Hvad betyder det for et forhold, når ens partner er vokset op i en familie med alkoholmisbrug?

At være kæreste med et barn af en alkoholiker kan være udfordrende. Barndommen i en familie med alkoholmisbrug kan nemlig have langvarige konsekvenser, som fortsætter op i voksenlivet.

I denne artikel vil vi se nærmere på, hvilke udfordringer, der kan være forbundet med at være kæreste med et barn af en alkoholiker, og hvad du som partner skal være særligt opmærksom på.

For et barn af en alkoholiker kan parforhold være vanskeligt

Mange børn af alkoholikere oplever i deres barndom, at det er i de nærmeste relationer, de er blevet såret, afvist og svigtet. Netop derfor kan parforhold være en særlig udfordring for mange.

Et parforhold skal helst være præget af tryghed, tillid og omsorg. Men for et voksent barn af en alkoholiker, kan det være egenskaber, man ikke har fået med sig.

I stedet har barndommen måske været præget af uforudsigelighed, angst og manglende opmærksomhed på behov og følelser.

Det er næsten uundgåeligt, at disse oplevelser, svigt og reaktioner ikke følger med ind i voksenlivet, og gør det svært at føle sig tryg i nære relationer, herunder parforhold.

For dig, der er kæreste med et barn af en alkoholiker, er det vigtigt, at du er bekendt med, hvordan disse udfordringer i barndommen kan præge din partners måde at være på i relationen med dig, og at du forstår de reaktioner, adfærd og mønstre, som du kan opleve hos din partner.

Det skal du vide som kæreste til et barn af en alkoholiker

Det varierer fra person til person, hvor meget og i høj hvor grad man er påvirket som voksen af at være vokset op i et hjem med alkoholmisbrug. For nogle sætter det dybe spor, mens andre kun er påvirket i lav grad.

Der er dog nogle gennemgående mønstre og reaktioner, som ofte går igen hos børn af alkoholikere. Som kæreste kan det være en stor fordel at kende disse mønstre og vide, hvordan du bedst møder dem.

Selvkritisk og selvbearbejdende

Mange børn af alkoholikere har som voksne tendens til at være meget selvkritiske og selvbearbejdende. Nogle udøver også denne kritik af andre. Det er ofte et resultat af skyld, skam og utryghed.

Som kæreste til et barn af en alkoholiker, er det vigtigt at du undgår at gengælde eventuel kritik rettet mod dig med kritik af din partner. Hvis din partner giver udtryk for ikke at være god nok, er det vigtigt at anerkende følelsen, spørge ind til det og ikke blot afvise selvkritikken med, at det ikke passer. Generelt er det en god idé at skabe en tryg ramme i jeres parforhold, hvor fejl er tilladt.

Svært ved nære forhold og parforhold

Mange voksne børn af alkoholikere har svært ved nære forhold, herunder romantiske forhold. 

Det kan skyldes svigt fra barndommen, og en erfaring med, at hvis de lukker nogen helt ind, bliver de såret. Som kæreste til et barn af en alkoholiker, er det vigtigt at huske på, at det handler om frygt og angst hos din partner og ikke nødvendigvis om dig. Sørg derfor for at være tålmodig og give plads, hvis din kæreste trækker sig følelsesmæssigt.

Stort behov for kontrol

Mange børn af alkoholikere bliver i en tidlig alder tvunget til at tage et stort ansvar i hjemmet. Det kan som voksen komme til udtryk ved, at de ofte har et stærkt behov for altid at være i kontrol.

Her er det vigtigt at du som kæreste møder dette behov med forståelse og tålmodighed. Med nærvær, stabilitet og rummelighed kan du være med til at skabe et forhold, hvor det gradvist bliver trygt at give lidt slip.

Husk også at passe på dig selv

For et barn af en alkoholiker kan parforhold være en udfordring, men det er vigtigt at huske på, at det ér muligt at blive tryg og indgå i trygge relationer. Som kæreste er det generelt vigtigt, at du er tålmodighed,

giver plads (uden at trække dig) og husker ikke at tage eventuelle reaktioner personligt.

Samtidig er det også vigtigt, at du husker at passe på dig selv og dine grænser. Du må ikke miste dig selv i forsøget på at ”redde” din partner eller jeres parforhold – du kan støtte, men uden at tage hele ansvaret for deres fortid og følelser.

Find og kontakt din lokale afdeling i BRUS

Vi er til stede i hele Midtjylland – også tæt på dig. Her på siden kan du finde alle vores afdelinger, samt alle behandlere i BRUS. Det er uforpligtende at kontakte os, vi glæder os til at tale med dig!

Så vi kan svare på din henvendelse. Hvis du heltst ikke vil dele din almindelige mailadresse med os, kan du fint oprette en ny mailadresse til formålet.