9. Pausen
Som 15-årige, var mit selvværd og min selvtillid så lavt, at jeg nu begyndte at stræbe efter at blive den udgave af mig selv som min far ønskede, i håbet om at det ville få ham til at accepterer mig.
I sommeren 2011, tog jeg med ham på arbejde. Han er lastbilchauffør, så vi havde en far/datter tur til Polen i 2 uger. Det er en af de få positive oplevelser med min far, som jeg kan tænke tilbage på.
Det var første gang i mange år, at jeg havde haft min far for mig selv. Vi havde faktisk en rigtig dejlig tur. Jeg tænker tit tilbage på den tur med et smil på læben. Dog var der en episode på turen, som bekræftede mig i at min far aldrig ville ændre sig, men på det tidspunkt, var troen på mig selv, bare ikke til stede.
Jeg skulle efter sommerferien starte på efterskole og det var egentlig ikke noget jeg havde lyst til, men det var meget vigtigt for min far at jeg kom afsted. Han sagde til mig en aften hvor vi sad og snakkede i lastbilen, at han aldrig ville tilgive mig, hvis jeg ikke gennemførte det efterskole år. Jeg ved ikke hvorfor det var så vigtigt for ham, at jeg tog på efterskole. Jeg har tit haft følelsen af at det var fordi at han troede at hvis jeg var væk, var han fri for mine problemer.
Jeg startede på efterskole og jeg hadet det. Jeg har aldrig været typen der har haft hjemve. Jeg har siden jeg var helt lille aldrig haft problemer med at blive passet eller være på ferie hos nogen. Så det kom meget bag på mig, da jeg pludselig på efterskolen led af voldsom hjemve. Men jeg vidste at muligheden for at stoppe, ikke var der for mig. For jeg huskede hele tiden min fars ord. Jeg havde nok også et håb om at han ville deltage mere i mit liv, når jeg var på efterskole. Men der tog jeg grulig fejl.
Det var en kamp for mig at være på efterskole, men det var også det år, hvor jeg udviklede mig mest. Jeg besteg et bjerg i Italien, Jeg lavede teater for over 50 mennesker og jeg var enda intruktør for et teaterstykke jeg selv havde skrevet og som min gruppe og jeg fremlagde til vores eksamen.
Min mor mødte op til alle de arrangementer der var på efterskolen, hver og én, men det var ikke nok for mig. For den eneste person jeg ville have skulle møde op, kom aldrig. Det var så vigtigt for min far at jeg kom på efterskole, men han ville åbenbart ikke selv være en del af det. Så alle de gange jeg skulle have været stolt af mig selv, blev erstattet af tanken ”Jeg er ikke god nok”. Jeg skulle have været vred på ham, men jeg blev ked af det i stedet. Jeg bebrejde mig selv, for alt det jeg havde lavet før i tiden og tænkte at det måtte være grunden til han ville have mig på efterskole. Så han var fri for mig.
Lykke 15 år
Dagbog 2011
JEG HADER DEN HER EFTERSKOLE! Jeg har mest lyst til bare at komme hjem! Men far sagde jo til mig på vores sidste lastbil tur, at han aldrig ville til give mig, hvis jeg ikke gennemførte… Bare fordi han elskede efterskole, så behøver jeg jo ikke at gøre det!
Jeg hader at der aldrig er ro, der er mennesker omkring mig HELE tiden!! Jeg kan ikke overskue det!! Jeg føler ikke jeg passer ind.. Jeg føler mig alene, selv med alle de her mennesker omkring mig. Jeg føler mig anderledes… Jeg ville ønske jeg bare var der hjemme, jeg hader det her.. Far kom ikke en gang og så mit projekt… Jeg havde selv stået for alt i projektet, jeg var endda blevet gjort til formand for det.. Men han kom ikke en gang.. Han var den eneste jeg ønskede skulle komme…
