Kapitel 3: Et mareridt begynder

”Er I børn til Lars Egebæk?” En læge i hvid kittel og hæleløse træsko kommer dem i møde på gangen. Der lugter af sygehus. Mennesker i hvide og lyseblå uniformer går forbi dem fordybet i deres eget. Saga kan ikke lade være med at spekulere på, hvor mærkværdigt livet kan være. For disse mennesker er denne verden af sygdom og død en del af deres hverdag, imens det, der udspiller sig lige nu, føles som et mareridt for hende. Lægen rækker en stor behåret hånd frem. Hans blik hviler på dem, og det er som om, at han forsøger at planlægge, hvordan han skal fortælle dem, hvad der er sket med deres far.

”Jeres far er faldet hjemme i sit hjem og senere på vej ned i ambulancen. Han har fået hjerneblødninger, og vi kan ikke sige, hvornår de…”

”Er han faldet på grund af hjerneblødningerne?” bryder Saga ind.

”Det er vi ikke sikre på. Men det, vi kan sige er, at jeres far nu er stabiliseret. Han er lige kommet tilbage fra MR-scanneren, og hjerneblødningerne er ikke store, men det er endnu uvist, i hvilken grad de vil komme til at påvirke ham.”

”Må vi se ham nu?” Saga har ikke tålmodighed til at lytte på lægen mere. Det vigtigste er at se hendes far. Nu. Hendes bror Martin siger ikke noget. Han står med armene ned langs siden og ser ud til ikke helt at vide, hvad han skal gøre af sig selv.

”Selvfølgelig” siger lægen, mens han kigger på Saga.

”Men I skal vide, at han ser medtaget ud. Grundet det misbrug, jeres far tydeligvis har, så har han voldsomme abstinenser, som vi hjælper ham med at holde under kontrol med medicin.” Saga hører ikke længere ordentlig efter det, lægen fortæller dem, men går efter ham med, hvad der føles som lange skridt. Hun vil se ham nu. Igennem den halvlukkede dør kan hun se hans ben stikke ud under den hvide hospitalsdyne. Lægen skubber døren op. Synet rammer Saga som en knytnæve. Han er voldsom hævet og sort i den ene side af ansigtet. Det sorte løber hele vejen ned over halsen og går over i en mere blålig og violet farve. Hovedet ligger nærmest bukket bagover, og hans vejrtrækning lyder anstrængt. Sagas øjne svirer, og hendes krop giver efter. Hun griber ud efter sengens gærde og finder febrilsk vej til hendes fars hånd. Den ligner heldigvis sig selv. Ingen af dem siger noget. Der er stille, indtil lægen afbryder.

”Ja, men så vil jeg lade jer være alene med jeres far. I må kalde, hvis der er noget, I har brug for.” Både Saga og Martin er stille og urørlige.

”Far!” Hun råber, så højt hun kan. ”Far, kom ud!” Hun knuger fingrene ind i hegnet og kigger stålfast på vinduet. Hun ved, at han er derinde. Hun har besøgt ham. Da han var ung, boede han også på værelset. Nu bor han der igen. Hos sine gamle plejeforældre. Hvis hun kigger længe nok, kan hun måske se ham. De andre børn ser undrende på hende. Hun har råbt efter ham længe. Nogle af børnene begynder at lege igen, og andre følger spændt med. Hun vil ikke give op. Hun vil se ham. ”Far!” Hun forsøger at råbe endnu højere. En af pædagogerne er på vej ned til hegnet. Pludselig går en dør op. Han ser hende. ”Hej far!” Hun mærker et smil brede sig i sit ansigt. ”Der er han,” tænker hun, ”min far.” Han går over gaden og hen til hegnet. ”Saga, du kan ikke stå og kalde på mig her. Du er i børnehaven nu.” ”Men hvornår kommer du hjem igen?” spørger hun. Hun smiler stadig. Hvis hun bliver ved med at smile og lade som, at alt er godt, så kan det være, at han også bliver det. At det hele bliver godt igen. Han rør kort hendes små fingre på den anden side af hegnet. Han ser træt ud. ”Vi ses snart igen.” Og så går han. Tilbage over vejen, ind bag døren.

