16. Ødelagt

Da jeg fyldte 19 år, var jeg for alvor på randen til et sammenbrud. Min fars og Charlottes forbrug blev værre og værre. Det var kommet til det punkt, at uanset hvilket tidspunkt på dagen jeg tog derud, så var de fulde. Mine søskende ringede mere og mere, hvor jeg måtte hente dem, fordi de var så fulde og skændtes voldsomt. Jeg kunne se hvordan mine søskende blev påvirket af det og det tog hårdt på mig at trøste dem om aften og så var nød til at kører dem hjem igen næste morgen.

Samtidig med det, var det også begyndt at gå dårligt på arbejde. Min chef havde fået en anden butik, så souschefen og jeg, stod tilbage med ansvaret alene indtil der kom en ny chef. Det var meget hårdt og vi var begge udkørte. Men 3 måneder efter, kom der så en ny chef. Min souschef og jeg, var lettet og tænkte at nu blev det hele meget bedre. Det var dog ikke tilfældet. Min nye chef, kunne meget godt lide at have fri og lave så lidt som muligt. Min souschef og min nye chef fungerede slet ikke sammen. Så få uger efter, sagde min souschef op. Så endnu en gang, måtte jeg træde ind og hjælpe med ansvaret. Men denne gang var det endnu hårdere, for jeg stod stort set med ansvaret helt selv. Min chef var god til at manipulerer med mig, fortælle mig hvor dygtig jeg var og hvor godt jeg gjorde det. Jeg faldt i hver gang og før jeg så mig om, arbejdede jeg mere og mere. Nogle gange kunne jeg arbejde to uger i træk, uden nogen fridage. Til sidst tænkte jeg at jo ligeså godt kunne søge stillingen som souschef, eftersom jeg i forvejen lavede at det en souschef gør. Så jeg sendte en ansøgning ind og dagen efter kom min chef og sagde at jeg var super dygtig, men jeg egnede mig ikke som souschef. Det var et nederlag for mig.

En måned efter, blev der ansat en ny souschef og lige pludselig mistede jeg mine timer i butikken. Jeg blev sat ned til 4 timer i ugen, hvor jeg førhen havde 40 timer. Det tog virkelig hårdt på mig, at stå i sådan en økonomisk situation, oven i alt det andet. Jeg var nu nødsaget til at tage alt det arbejde jeg kunne få fra andre butikker, så jeg kunne betale mine regninger. Jeg var skiftevis i Ringkøbing, Søndervig, Hammerum og i tre andre butikker i Herning. Jeg kunne mærke jeg var ved at blive stresset og at jeg fik det værre. Men igen ignorerede jeg det, og slog det hen med at det var en del af at være voksen. Da min chef så fandt ud af at jeg nu var ved at søge andet arbejde, blev jeg sat op i timer igen. Problemet var bare at jeg nu havde så mange timer, at jeg igen ikke lavede andet end at arbejde. Jeg truer bare ikke at brokke mig, da jeg var bange for at gå ned i tid. Jeg begyndte nu, at få det rigtig slemt.

Jeg kunne ikke længere sove om natten og min appetit forsvandt. Jeg orkede ikke at være sammen med andre mennesker mere. Min familie har senere hen fortalt mig, at jeg havde et fuldstændigt dødt udtryk i ansigtet. Når vi var til familie sammenkomster, orkede jeg ikke at snakke med nogen eller deltage i samtalerne. Bare det at møde op, var hårdt for mig. Jeg fik små sammenbrud, hvor jeg kunne græde fuldstændig umotiveret i flere timer, hvor min kusine blev nød til at komme og få mig til at falde ned igen. Min kæreste blev også mere frustreret over at se mig have det så skidt, han følte sig magtesløs over at se mig sådan. Jeg kunne ikke holde ud at være i mig selv, jeg var så ked af det konstant. Jeg kunne ikke overskue hvis der skete noget uventet, jeg kunne gå fuldstændig ned over det. Jeg var vred, ked af det og tom, på en gang. Jeg havde så mange følelser inden i mig, at jeg ikke kunne finde rundt i dem mere. Jeg havde bare lyst til at sove hele tiden og ikke skulle tage stilling til noget.

