Jeg plejer altid at skrive blogindlæg om perspektiver og problematikker jeg HAR gennemgået eller HAR bearbejdet. Ved du hvorfor? Fordi i dem, har jeg fundet en årsag til, de er hændt for mig. Når jeg står midt i noget angst- og skamfuldt er det meget skræmmende for mig. Det er det lige nu, men jeg måtte erkende over for mig selv, at det kan være en stor hjælp for andre unge at læse tankerne og følelserne midt i en krise. Midt i, at jeg ikke er i kontrol over hvad der sker med mig. Hvordan jeg hver dag forsøger at navigere i trangen, hvor meget den styrer mig alt efter min sindstilstand.

Hvordan kom jeg overhovedet hertil? Overspisningen. ’Fornuftige’ mig som aldrig har brudt sig om at drikke alkohol i for store mængder, ryge cigaretter eller at have sex med fremmede mennesker. Jeg behandlede jo altid min krop godt. Jeg spiste sundt og varieret, fik mine 8 timers søvn hver nat, motionerede på (et lidt for) højt plan gennem mine teenageår, hvor jeg boede hos min mor (far er alkoholiker). Det var min kontrol, at jeg var sund, og jeg elskede det. Jeg havde det rigtig godt i min krop og alle endorfinerne jeg skød ud i hjernen hver dag, gav mig en masse glæde. Det var godt til mig.

Nu er jeg voksen og har boet ude i 4 år, og det er nu anden gang jeg er underlagt den forbandede tyran af en overspisning at være. Det værste er… jeg ved ikke hvor den kommer fra og jeg kan ikke kontrollere den. Jeg er p.t. inde i en af de bedre faser i min trang/abstinenser, hvor jeg tænker på mad konstant, men jeg stopper før jeg får decideret mavepine… men jeg er altid mæt. Det er jo godt sammenlignet med, hvordan det var fra en måned siden. Jeg føler mig dog stadig underlagt en forbandelse. Maden kontrollerer mig.

Jeg forsøger mig med forskellige metoder for at arbejde med det og finde ud af, hvor trangen kommer fra, og hvad der sætter det i gang. Hvis jeg kan lære at behandle dét, der tricker trangen, så vil det føles meget bedre i min mavesæk, så den ikke føles overbelastet så ofte, som den gør nu.

Hvornår trickes det?

Hvis jeg impulsivt bliver ramt af et nederlag eller bare noget der gør mig ked af det eller ærgerlig, sker der noget impulsivt i min hjerne, hvor jeg kan tænke: ”så kan det hele også bare være lige meget. Jeg kan ikke lykkes med noget, jeg vil”. Derfra tænker jeg slet ikke. Det er min hjerne der styrer mig hen til skabet eller køleskabet og begynder at spise. Min bevidsthed over mine valg forsvinder.
Dette skete i går, hvor nogle planer jeg havde glædet mig til, uheldigvis blev aflyst. Det ramte mig bare. Jeg gik ureflekteret hen til køleskabet og tog noget. Jeg blev dog hurtig bevidst om, hvad jeg havde gang i. Jeg spiste ikke for at nyde og hygge om en god snack. Jeg spiste bare for at spise. Det er her jeg mener, jeg måske kan bruge min bevidsthed.
Så… når jeg får trang til at spise, har jeg så forinden taget mig tid til at tænke over hvor hyggeligt det vil være og sidde med noget chokolade? Eller tænker jeg slet ikke, og slår hjernen helt fra? Det har været en øjenåbner for mig i denne proces. Jeg ved ikke, om det er dét, der virker, men for nu, gør det. Jeg prøver at navigere i det og skille det ad. Er jeg et roligt sted og tænker gode tanker om mig selv, eller er jeg trist og har ikke i tankerne at gøre noget godt for mig selv? Er det bare for at slippe væk fra den følelse, der pludselig overrumplede mig?

Jeg ønsker nemlig ikke at få et usundt forhold til mad, hvor det er forbundet med skam og noget der er forbudt. Jeg vil nyde mad, men det skal komme fra et roligt sted i mit sind. Ikke fra den stress og angst der nogle gange kommer på besøg i min krop.

Det er stadig sjældent, jeg aldrig giver efter, hvis impulsiviteten kommer, men jeg bliver bare hurtigere opmærksom på, hvad jeg har gang i, når det sker. Det er jeg stolt over. Jeg prøver at være mild og medfølende med mig selv, og prøve at forstå, hvorfor det sker. Jeg prøver at være kærlig mod mig, da det tit er når jeg har det træls, det sker.

Når jeg så tager mig selv i at overspise, så taler jeg til barnet i mig. Jeg holder mig på brystet eller på maven, trækker vejret dybt og fortæller, at det er okay, jeg er ked af det, og at jeg er lige her og trøster den lille pige inde i mig. Jeg skriver af og til i min dagbog, hvis jeg ikke kan få ro på de galoperende tanker.

Måske står du i det samme? Måske er du på den anden side af at have en afhængighed? I hvert fald vil jeg gerne kunne dele min spæde proces med dig. Måske virker det ikke dét, jeg har gang i… måske gør det? Jeg prøver at være med det ukontrollerede og navigere fra dag til dag og give processen plads og tid til at være her. Det er her, fordi det har behov for at blive mærket.

 

Kærlige tanker fra en anden ung

 

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.