”Hvordan kan han se sådan ud efter et fald?” spørger Martin, der står stivnet nede for enden af sengen. Saga kigger op på sin bror. Tankerne havde taget hende med tilbage i tiden. Hun holder stadig hårdt fast i den tunge hånd, der tilhører det menneske, hun ikke længere kan kende som sin far. Skaderne ser så voldsomme ud, at hans ansigt ikke længere passer til resten af kroppen.

“Jeg tror simpelthen ikke på, at han kan komme til at se sådan ud på grund af et fald. Tror du, at nogen kan have tæsket ham?” Martin går frem og tilbage i rummet nu. Han ser dårlig ud. Det er som om, at angsten for, at nogen kan have gjort deres far så megen skade får Martin til at væmmes. Han bliver vred. Han kan ikke forestille sig, at et menneske kan påføre sig selv så megen skade.

”For helvede da! Jamen kan du ikke se det? Det er for fanden da ikke normalt at se sådan ud efter et fald!” Martin stopper op og peger i retningen mod det kvæstede ansigt.

”Kig på ham!”

“Jeg ved det,” hvisker Saga. Hun føler, at hun skal kaste op. Det gør ondt indeni, og hun kan ikke tænke klart. Det eneste, hun vil, er, at deres far åbner sine øjne og bliver sig selv igen.

”Hanne sagde jo, at hun var der, da det skete. Hvis han har været påvirket og har fået en hjerneblødning, så har han nok ikke været i stand til at tage fra i faldet. Og hvis han også er faldet ved ambulancen?” Saga synker en klump, der er på vej op. For sit indre blik kan hun se det hele for sig. Hun burde have været der, så det ikke var sket. Hun burde hjælpe ham, så de her ting ikke ville ske. Hun kigger på den hånd, hun har i sin. Det har altid beroliget hende, når hun har holdt hans hånd. Rummet omkring hende bliver sløret.

Saga står lænet op ad køkkenbordet. Hendes hjerte hamrer hårdt i hendes brystkasse. Hun har næsten sved på overlæben. Hun havde følt sig mere modig, da hun var på vej over til hendes far. Nu føler hun sig bange og usikker. Hvad hvis han bliver sur? Eller ked af det? Hun vil jo for alt i verden ikke gøre ham ked af det. Men hun bliver nødt til at sige det. Hvad nu, hvis han ikke selv ved, hvor meget han egentlig drikker? Saga tror heller ikke, at han ved, hvor ked af det hun bliver, når han drikker og bliver underlig. Ofte ændrer han også deres aftaler, og det er svært at tro på, at han virkelig har lyst til at tilbringe tid sammen med hende. Han åbner køleskabet og hiver to kolde øl ud. Han kan holde dem i en hånd. Med den anden fisker han en lighter op ad lommen. Hun synes, at det ser lidt sejt ud, den måde han åbner dem på. Det er tydeligt, at han har gjort det mange gange. Han snakker ikke til hende, men går rundt og ordner ting og sager i sin egen lille verden. Hvordan skal hun mon begynde? ”Far, der er noget, jeg gerne vil fortælle dig?” ”Nå da, hvad så?” Han kigger på hende gennem røgen fra den cigaret, som han lige har tændt. Hans fingerspidser er gule af nikotin. Han løfter det ene øjenbryn og ser afventende på hende. Hun føler sig syg og har kvalme. Hun har lyst til at kaste op. ”Du må ikke blive sur.” Hun har lyst til at løbe hen i hans arme og bare glemme det hele. “Så sig det dog, Saga.” Han asker cigaretten og tager en tår af den ene øl. Han virker irriteret. ”Jeg er bange, far.” ”Er du bange? Hvorfor det?” spørger han, lidt hånligt. Han kigger undersøgende på hende. Noget i hans ansigtsudtryk får Saga til at krympe sig. Det er som om, at han ved, hvad hun forsøger at sige, men han vil ikke høre det. ”Jeg bliver bange, når du drikker. Jeg bliver ked af det, når du drikker og ikke kan være sammen med mig.” Sådan, så fik hun det sagt. Hun står stivnet og betragter ham. Hans muskel under venstre øje begynder at sitre. ”Jeg drikker ikke mere end naboen.” Endnu en tår øl løber ind i hans mund. Han synker og blinker med øjnene. Han sætter øllen i bordet lidt hårdere, end han plejer. ”Og ved du hvad? Du skal ikke komme og fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal.” Nu er han irriteret, og hans ansigt bliver hårdt. ”I tror alle, at I ved, hvad der er på spil her. Men ved du hvad? I skal blande jer fuldstændig udenom. Jeg drikker fandeme, hvad der passer mig.” Nu er han vild i øjnene, og Saga fortryder, at hun fortalte ham det. Måske har hun taget fejl, og nu er han sur på hende. Hun laver ofte fejl, måske er det hende, der er problemet?

