Karoline, 24 år

Der er pressemøde kl. 19, og der sættes strakt tusind tanker i gang i dit hoved med en galoperende fart. Hvad kan det nu betyde? Skal jeg fortsat gå herhjemme, eller må jeg komme op på skolen? Mor nævner, at ”det kunne være, vi skulle se pressemødet i aften” med en lettere opløftet stemme. Du kigger fjernt rundt i rummet. ”Tjo, det kan vi da godt” siger far.

I sætter jer i sofaen. Du sidder helt oppe i hjørnet med benene klemt op under dig. Mor, far og dine søskende sidder der også. Mette F snakker og snakker… og der går tid før hun kommer med det, du gerne vil høre. ”Skolerne åbner på mandag” erklærer hun. Alt i dig falder sammen og hvirvler så rundt bagefter. Hvordan overhovedet?

Hvad så nu?

Hvis du står i den situation at have været i en boble derhjemme med resten af din familie, så kan det være svært at navigere i pludselig at skulle tilbage til samfundet – tilbage til virkeligheden igen. Måske er du faldet ekstra godt ind i dine gamle ødelæggende mønstre, hvor du gør alt hvad du kan for at bevare fars eller mors gode humør. Måske føles det meget betryggende nu, når du ved hvad du skal gøre for at bevare den gode stemning. Du har styr på det. Hvis bare du gør som du gør, så føles det rart at være her. Nu værdsætter de dig. Giver dig kærlighed på bestemte tidspunkter af dagen. Hvad skal der nu ske med det? Du ved udmærket godt, at splittelsen i dig opstår, når du kommer tilbage i skolen. Du ser hvordan dine venner taler begejstret om alle de hyggelige stunder, de har oplevet i deres lille corona-boble. Du ved nøjagtig hvilken følelse, der vil komme. Du føler dig så forkert og splittet i to. Det liv du drømmer om, men samtidig det liv, du ikke kan slippe. Hvad i alverden skal der så blive af dig? Hvad skal der ske, når du slipper noget af kontrollen og tillader dig at nyde en lille bid af det liv, du længes efter? Måske føler du ikke, du har fortjent det.

Jeg forstår dig.

Når du møder op på mandag, så prøv at tænke det som dit pusterum – ligesom det måske var før corona. Det sted, du liiiige får samlet de ekstra kræfter. Stedet hvor du får lidt ekstra klarsyn og bliver mindet om, at mennesker ikke behøver træde på dig. Der er nogen der ser et lys og en værdi i dig, som du måske ikke altid selv føler, du har i dig.

Jeg vil gerne invitere dig til at turde have tillid til, at det er godt for dig at være omringet af mennesker, der behandler dig godt (også selvom du ikke tror på det), men det kan faktisk være gavnligt at tænke ’fake it till you make it’. Det har hjulpet mig til at overleve mange omskiftelige situationer og skabe en ro i mit hoved og i min krop.

 

Hvordan kan du helt konkret gribe det an?

  • Taknemmelighed
    Når du kommer tilbage på mandag, kan du prøve at være opmærksom på aktivt at søge dine venner. Søg deres gode selskab og mind dig selv om, at du sætter pris på dem, og hvor meget de sætter pris på dig. Taknemmelighed kan være en lindrende og rar følelse i kroppen.

 

  • Snak med din lærer/skolevejleder
    Hvis du føler dig ekstra splittet, bange og sårbar, kan du prøve at åbne dig op over for en, du er tryg ved. Måske har du aldrig fortalt din lærer om, hvordan det er derhjemme. Du kan heldigvis starte i de små. Fortæl om det, du føler dig tryg ved. Måske nævner du ikke det hele, men dét du får fortalt gør, at du kan opleve, at alt ikke falder sammen, fordi du har ’afsløret’ hvad der sker derhjemme. Når du langsomt åbner op, vil du mærke, at det ikke er så farligt, som du måske fortæller dig selv.
    Et eksempel kunne være: ”Far har været ekstra sur på mig, uden jeg har gjort noget. Det var rigtig ubehageligt. Jeg blev faktisk bange”. Hvis du fx føler det er meget grænseoverskridende, at der er alkohol indblandet, så netop start med at sige det, du har det okay med. Måske viser det sig, at din lærer rigtig gerne vil lytte på dig.

 

  • Ring til børnetelefonen
    Hvis du er rigtig utryg i at tale med din lærer eller anden støtteperson, kan du altid få hjælp hos børnetelefonen uden at skulle bekymre dig om at komme til at hænge nogen ud. Du er nemlig 100% anonym. Jeg kæmpede selv rigtig meget med angst for at komme til at hænge min mor ud. Det hjalp mig meget at åbne 100% over for de søde mennesker hos børnetelefonen for de kendte jo ikke min mor. De kunne ikke komme til at sige det til hende, som jeg var bange for skulle ske.

 

  • Giv dig selv en pause
    Du oplever måske, at du er gået 5 skridt tilbage ift. hvor du var før corona. Måske er du blevet mere ensom, mere ængstelig eller oplever mere sorg ift. forældresvigt. DET ER OKAY. Hvordan skulle du kunne have gjort anderledes? Du er jo kun et menneske med følelser. Alle aktiviteter du havde uden for hjemmet før corona, er nu taget fra dig. Det var det, der gav dig håb og glæde. Bebrejd ikke dig selv for at føle som du gør. Bebrejd ikke dig selv for ikke at få sat grænser over for forældre og søskende, som gør dig ondt – som får dig til at føle dig forkert. Giv dig selv lov til at være knust og bange, og giv dig selv et kram. Enten i dine tanker eller et fysisk kram. Du kan prøve at fortælle dig selv, at du nok skal trøste dig hver gang du bliver ked af det, og at du gerne må have lov til at blive ked af det. Ikke mindst… Der kommer en dag.

Der kommer en dag, hvor du vil møde mennesker, som tror på dig – lige som du er, og dem skal du holde fast i! Hvem ved? Måske er det en lærer, eller en rigtig god ven? Disse mennesker, vi møder uden for vores hjem kan være med at hjælpe os videre og senere som voksne give slip i angsten for, hvad der sker, hvis ikke vi redder vores forældre. Jeg er nu 23 år, og kan stadig mærke håbet og glæden, når jeg tænker på min omsorgsfulde lærer, jeg havde i 8. klasse. Hun spillede en stor rolle ift. de ubehagelige konfrontationer, jeg har måtte tage i mit voksne liv for at blive bedre til at behandle mig selv bedre end mine forældre gjorde.

Jeg har tillid til dig.

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.