenting og få resten af dagen til at gå okay uden min fars tilstedeværelse. Hun lagde ikke skjul på, at hun var skuffet og vred på min far, når han kom hjem igen efter sine drukture. Hun sagde også op til flere gange, at hun ville skilles fra min far. Jeg troede på min hende i starten, men min far fik altid charmeret sig ind på hende igen, så det skete aldrig.
Da jeg begyndte at blive omkring 15 år, begyndte jeg at opbygge en vrede mod min mor også. Det var ikke hendes skyld, at min far har et problem og svigtede og skuffede os gang på gang, men det var min mors skyld, at vi blev ved med at være i det. Jeg syntes, at hun var meget egoistisk, og at hun skulle tænke over, hvad hun udsatte sine børn for.
Da jeg begyndte i 1.g i gymnasiet tog min mor sig endelig sammen, og vi flyttede fra min far. Det er den vigtigste beslutning, som hun har taget i hele mit liv. At komme væk fra min far og ikke vide, om han var ude at drikke eller ej, var en kæmpe lettelse. Det samme var den dårlige stemning, som altid var derhjemme, efter min far havde været ude at drikke. Forholdet mellem min mor og mig blev meget stærkere efterfølgende, og det er det stadig den i dag.
Jeg startede først hos BRUS i en alder af 21 år, fordi jeg havde brug for hjælp til, hvordan jeg skulle forholde mig til min far.
Efter kort tid fandt jeg også ud af, at jeg skulle bearbejde den gamle vrede i forhold til min mor, og hvorfor hun først flyttede efter 17 år af mit liv. Jeg fik også snakket med hende om det, og hun sagde meget hurtigt, at hun skulle være flyttet for længst. At høre hende sige det højt og mene det, betyder rigtig meget for mig.
Med tiden har jeg også opbygget en enorm respekt og taknemmelighed overfor min mor. Det kan godt være, at hun lod os blive i det alt for længe, men det er hendes skyld, at det hele ikke styrtede sammen, når man far var ude at drikke. Det er hende, som fik alt til at hænge sammen, og var min klippe, når jeg var ked af over min far. At gå fra sin mand efter 20 år er ikke en nem beslutning, og det har jeg også kæmpe respekt for, at min mor turde gøre. Det kan godt være, at jeg har en ustabil forælder, men hvor er jeg taknemmelig for, at jeg i det mindste fik en, som har været stabil og ikke er løbet fra hele situationen i tide og utide.
Hvis ikke hun havde valgt at flytte fra min far, ville jeg aldrig nogensinde have haft det samme gode forhold til min mor, som jeg har i dag. Hun er den stærkeste og sejeste kvinde, som jeg kender – og mit helt store forbillede