Saga husker ikke mere fra samtalen. Hun husker ikke, om hun gik hjem til sin mor og sit andet liv med det samme. Eller om hun blev stående i det køkken lamslået over det svar, som hun havde fået. Lamslået over den følelse, der havde overtaget hendes krop – en følelse af at gå i stykker. Tiden efter var det svært at gå i skole. Hun tænkte hele tiden på, hvordan hun kunne stoppe med at lave fejl. Han snakkede eller ringede ikke til hende i lang tid. En tid, der for Saga føltes som måneder.

”Hvordan fanden kan han også falde igen? Har ambulancefolkene ikke haft ham på en båre. Hvis de mistænker en hjerneblødning, så lader man da ikke folk selv gå ud i vognen.” Martin er igen stoppet op og kigger på hende. Venter på en reaktion. Hun var igen faldet væk i fortiden. Hun kigger op på Martin og så over på sin far. Hans hånd ligger stadig i hendes. Hans øjne er åbne, og han forsøger at sige noget. Både Saga og Martin skynder sig op mod hovedgærdet.

”Hej far, det er os.” Sagas stemme er en hvisken.
”Hej,” siger Martin og klemmer sin fars arm.
”Kan du kende os, far? Det er Saga og Martin. Du er faldet derhjemme, men de passer på dig nu.”
Hans øjne ruller rundt i hovedet på ham, og hans tale er usammenhængende.
”Hvad er der dog sket med dig?” Sagas øjne svider, hans ansigt bliver sløret på grund af hendes tårer.

Efter et par minutter forsvinder deres far ind i søvnen igen.

”Bare han forstod, at vi er hos ham. At han ikke er alene.” Saga holder sit hoved i hænderne og skjuler, hvor påvirket hun er af hele situationen.
”Det er jeg sikker på,” siger Martin og trækker hende ind til sig, så de står sammen i hans jakke. Der står de så. Sammen, men alligevel alene med deres tanker. Uvidende om, hvad det næste år vil byde dem.

”Bare vi har hinanden,” siger Martin og klemmer hendes hånd.

Kapitel 4: Intensiv

Saga står midt i stuen i den røgfyldte lejlighed. Der er beskidt og vodkaflasker over alt. På badeværelset kan hun se, at han ikke har været i bad i lang tid. Badekaret er fyldt med ting, som egentlig ikke hører et badeværelse til, og toilettet viser meget tydeligt, hvor dårligt han har haft det. Også i vasketøjet kan hun se, at han har haft det skidt. Med rystende hænder hiver hun et gammelt lagen op fra vasketøjskurven. Saga får en pludselig træng til at kaste op. Det skær i hende, da hun ser, at der er afføring og blodrester i det beskidte vasketøj.

”Hvorfor har du ikke sagt noget, far? Du kan jo ikke leve sådan her.” Hendes øjne svirer. Det er ikke til at bære, at et menneske, hun elsker så højt, udsætter sig selv for denne tortur. Hun ville ønske, at hun kunne bytte plads med sin far og give ham en ekstra chance her i livet, for det liv, hun lige nu er vidne til, der leves i denne lejlighed, er alt anden end værdigt.

