Et andet barn er sjov og engageret – men nogle dage er han konfliktsøgende og umulig at nå.
Vi møder børns adfærd hver dag – og som fagprofessionelle skal vi være særligt opmærksomme på, hvad der ligger bag. Derfor handler dette fagbrev fra BRUS om mentalisering: Hvad er det – og hvordan kan du bruge det i dit møde med børn og unge?
Hvad er mentalisering – og hvordan kan du bruge det?
Når vi mentaliserer, forsøger vi at forstå både egne og andres tanker, følelser og intentioner. Det handler om at se bag adfærden og spørge: Hvorfor reagerer barnet sådan – og hvad vækker det i mig?
Når vi mentaliserer, undgår vi hurtige konklusioner som ”han provokerer bare” eller ”hun er nok lidt sensitiv”, og i stedet tænker vi: ”Hvad mon der foregår i barnets liv?”Mentalisering hjælper os med at skabe gode relationer og handle mere bevidst og hjælpsomt – både i forhold til børnene og os selv. Det kræver, at vi er nysgerrige, åbne og opmærksomme på både børns og egne reaktioner.
Center for Mentalisering 2015
Vores mentaliseringsevne udfordres, når vi er skråsikre, når vi har en bestemt forestilling om, hvorfor andre reagerer, som de gør, når vi har for travlt, og når vi har stærke følelser af for eksempel magtesløshed, vrede, stress eller irritation. Det sker for os alle – ofte.
Eksempler – Hvorfor er mentalisering relevant?
I BRUS møder vi ofte børn og unge, som sender forskellige signaler i deres hverdag, som let kan fejltolkes. Du kan læse to eksempler nedenfor:
Eksempel 1: Pige i 8. klasse
Hun er ofte stille, og gør ikke meget væsen af sig selv. Hun er genert og høflig ud over det sædvanlige for sin alder, og hun er altid hjælpsom overfor andre piger i klassen. Hun passer sin skole og laver sine lektier. Indimellem bliver hun dog pludselig meget irritabel. og andre gange sidder hun med blanke øjne på kanten til at græde. Når hendes lærer er opsøgende i sin kontakt til pigen, så smiler pigen stort og er meget imødekommende.
Man kan tænke, at det er en ressourcestærk og sød pige, og at skolen indimellem stresser hende lidt. Mange unge har svært ved at navigere i det sociale liv som teenager, og man kan forestille sig, at det kan være en grund til, at pigen nogle gange kan virke lidt presset. Måske tænker hendes lærer, at han kender pigens forældre, og at de virker både omsorgsfulde og relevante og konkluderer, at der nok ikke er grund til større bekymring og involvering i pigens situation.
Det er let at forstå, at man kan tænke sådan. Men da vi kender pigens situation, ved vi, at pigens far har et tilbagevendende problem med alkohol og kokain. Det betyder også, at pigens forældre ofte skændes rigtig voldsomt, og at pigens mor er meget påvirket og stresset af situationen i hjemmet.
Eksemplet viser, hvor vigtigt det er, at vi bruger vores mentaliseringsevne og nysgerrighed til at undersøge, om vores forestillinger om de børn og unge, vi møder, er rigtige og tilstrækkelige.
Eksempel 2: Dreng i 4. klasse
Han er sød, sjov og rigtig aktiv. Han fungerer godt socialt med de andre drenge i klassen. Han er bramfri, tør sige ting højt på klassen, og læreren har en god kontakt til drengen. Nogle gange kan han dog have en meget anderledes væremåde. Han kan for eksempel være konfliktsøgende og nogle gange mobbe andre drenge i klassen. I de situationer er kontakten til de voksne på skolen også anderledes, og drengen bliver utilgængelig og afvisende.
Drengen er en god dreng og et aktiv for det sociale liv i klassen. Han er sjov og sætter gang i gode aktiviteter og er model for ikke at holde sig tilbage i klasseundervisningen. Men drengen kan også have en besværlig opførsel, som fører til udtalt irritation blandt voksne, f.eks. når han driller andre eller ødelægger undervisningen ved at være fræk og ikke høre efter. Læreren bliver måske i disse situationer vred på drengen og træt af hans dårlige, besværlige opførsel, fordi han ellers er et positivt aktiv for klassen og kan opføre sig godt.
Vi ved dog, at drengen i en lang periode har været på samvær hver anden weekend med sin far, som har et alvorligt alkoholproblem. Når drengens far drikker, bliver han aggressiv og voldsom over for drengen, som bliver rigtig bange og utryg, og så reagerer han efterfølgende på det.
Eksemplet understreger, hvor vigtigt det er at være nysgerrig, stoppe op og se barnets adfærd som en form for kommunikation. Der er også tale om en situation, hvor det er vigtigt at regulere egne følelser og være opmærksom på egne reaktioner, så vi kan hjælpe og være gode rollemodeller for mentalisering.
Mentalisering og børn og unge i familier med rusmidler
De færreste børn i hjem med rusmidler fortæller, hvordan de har det. Og de færreste voksne i familier med rusmidler taler med deres børn og unge om, hvordan de har det. De er ofte ramt af det udbredte tabu om misbrug og rusmidler, og de voksne vil ofte også beskytte børn ved ikke at tale om det. Børnene bliver derfor ikke altid mødt med tilstrækkelig interesse for deres inderside og bliver ikke mødt mentaliserende fra hverken forældre eller omverden.
Vi skal lægge mærke til selv de små signaler – og turde spørge ind. Vi ved først, hvad det betyder, når vi spørger.
Vi skal være modige til at spørge til de svære og private ting – og møde os selv mentaliserende, hvis vi ikke gør det. Hvad er det hos os selv, som gør det svært? Vi må gerne spørge til, hvordan børn har det og ikke mindst til, hvordan de og deres forældre derhjemme har det: Om der er skænderier, alkohol eller andre ting, som forstyrrer. Vi skal gå forrest ved at vise, at vi tør tale om det svære og lytte til det.
Vi skal også være tålmodige. Nogle gange afviser børn og unge, at der er noget galt, selv om det forholder sig stik modsat. Derfor skal vi turde spørge igen og igen. Vi skal også turde etablere kontakt til børnene eller unge for at undersøge, om der er brug for hjælp i familien og turde tale med børnene om det, når der er brug for at gå videre med at hente ekstra hjælp.
Det gælder, uanset om man er lærer, pædagog, fodboldtræner, underviser på en ungdomsuddannelse eller socialrådgiver i forvaltningen – så skal vi professionelle holde sind på sinde.
Det har stor betydning for børn og unge i familier med rusmidler at blive lagt mærke til og blive spurgt ind til. For virkeligheden er, at mange af disse børn og unge er i tvivl om, hvorvidt deres følelse af ensomhed og belastning egentlig er berettiget.
Når vi mentaliserer, skaber vi et rum, hvor børn tør fortælle. Og for børn i familier med rusmidler kan det være forskellen på at føle sig set – eller stå alene.
Tre veje til at mentalisere i din hverdag
- Stop op og vær nysgerrig – Hvis en elev ændrer adfærd, kan det være et tegn på noget. Spørg barnet direkte: ”Hvordan har du det derhjemme?”
- Når en elev skaber frustration, så spørg dig selv: Hvad vækker det i mig? Vores egne følelser påvirker, hvordan vi møder barnet.
- Spørg – og spørg igen. Børn i sårbare hjem fortæller sjældent første gang. Hvis du fornemmer noget, så prøv igen med en åben og rolig tilgang.
Næste fagbrev
I næste fagbrev dykker vi ned i, hvordan vi kan bruge mentalisering i forældresamarbejdet.
