Sidste uges gruppechat:

Vi har de sidste par gange snakkede om følelsesmæssige vaner, og hvordan de bruges, når man oplever noget følelsesmæssigt, som kan være svært at snakke om. I har alle delt en masse gode vaner, og vi har også snakket om de dårlige vaner man kan have, og hvordan man kan ændre disse. I sidste chat kom vi ind på hvordan man kan ændre de mindre gode følelsesmæssige vaner, og mange af jer udtrykte at det kan være svært at bryde disse. Mange af jer fortalte at de dårlige følelsesmæssige vaner kan være svære at bryde, da de giver en lykkefølelse. Vi snakkede dog om at denne lykkefølelse, kun kan mærkes på kort sigt. Flere af jer udtrykte at det endda kan medføre, at man kan blive endnu mere utilpas bagefter, fordi man godt er klar over, at man har gjort noget som ikke er godt for sig selv.

Kortvarig lykkefølelse – når man finder ud af, at det ikke er det værd.

Der kan være mange grunde til, at man gør noget, som kun giver en, en kortvarig lykkefølelse. Selvom man ved, at den måske ikke er helt god for en. Det kan være, at man ikke har været vant til at have nogen omkring sig til at hjælpe en, når der var noget, som var svært. Man har måske været vant til at tage sig meget af sig selv, og så har man selv fundet ud af, hvilke måder der virker bedst. I den forbindelse giver det god mening at finde måder, som kan give en lykke på meget kort tid. Men det er stærkt, når man så begynder at mærke, at denne kortvarige følelse ikke længere er god for en. Det er første skridt på vejen, at man kan anerkende overfor sig selv, at man gør noget, som ikke er godt for en.

Fra kortvarig til langvarig lykkefølelse:

Næste skridt kan være at man begynder at betro sig til dem omkring en, at man har det svært. Det er også rigtig stærkt, at man kan dele, det, der er svært. Det er netop en af de ting, som kan medføre, at man bryder de dårlige følelsesmæssige vaner, og begynder at finde og søge efter ting, som er gode for en. Ting som giver en langvarig lykkefølelse. I de sidste par uger, lyder det til at nogen af jer er nået dertil hvor I 1) Er begyndt at snakke med folk omkring jeres dårlige følelsesmæssige vaner og 2) Er begyndt at finde ting som I godt kan lide, og som er gode følelsesmæssige vaner. Vaner der giver en lykke på lang sigt.

Hvordan ændre man de dårlige følelsesmæssige vaner?

Men for nogen kan det måske være svært at ændre de dårlige følelsesmæssige vaner, da det kan føles som om, at det tager længere tid at mærke lykkefølelsen ved de gode følelsesmæssige vaner. Så hvordan får man vendt det om, så man kan blive mere komfortabel i de gode følelsesmæssige vaner, og nyde bedre af den langsigtede gode følelse modsat den kortsigtede? Det skal vi snakke om i ugens gruppechat.

Vi skrives ved.

De bedste hilsner,

Maja

 

Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?

Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det, der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren, der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.

Opret en bruger og se gruppen her

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.