Flaskerne har nærmest erobret rummene. De ligger i sofaen, på bordet, på gulvet, selv i sengen. Hun starter i køkkenet, for der plejer at være flest. Ganske rigtigt er skabet fyldt helt op. Hun finder nogle poser og begynder at fylde dem. Der kan være overraskende mange vodkaflasker i sådan et køkkenhjørneskab. Hun kan ikke lade være med at forstille sig, hvordan andres hjørneskabe er fyldte med gryder og pander, skåle og madvarer. Men her er det anderledes. Tomme vodkaflasker er vist alt, hvad menuen står på i denne lejlighed.

”For fanden, far. Har du drukket alt det?” hvisker hun til ham, selv om han ikke er der.

”Det her er jo fuldstændig håbløst.” Hun ryster på hovedet og ignorerer de følelser, der vælter op i hende og vil ud. Det er skræmmende, men det nytter ikke noget. Hun må fortsætte. Lejligheden skal være klar, når han kommer hjem. Nu må hun gøre noget. Hun vil ikke miste ham. For alt i verden vil hun ikke miste ham. Så én efter én slæber hun poserne med de mange flasker ned til de store containere nede i gården. Hun skammer sig. Folk fra opgangene kan se hende. De ved udmærket, hvad der foregår. De fleste kender hendes far. Mange af dem får tit øl med ham, kommer på besøg og deler deres skæbne. De så ham sikkert køre afsted i ambulancen. Selvom de ser hende, kontakter de hende ikke for at høre til ham. De lever videre i deres eget liv og kæmper med deres egen skæbne. På en måde kan Saga ikke lade være med at tænke på, at det syn – af hende, kaste hendes fars tomme flasker i dybet – må være et syn til skræk og advarsel. På en måde håber hun det. Skammen bider i hende. Det er ikke så meget hende selv, hun tænker på, men ham. Det her er ikke værdigt. Hvordan kan hun tillade, at hendes far må leve sådan her. Imens hun sender flaskerne ind gennem det sorte hul i containeren, mærker hun, hvordan hendes hænder ryster. Det føles ikke som virkeligheden. Det er som en ond drøm – et mareridt. ”Hvordan kan det være nået hertil?” Hun føler sig alene og magtesløs.

Tilbage i lejligheden tømmer hun køleskabet, der ikke indeholder noget, som ikke er under sidste anvendelsesdato. Hun skifter sengetøjet og rydder det op, som hun kan. Det er en håbløs opgave, men hun gør det så godt, som det nu kan lade sig gøre. Hun støvsuger og tørrer bordene af. Tilbage er kun opvasken. Den er lille, men skidtet sidder så godt fast, at hun må opgive.

”Hvad spiser du overhovedet, far?” Det her betyder, at han heller ikke får spist. Hun sætter sig på den kontorstol, hendes far altid sidder i, og så lader hun tårerne få frit løb.

Dagene går, og langsomt får han det bedre. Han ser også bedre ud. Selvom Saga slapper mere af, når lægerne fortæller, at det går fremad med deres far, så har hun så svært ved at gå fra ham efter besøgene. Han ser vild ud i øjnene, og det blik, han sender hende, virker på hende som om, at han er bange og ikke vil, at hun skal tage af sted igen. Hun forsøger at besøge ham så ofte som muligt. Men hun skal også passe sit arbejde. Der er der også nogen, der forventer noget af hende. I noget tid har hun forsøgt at skjule, hvor meget det hele påvirker hende, men hendes krop taler for hende. Hun kan ikke skjule det længere. Hun er begyndt at kaste op igen. Det er den eneste måde, hvorpå hun kan fjerne bare en smule af det ubehag, der hele tiden ligger og trykker i maven og i brystet. Hun ved godt, at det er en dårlig idé. Men nogle dage har hun det så dårligt, at hun ikke engang behøver at fremprovokere opkastet, det kommer af sig selv. Desuden er det også et problem, som hun hverken har tid eller overskud til at tage sig af nu. Nu er det hendes far, det gælder, hvis hun skal have nogen som helst forhåbninger om at beholde ham.

