Af Louise, 22 år

Det er svært når man som barn af en alkoholiker vokser op, bliver voksen, flytter hjemmefra og får sit eget liv, sin egen hverdag.

Jeg tror, at det er mindst ligeså svært for barnet, som det er for forældrene.

For man ser ikke ind i deres hverdag, man er der ikke ligeså meget og man kan ikke hjælpe på samme måde.

Jeg vil altid være beskyttende, og altid bekymre mig for min mor. Hvor mange gange har hun drukket i denne uge? Sidder hun alene og tænker over livet med en flaske rødvin ved sin side, der bliver tømt hen over aftenen? Måske endda eftermiddagen? Kan hun passe på sig selv? Og hvad hvis hun bliver for fuld, falder og slår sig?

Jeg ved, at der er mange ting der tynger i hendes hoved, og det er bare spørgsmål om tid før det sene aften opkald, med en sløret stemme og ord der kludrer sammen. Et opkald med en forklaring på hvorfor livet er svært og et undskyld efter hver sætning. Det gør det svært for mig, at tænke på mine fremtidsplaner… på børn. Vil hun tage sig sammen engang når børnebørn kommer til verden? Hvis ikke, er det så fair, at jeg ikke vil lade hende se dem? Det er så langt i fremtiden, men et emne så tæt på, at det er nødt til at blive overvejet.

Hvordan vil jeg selv blive som mor, og kan jeg i virkeligheden tilbyde dem mere, end hvad jeg selv fik?

Mor, jeg er blevet voksen nu, er du?

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.