Børn i familier med alkoholmisbrug

Hvilke tegn udviser børn der lever i familier med alkoholproblemer? Nedenfor har vi opstillet nogle typiske tegn som nogle børn udviser. Det er vigtigt at pointere, at ikke alle børn udviser tegn udadtil. Det bedste man kan gøre hvis man har en mistanke om at et barn ikke trives er, at spørge nysgerrigt ind til barnet og vise omsorg og interesse.

Adfærdsændringer

Det er altid et vigtigt opmærksomhedspunkt, hvis du oplever at et barn ændrer adfærd. 

Det kan være at barnet trækker sig, bliver mere stille end vanligt eller udvikler aggressiv adfærd eller har svært ved at koncentrere sig i fx. skole.

Emotionelle tegn

Barnet kan virke trist, angst, usikker, stresset, urolig og have svært ved at regulere følelser.

Fysiske symptomer

Psykosomatiske symptomer som søvnløshed, maveproblemer, smerter, hyppige hovedpiner kan være tegn på at der er noget der stresser barnet.

Mange børn er eksperter i at skjule og dække over de problemer som de lever med derhjemme. Disse børn er meget dygtige til at tilpasse sig og gøre hvad der forventes af dem i alle sammenhænge. Derfor vil deres adfærd ofte være upåfaldende og ikke noget man vil lægge mærke til.

Vigtigheden af tidlig opsporing

Tidlig opsporing og støtte er afgørende for at mindske senfølgerne af at vokse op i en familie med rusmiddelproblemer. Du kan derfor gøre en stor forskel i et barns liv, hvis du er opmærksom på barnets trivsel. Har du opsporet sådanne problemer kan du guide barnet og hjælpe familien videre til den rette hjælp. Her kan du læse om de signaler, du skal være opmærksom ifbm. tidlig opsporing.

Forældre og alkohol

Det er tabubelagt at komme fra en familie med alkoholproblemer, fordi det kan føles skamfuldt og samtidig vil barnet ikke skuffe eller gøre sine forældre kede af det. Børnene er ofte fanget i en loyalitetskonflikt, hvor ønsket om at beskytte forældrene kommer til at stå i vejen for at få hjælp og støtte. 

Som pårørende og fagperson, er det vigtigt at være opmærksom på de komplekse udfordringer, som barnet af en alkoholiker kan stå overfor. Der findes sjældent en enkel løsning på en rusmiddelproblematik i en familie, og ofte har barnet en dyb loyalitet og kærlighed til sine forældre – uanset deres udfordringer. Derfor er det afgørende at møde barnet med forståelse og respekt for deres oplevelse af virkeligheden. Ved at skabe et støttende og ikke-fordømmende miljø kan vi hjælpe barnet med at føle sig set, hørt og trygt ved at dele sine tanker og følelser. Dialogen skal være åben og rummelig, så barnets perspektiv altid er i centrum.

I BRUS tilbyder vi individuelle samtaler, gruppeforløb og familie samtaler. Vi hjælper børn og deres familier ved at tage udgangspunkt i deres konkrete situation og tilrettelægger sammen med familien et forløb der giver mening for dem.

Bryd tabuet

At bryde tabuet omkring rusmiddelproblemer i hjemmet kan være det første skridt mod en bedre fremtid for barnet og hele familien. Det stiller krav til fagpersoner og øvrigt netværk om at være tålmodige og lytte. Vis omsorg og interesse for barnet og spørg gerne ind til barnets trivsel flere gange. Det kræver mod at bryde et tabu, og børn skal ofte hjælpes på vej til at turde at bryde stilheden.

Vi tror på, at alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Dog kan forældre, der har udviklet et misbrug, have svært ved at opfylde deres forældrerolle. Vi er her for at hjælpe barnet mod en bedre fremtid og for at bryde tabuet.

Kilder:

Find og kontakt din lokale afdeling i BRUS

Vi er til stede i hele Midtjylland – også tæt på dig. Her på siden kan du finde alle vores afdelinger, samt alle behandlere i BRUS. Det er uforpligtende at kontakte os, vi glæder os til at tale med dig!