”Husk at passe på dig selv,” siger hendes kolleger til hende. Hun smiler bare og nikker. Men de forstår det ikke. Der er ingen, der forstår, hvad hun står midt i. Hvordan kan hun passe på sig selv midt i alt det her? Det er jo ikke muligt. Hun kan ikke tænke på sig selv, når hendes far er så syg, som han er. Derfor har hun overvejet at sige sit job op i vuggestuen. For hvad er et job sammenlignet med hendes far.

På sengekanten i hendes gamle pigeværelse sidder hun sammen med sin mor. Hun har endnu engang taget toget hjem fra Århus for at besøge sin far på sygehuset.

”Du bliver nødt til at passe på dig selv, Saga. Det gør du ikke ved at miste dit job,” siger hendes mor og tager hendes hånd. Saga kan se, at hun er bekymret. Hun er så bekymret for sin datter, at hun virker desperat.

”Vi skal nok hjælpe jer alt det, vi kan. Men du bliver nødt til at lade mig få lov,” siger hendes mor.” Hendes mor har altid støttet Saga og Martin. Selvom hun i sin tid blev skilt fra deres far på grund af hans alkoholmisbrug, har hun altid været der, når de havde det svært – eller blot når deres far havde det svært. Det hele kører jo i ring og påvirker hinanden. Men for Saga er det svært at lade hende hjælpe. Det nemmeste er, at hun klarer det selv. Hun ønsker også at passe på sin mor. Det er den af hendes forældre, som hun kan regne med og som altid er der. Derfor skal hun ikke trækkes med ind i det her mareridt.

”Men mor, du forstår ikke, hvordan det er. Jeg bliver nødt til at være hos ham. Du havde gjort akkurat det samme, hvis det var Martin eller jeg, der lå der. Jeg aner ikke, om i dag var sidste gang, jeg så ham. Hvis jeg skal miste ham nu, så vil jeg skide på mit job. Det kan slet ikke sammenlignes. Jeg får aldrig tiden med ham tilbage.” Tårerne presser på. Alle følelserne vælter op i hende. Hun er vred, føler sig misforstået og alene. Hun har mest af alt lyst til at kaste sig ind til sin mor og lade sig vugge, som da hun var lille. Hun har lyst til bare at lade sig overtage af frygten for ikke at kunne klare det og frygten for alligevel at fejle. Men hun har ikke andet valg end at fortsætte kampen. Hvis hun giver op nu, så vil hun miste ham – for altid.

Hun stiger ud og smækker bildøren. Besøget i dag var væsentlig bedre end de forrige. I dag sad han op og fik mad af en sygeplejerske, da de kom. Han havde dog givet udtryk for, at han ikke brød sig om at spise og drikke, fordi han ikke følte, at han kunne synke maden ordentligt. Det havde gjort ham bange. Saga kunne tydeligt aflæse sin far, men havde haft svært ved at bryde ind i det arbejde, som sygeplejersken, der madede ham, var i gang med at udføre. Fra sit eget arbejde i vuggestuen kendte hun alt for godt forældrenes bryden ind i aktiviteter og vigtig relationsarbejde. Det havde været ubehageligt for hende at se på. Og hun havde ønsket, at hun kunne tage sin fars plads, så han ikke skulle være bange. Men vigtigst af alt, havde han kunnet snakke en smule, og han sendte hende et smil. Det smil, der kendetegnede hans humoristiske tilgang til livet. Nu følte hun for første gang i flere dage, at hun kunne slappe en smule af.

”Det var dejligt, at han smilte i dag,” råber Saga ind til Martin på det andet værelse. De er begge i gang med at tage deres jakke og sko af, da Sagas mobil ringer.

”Det er Saga,” siger hun og kæmper lidt med lynlåsen i jakken.

