18. Tilbage til livet

Jeg var indlagt i en uge og jeg var som en zombie derinde. Der var faste spise tider, faste ryge tider og senge tider. Jeg skulle ikke tage stilling til noget overhovedet, hvilket jeg heller ikke var i stand til på nogen måde. De fyldte mig med beroligende medicin, så jeg ikke skulle få for mange abstinenser efter min ADD medicin. Det resulterede i at jeg konstant træt og sov det meste af tiden. Min kæreste tog sig af alt det praktiske. Han gik ned med min opsigelses brev til min chef og tog sig af hvornår folk kunne komme og besøge mig. Jeg ved ikke hvad jeg skulle have gjort uden ham, han var min største støtte.

Jeg var mere og mere opsat på at komme hjem, mest fordi det var deprimerende at være inde på psykiatrisk afdeling. Mange af de andre patienter, var meget mere syge end mig og de var skræmmende, med deres råbene udbryd og deres slåen i hovedet. Jeg opholdte mig mest på mit værelse, hvilket også var deprimerende, med de små vægge, som virkede mindre og mindre for hver dag. Jeg ville bare gerne hjem.

Min anden kusine, Michelle, kom og besøgte mig inde på psyk, en af de sidste dage jeg var indlagt. Hun arbejder med børn af alkoholiker til hverdag. Det var første gang jeg snakkede med en, der faktisk kendte årsagerne til jeg havde det, som jeg havde. Vi snakkede i flere timer om min far og hvordan jeg havde haft det. Hun gav mig en seddel, hvor der var skrevet en e-mailadresse på. Hun fortalte mig, at der rent faktisk at der var et sted i Herning, kaldet misbrugscenteret, som hjalp pårørende til alkoholiker. Jeg lagde papiret i min taske og tænkte ikke videre over det, mest fordi jeg ikke kunne overskue endnu et behandlings program slå fejl.

Dagen kom hvor jeg blev udskrevet og jeg glædede mig til at komme hjem. Jeg havde pakket alle mine ting og min kæreste kom og hentede mig. Han hjalp mig med at få mine ting op i lejligheden. Det underlige var, at det ikke længere føltes som mit hjem. Jeg så den stol, jeg havde sat på en uge tidligere og forsøgt at gøre en ende på mit liv. Jeg satte mig på sofaen og kiggede omkring. Det var som om min elskede lejlighed, havde forvandlet sig til en konstant påmindelse om hvad jeg havde gjort, om de mennesker jeg havde såret og den lange kamp der ventede mig.

Lykke 19 år.
Dagbog 2015

Min far ved om mit selvmordsforsøg og har stadig ikke taget kontakt til mig. Jeg føler han er fuldstændig ligeglad med mig. Det gør så ondt.. Det er som om det er ham ligemeget om jeg er her eller ej.. Det for mig til at føle som en der ikke skulle have været født.. Hvorfor elsker ham mig ikke? Hvad er det jeg gør forkert? Hvorfor er jeg som jeg er? Hvorfor vil min smerte ikke forsvinde?!

Skrevet af lykke

Jeg er en pige på 23 år, som er vokset op med en alkoholisk far. Mine forældre er skilt og jeg har to halv søskende. Min blog kommer til at handle om min barndom og om hvordan det har været for mig, at have ansvar for mine to mindre søskende.