Saga er startet til psykologsamtaler hos IOGT. Der har hun haft psykologsamtaler før. Selv om det er svært at holde fokus, så er hun nået til den erkendelse, at hun igen har brug for at snakke med nogen for at få afløb for sine tanker og følelser. Hun kan ikke længere leve sit eget liv og føler sig alt for opslugt af hendes fars afhængighed. Ind imellem tænker hun, at hun er lige så afhængig af ham, som han er af alkoholen. Saga ved, at de tanker ikke gør hende noget godt, så samtalerne med psykologen er hendes forsøg på at passe så godt på sig selv, som hun kan lige nu. Det er bare så ufatteligt svært at åbne op og begynde at stå ved sig selv – at yde selvomsorg og acceptere sin bagage – for det betyder, at hun skal begynde at gøre noget anderledes end det, hun plejer.

Et par dage var der gået, og så kontaktede hun ham igen. I starten forsøgte hun at se objektivt på deres samtaler. Hun forsøgte at blive hos sig selv og holde fokus på deres relation som far og datter – ikke som afhængig og medafhængig. Men lige så stille har hun fundet sig selv tilbage i de samme mønstre igen. Kroppen vil ikke være med til det mere. Den ryster og er i alarmberedskab. Saga kan ikke længere selv kontrollere dens reaktioner.

Hun sidder med telefonen i hånden. Hun er gået ind på personalestuen og har bedt om ti minutters pause fra arbejdet. Kroppen ryster og vil ikke rigtigt samarbejde. Det suser for hendes ører, og det strammer hårdt i brystet. Et angstanfald er ved at forlade hendes krop igen.

Hun ved, at hun burde lade ansvaret ligge. Men hun kan ikke, for hun har lovet at ringe til hans læge for at høre, hvordan de ser hans tilstand. Saga skammer sig og er vred på samme tid. Hun skammer sig, fordi hun forestiller sig, hvilket syn lægerne har på ham – en typisk alkoholiker, der sidder i det, som han selv har redt. Selvom hun er holdt op med at tro på, at det nogensinde kan blive anderledes, så håber hun stadig. Og én ting er sikkert, hun vil ikke stå bagefter og tænke den sædvanlige ”hvad nu hvis,” for så er det for sent. Hun er vred. Hun er vred på systemet for ikke at tage dem alvorlig, når de kontakter dem. Hun er vred, fordi hun ikke føler, at der er nogen, der forstår. Hun er vred, fordi sorgen, bekymringerne og angsten efterhånden presser hende så hårdt, at hun ikke længere har nogen form for kontrol over sig selv, sin krop og sine tanker. Hun trykker, så der kommer lys i skærmen og taster nummeret ind til lægen. Man skal handle, mens man kan, tænker hun, imens telefonen ringer op. En stemme toner frem i hendes øre.

”Du har ringet til lægerne. Indtast venligst CPR-nummeret på den person, som henvendelsen drejer sig om.” Saga finder det foldede stykke papir med alle hans oplysninger, som hun bærer i sin pung. Hun trykker tallene ind et efter et. Nu kan hun det efterhånden udenad.

… Fortsættes…

Skrevet af carina

Mit navn er Carina. Jeg er 28 år og jeg er et mælkebøttebarn. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, vokset op med en alkoholisk far, hvis misbrug har fyldt størstedelen af mit liv.