”Hej Saga. Du snakker med afdelingssygeplejerske Mette Bjerre. Jeg er afdelingssygeplejerske på den afdeling, hvor jeres far har været indlagt. Efter I var gået, lavede jeres en fejlsynkning, hvilket betød, at han fik problemer med at trække vejret selv. Vi blev nødt til at hjælpe ham. Jeres far er blevet kørt ned på intensiv og ligger nu i kunstig koma. Hvis…”

”Hvad? Hvordan kan det ske? Hvor…” Saga kan ikke få ordene ud af sin mund. Det er som om, de vælter over hinanden.

”Det vil være en god ide, hvis I kommer ind igen,” fortsætter sygeplejersken.

”Betyder det, at han er ved at…” Saga kan ikke få ordene ud. Hun kan mærke, hvordan hendes ben begynder at ryste under hende.

”Han er stabiliseret, og vi holder hele tiden øje med ham. Så I kører bare stille og roligt herindad igen. Når I kommer, vil intensivlægen snakke med jer.”

”Vi kommer med det samme,” afslutter Saga samtalen. Hun farer op ad kældertrapperne og river døren op.

”Vi bliver nødt til at køre igen. Han er i koma og…” Hun får ikke sagt flere ord, før hun overmandes af en hulken, og de tårer, der har presset sig på de sidste dage, får nu fri passage. Hendes mor er med det samme hos hende og holder om hende, til det værste er overstået.

Hele turen på vej tilbage til sygehuset virker som en evighed, og Saga kan ikke holde det ud.

”Så kør dog, for helvede,” råber hun og glider uroligt rundt i bilens forsæde.

”Saga, du bliver nødt til at slappe lidt af. Vi kan ikke køre hurtigere, end vi gør. Du må tro på, at de passer på ham nu. Det skal nok gå,” prøver hendes mor.

”Passer på ham? De gør fandeme da alt andet end at passe på ham. De taber ham i ambulancen og overser, hvor stor risikoen var for fejlsynkning på trods af, at han ret tydeligt gav udtryk for, at han var utryg. De ser ham kun som en fordrukken alkoholiker, det er sgu der, problemet ligger.”

Hun er rasende. Selvom hun ved, at lægerne og sygeplejerskerne gør deres arbejde godt, så har hun brug for at skyde skylden på nogen. Hun har lyst til at råbe og skælde ud. Al magtesløsheden, sorgen og ensomheden i det her forbandede mareridt skal ud. Hun føler sig vild og ved siden af sig selv – hun kan ikke styre det. Hun mister total sin selvkontrol. Hun er blottet og desperat.

”Hvis jeg mister ham nu, så tilgiver jeg aldrig mig selv for at være taget derfra. Jeg tager ikke derfra igen. Jeg vil være hos ham, indtil det her mareridt er overstået.”

Martin og Saga tager trapperne op til 5. etage i hurtige spring. Intensivafdelingen. De er begge forpustede, da de når ind på gangen. En læge kommer dem i møde.

”Der er travlt inde på afdelingen lige nu. Når der er ro igen, så kommer intensivlægen og snakker med jer. I kan vente i venteværelset.” Han peger ind i et rum med borde og stole.

”Vente?” tænker Saga. Det her mareridt stopper jo aldrig. Hvordan skal hun kunne vente. Hun føler sig desperat og vil se ham nu. Hun vil sikre sig, at han ved, at de er der – at han ikke føler sig alene. Martin og Saga siger ikke mange ord til hinanden, mens de venter. Men deres øjne siger alt. De tænker de samme tanker, det er bare skræmmende at sige dem højt. Som de står der, bror og søster, kan Saga ikke lade være med at tænke på, hvor meget Martin ligner sin far af udseende. Af person og som menneske er han stærk og positiv. Det er egenskaber, som Saga ser op til og drages af. Egenskaber, som hun selv gerne ville besidde. Deres mor står ved indgangen og kigger på sine børn. I det øjeblik mærker Saga en stor taknemmelighed og kærlighed til sin mor og sin bror. Selvom de ikke siger noget til hinanden, så mærker hun tydeligt, at de alle passer på hinanden. Det går op for hende, at hun, lige meget hvad der sker, aldrig vil være alene, selvom det oftest føltes meget ensomt.

