”Far, skal jeg ikke tage noget smørbrød eller noget hjemmebag med? Så skal du ikke stå med al den madlavning – måske er det bedst sådan i år?”
Min far er dårlig, og han har ikke så mange kræfter længere. Han er næsten kun vågen, når han har brug for mere alkohol. Men det er d. 23. December, og hvert år på denne dato spiser vi traditionen tro en julemiddag sammen. Dette år insisterer min far på at lade alt være, som det plejer at være. Så jeg handler en flæskesteg ind med tilhørende rødkål og brunede kartofler. Min far har altid været dygtig til at lave mad, men dette år er anderledes. Flæskestegens flæsk skærer han op med en gammel hoppekniv fra hans bukselomme, og vi når aldrig længere end til sovsen. Han har drukket lidt over en halv flaske vodka i løbet af den tid, vi har forsøgt at lave mad.
”Far, jeg kan se, du er træt. Skal jeg ikke lægge dig i seng?”
”Carina, lad mig nu bare gøre det – det er det mindste, jeg kan gøre.”
Han kigger på mig med trætte øjne, mens han svajer fra side til side, og så fortsætter han med at smelte smørret i gryden. Men så skubber han gryden af blusset og sætter sig tungt ned i sin stol, som han altid sidder i, i sit køkken. Jeg hapser lidt til de brunede kartofler, som han dog har nået at lave. Jeg vil derved gerne vise ham, at jeg er taknemmelig for, at han trods alt har forsøgt – og så lægger jeg ham i seng. Han falder hurtig i søvn, og bagefter går jeg tilbage til køkkenet for at rydde op. Min tanke er, at det her nok er sidste gang.
En kamp at holde traditionerne intakte
Traditioner i en familie med alkoholmisbrug falmer med tiden. Det bliver til en kamp at gøre det hyggeligt og at kunne glæde sig over en skøn tid og nyde hinandens selskab. Vi var ikke særlig gamle, da vi ikke længere kunne holde jul hos vores far – sådan en rigtig traditionel juleaften. Derfor blev det efterhånden sådan, at d. 23. december blev vores ”juleaften” sammen. Den startede ud som den traditionelle aften med julemiddag, juletræ og gaver, men med årene forsvandt de forskellige dele lidt for lidt.
Da jeg var yngre, kæmpede jeg for, at vi skulle holde jul sammen som en normal familie. Selv om vores far fx stoppede med at give julegaver, så gav jeg ham. På den måde sikrede jeg mig, at han fik nye strømper, underbukser eller tøj. Men med tiden fandt jeg efterhånden ud af, at det, der egentlig betød mest for mig, var hans selskab – ligegyldigt på hvilken måde, det selskab så kom til at udfolde sig.
For mig har det meget tidligt været et bevidst valg, at jeg valgte min far til på trods af det, han ikke kunne tilbyde mig.
I stedet forsøgte jeg at fokusere på det, som han kunne tilbyde mig. Jeg ville hellere have noget af ham end slet ingen ting. Når jeg ser tilbage, så ved jeg ærligt ikke, om det altid var det sundeste valg for mig. Men jeg fik i hvert fald mulighed for at lære min far at kende – så godt at kende, at det er de sider af ham, som jeg den dag i dag husker ham for. Men for andre kan det være et nødvendigt og helt bevidst valg at vælge den fulde forælder fra. Jeg fyldes med dyb respekt, hver gang jeg støder på børn og unge, der har haft modet til det. Om man har sin fulde forælder i sit liv eller har valgt vedkommende fra, så kan julen sætte gang i bekymringerne. Det er nemlig den tid på året, hvor alkoholen virkelig fylder i vores samvær med familie og venner. Vi børn af misbrugere ved, at december måned derfor oftest får lidt ekstra, hvad det angår.
Mit indlæg skal ikke handle om alt det, der var svært i julen i forhold til min far og hans misbrug. I stedet vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg har navigeret i julens traditioner og alligevel hvert år opnået en hyggelig jul sammen med min familie. Julen er jo netop den tid på året, hvor vi skal glædes ved det, vi har, og ikke mindst dem, vi har omkring os.
Min bror og jeg har været heldige. Vi har en mor, som altid har været der og har forsøgt at passe på os i noget, som var svært. Hvert år d. 1. december har min mor og jeg pyntet stuerne op, bagt julesmåkager og skudt december måned i gang med en ordentlig omgang hygge. Vi pynter juletræet sammen d. 23. om aftenen og ses med familien d. 24. om morgenen, inden selve juleaften står for døren. Hvert år er jeg taknemmelig for de traditioner, som min mor har vedholdt os gennem årene. Det betyder, at jeg har noget, som jeg kan tage med mig den dag, hvor jeg selv er så heldig at få min egen familie.
Selv om traditionerne med min far ikke lignede de traditionelle, så var jeg også hvert år taknemmelig for de timer, vi fik mulighed for at tilbringe sammen. Selvom jeg ofte havde dårlig samvittighed over, at min far sad alene juleaften, så vidste jeg, at jeg havde delt nogle hyggelige timer sammen med ham. Ønskede han mere samvær eller flere traditioner, så tror jeg på, at han ville have handlet imod det.
Mit budskab med dette indlæg er ganske enkelt:
Selvom det er svært, gør ondt og er hårdt ikke at kunne dele de traditionelle traditioner med sin fulde forælder, så har man muligheden for at lave sine egne, så de passer til ens situation. Og vigtigst af alt har man selv muligheden for at gøre julen til en hyggelig tid. Måske har vores fulde forælder truffet et valg, som ikke passer ind i vores liv, og det gør frygteligt ondt, men vi har muligheden for at træffe et valg, der gør julen til vores. I bund og grund handler det om at få øje på alt det, vi har og forsøge, selv om det er svært, ikke at fokusere på alt det, som vi ville ønske, vi havde.
Og med de ord ønsker jeg jer alle en fantastisk december måned – glædelig jul!