Min mor og jeg, tog til sidst til lægen. De henviste mig til en psykolog, som jeg startede til kort tid efter. Det hjalp mig langt fra, jeg fik kun ribbet op i endnu flere ting, som jeg nu også gik og sloges med. Så jeg stoppede til psykolog nogle måneder efter. Igen gik jeg nu selv med tingene, jeg vidste ikke længere hvor jeg skulle søge hjælp, når selv en professionel ikke kunne hjælpe mig. Jeg begyndte at tænke, at jeg nok skulle have det sådan her resten af mit liv. Det var en tanke jeg på ingen måde kunne holde ud.

 

Lykke 18 år
Dagbog 2014

Kære dagbog. 
Jeg har ikke skrevet i lang tid, men har haft nok at se til. Der er sket så meget på det sidste. Min lillebror er blevet politi anmeldt, for at sælge ulovligt fyrværkeri, altså MIN LILLE BROR!!!! Jeg troede jeg havde gjort et bedre arbejde med at opdrage ham. Åbenbart ikke.. Jeg føler mig magtesløs, såret og føler det er min skyld! Jeg har ikke været der nok for dem!! Jeg elsker mine søskende, som var de mine egne børn. Så jeg har det ikke skide godt fortiden!! Min far er begyndt at drikke mere og deres hus er på tvangsaktion. Det væreste er jeg ikke har ondt af ham! Hvis han havde valgt mor og jeg den gang, ville hans liv være anderledes. Men ham valgte Charlotte! Tror ikke engang at han rigtig elsker mig, jeg har i hverfald aldrig hørt ham sige det og han har jo heller aldrig været der for mig!! Hver gang jeg har prøvet at åbne mig overfor ham, har han bare lukket af.. Jeg har hele mit liv prøvet at gøre ham stolt, men jeg har nu indset at det ikke er muligt! Og når jeg kigger på min far nu, ser jeg kun hvor ynkelig han er! Han har haft et barn der ønskede at dø! Og han lukkede bare øjnene, han lod som ingenting.. Han elsker mig ikke som hans datter og han har aldrig gjort det!! Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden min mor! Den dag jeg mister mig mor, mister jeg mine forældre! For hun er den eneste jeg har! Jeg er bare så ked af det fortiden! Det gør så ondt inden i! Jeg er ødelagt og det har min såkaldte far været med til!! Alle de tåre han har været skyld i, alle de gange jeg har ventet på ham og givet ham chancer. Han er og bliver aldrig en far for mig!! 

Jeg vidste ikke længere hvem jeg var, eller hvem jeg skulle være. Alle tingene faldt bare ned over mig og jeg kunne ikke længere skelne imellem dem i mit hovede. De blev alle sammen uoverskuelige. Jeg begyndte at få selvmords tanker og fik et had til min far, som jeg aldrig havde haft før. Det skræmte mig, at jeg havde denne form for vrede i mig. Jeg kunne ikke længere holde på mine venskaber, for jeg lod min vrede gå ud over alle andre end min far. Så jeg endte med at blive ret ensom. Jeg ved ikke engang hvordan jeg præcis skal beskrive, det helvede jeg var i, for det var så voldsomt på så mange måder. Jeg smilte ikke mere, jeg grinte ikke mere og jeg lukkede mig nærmest inde i min egen lille verden.

Lykke 19 år
Dagbog 2015

Jeg forstår ikke hvorfor min far fik mig! Alle de gange jeg har grædt mig selv i søvn, fordi han aflyste endnu en gang! Han har været med til at ødelægge mig!! Jeg har overlevet alle de ting han har udsat mig for, men at han ødelægger mine søskende, er mere end hvad jeg kan klare!! JEG VED IKKE HVAD JEG SKAL GØRE MERE?!?!?!

Skrevet af lykke

Jeg er en pige på 23 år, som er vokset op med en alkoholisk far. Mine forældre er skilt og jeg har to halv søskende. Min blog kommer til at handle om min barndom og om hvordan det har været for mig, at have ansvar for mine to mindre søskende.