Saga har i mellemtiden ringet til Hanne for at fortælle, hvad der er sket. Hanne er kommet op på sygehuset, for hun vil være med til samtalen med intensivlægen.

Da intensivlægen kommer, bliver de vist ind i et mødelokale. Lægen har en sygeplejerske med, som noterer, hvad der bliver sagt.

”Jeres far er alvorlig syg. Han er meget medtaget på grund af det alkoholmisbrug, han har. Det betyder også, at han ikke har meget at stå i mod med, når han rammes af sygdom, hvilket er sket nu. På grund af den fejlsynkning, som han har lavet, så vil der opstå en lungebetændelse – og som sagt, så har han ikke meget at stå i mod med. Han har meget høj feber, og hans tal er ustabile. Vi følger ham nøje og gør alt, hvad vi kan, for at få ham i bedring igen.” Han holder inde og kigger på Saga og Martin.

”Er I alene om det her? Eller har I nogen til at støtte jer?”

”Vi har vores mor,” siger de begge, nærmest i kor.

”Altså…” siger Saga. ”De er skilt, men vores mor er med og står i venteværelset og venter på os.”

”Det er godt,” siger han og smiler forsigtigt.

”Men så kunne jeg godt tænke mig at vide,” siger Hanne og bryder ind, ”om Lars overhovedet overlever det her?” Hun kigger mistænksomt på lægen og den noterende sygeplejerske.

”Jeg er kærester med Lars, og jeg ved jo nok ting, som I andre ikke ved.” Lægen ser fra Hanne til Saga og Martin. Han virker usikker.

”Jo, altså. Før at vi kan behandle Lars og hjælpe ham i hans genoptræning efterfølgende, så er vi nødt til at vide lidt om hans alkoholforbrug og livsførelse generelt.”

Saga, Martin og Hanne fortæller lægen det, de ved om misbruget. De forsøger at svare så godt de nu kan, på de spørgsmål, som lægen stiller dem. Alle er de i tvivl om, hvor meget han egentlig drikker – tilsyneladende mere, end de havde turde forestille sig. Da samtalen er slut, giver lægen Saga hånden. Han klemmer hendes og kigger på hende med øjne, der på en måde virker sørgmodige.

”Jeg ville ønske, at vi kunne gøre mere for jer. Det berør mig altid dybt, når vi får børn ind, der kæmper for deres forældres liv på grund af misbrug – jeg føler med jer.”

”Tak,” siger Saga og smiler et stille smil til lægen.

Saga står med sin fars hånd i sin. Apparaterne og maskinen, der hjælper ham med at trække vejret, bipper. Det lyder fuldstændig som at stå at vente ved en lysregulering. Saga venter også nu. Hun venter på, at hendes far slår sine øjne op igen.

D. 19/3 2015
Kære far!
Du er nu indlagt på 7. døgn. Det har været en voldsom oplevelse, og vi tænker på dig hele tiden – vi er meget bekymrede. Det hele er så frustrerende. Det piner mig, at jeg ikke kan snakke med dig, men blot se, at du bare ligger der, og at jeg intet kan gøre. Derfor har jeg valgt at skrive til dig. Mit ønske er, at du vågner op, og vi kan få et liv sammen. Du bliver nødt til at passe bedre på dig selv. I dag vil lægerne lave en ny scanning af dit hoved. Jeg håber, den kan give os et svar på, hvorfor du er så langt væk. Jeg håber ikke, at du har taget skade. Bare der var noget, jeg kunne gøre for dig. Sygeplejersken sagde, at det engang imellem ses hos mennesker, der drikker for meget og har gjort det i lang tid, at de kan have svært ved at vågne op igen. Jeg håber, at det er fordi du bare har brug for en virkelig lang lur. Men lov mig, at du kæmper, far, og gør, hvad du kan for at komme tilbage til mig – jeg venter på dig, jeg har brug for dig! Alle de skader, du har fået, har jeg svært ved at samle og finde mening med. Hvor er du? Og hvad foregår der inde bag ved dine lukkede øjne? Jeg har været hos dig hver dag, siden du blev indlagt, og hver gang har det pint mig at se dig sådan. Jeg ved, at du har haft det hårdt det sidste stykke tid, og det gør mig så ondt, at jeg ikke har været der, at jeg ikke har set det. Jeg ville sådan ønske, at du havde ringet til mig eller skrevet til mig, at du havde brug for, at jeg var der. Du betyder alt for mig. På trods af det liv, du har levet, er du stadig min FAR. Lige meget hvad, der sker, vil jeg altid være hos dig. Dagligdagen begynder desværre at presse mig til at vende tilbage, selvom jeg synes, det er ubeskriveligt hårdt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det, men jeg har vist ikke noget valg. Jeg kæmper med at skulle være den voksne og ansvarlige, men jeg føler mig kun som et barn. Jeg ved, at jeg er voksen nu og må klare tingene på egen hånd. Jeg ved ikke, om du har kunnet mærke eller høre mig under mine besøg – jeg håber det! Men jeg er så bange for, at du ligger og ikke ved, hvor du er, er bange eller har ondt. Jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg har lyst til at lægge mig op ved siden af dig og bare holde om dig, til du bliver helt rask igen. Vil du ikke nok snart vågne op! Jeg har brug for dig – og for Martin og jeg er du mere end vigtig. Vi elsker dig! Kærligst fars pige 

D. 22/3 2015 
Kæreste far!
Du er nu indlagt på 10. døgn, men endelig slog du øjnene op i går. Jeg kan slet ikke beskrive med ord, hvor dejligt det var at kunne komme i kontakt med dig og fortælle dig, hvor meget jeg elsker dig, og hvor vigtig du er for mig! Men samtidig er det stadig utrolig hårdt at se dig på den her måde. Har sådan en lyst til at lægge mig ved siden af dig. Men det ved jeg jo godt, at jeg ikke kan. Sygeplejersken fortalte mig i morges, at du slog øjnene op, da hun kom ind og sagde godmorgen. Hun sagde også, at det så ud som om, du forsøgte at sige hende et godmorgen tilbage. Det var så dejligt at høre. Det er tegn på, at du er ved at vende tilbage til os. Jeg skal op og besøge dig senere, det er det eneste, jeg venter på hver dag! Du er det vigtigste for mig. Desværre skal jeg tilbage til Århus i aften for at passe mit arbejde i næste uge, men jeg har virkelig ikke lyst. Lige nu kan jeg slet ikke se, hvordan det skal kunne lykkes mig. Dog holder jeg fast i din bedring og beder til, at det fortsætter. Jeg elsker dig så højt, far. Og jeg beder til, at alt dette her kan være din redning. Jeg håber inderligt på, at du vil passe meget bedre på dig selv, når du engang kommer helt ud fra sygehuset. Jeg ønsker aldrig mere at se dig i så dårlig en tilstand. Det er ubeskriveligt og ganske forfærdeligt at stå ved siden af og intet kunne gøre. Hvor ville jeg ønske, at du kunne droppe alkoholen og indse, hvor dejligt et menneske du er. Du har altid været så hjælpsom, betænksom, kærlig og kreativ. Det er synd, du ikke lever efter det. Jeg savner dig hver dag, både inden du blev indlagt og nu. Der går ærlig talt ikke én dag, uden du er i mine tanker, hvad enten du tror det eller ej. Derfor vil jeg også have, at du husker på, at du har noget at leve og kæmpe for. Jeg er her. Vi er her. Den dag, jeg skal have børn og får min egen familie, er der ikke noget, jeg ønsker mig højere, end at du er ved min side. At jeg vil kunne dele den store glæde med dig. Jeg beder inderligt til, at du fortsat kæmper dig tilbage til mig. Jeg tror på dig! Kærligst fars pige.

Skrevet af carina

Mit navn er Carina. Jeg er 28 år og jeg er et mælkebøttebarn. Jeg er voksent barn af en alkoholiker, vokset op med en alkoholisk far, hvis misbrug har fyldt størstedelen af mit liv.