Jeg har cuttet kontakten til min far for lidt over to måneder siden, og jeg havde måske forventet og håbet, at jeg ville finde ro og være lettet i kroppen, men det er langt fra virkeligheden lige nu, og det kunne jeg godt tænke at dele med andre:

Mit nytårsforsæt for 2021 var at cutte kontakten til min far. Det er det hårdeste brev, som jeg nogensinde har skrevet, og jeg græd meget, da jeg skrev det. Jeg sendte brevet til ham i en mail 3/1, og efter jeg havde sendt det, var det som om, at min krop havde accepteret det og bare skulle videre med livet. En ven fik lov at tjekke dagen efter, om han havde svaret, da jeg alligevel godt kunne mærke, at jeg ikke var klar til at læse det potentielle svar. Han havde svaret, og jeg lod det ligge ulæst, indtil jeg var klar. Problemet var bare, at det hele tiden lå i baghovedet, og jeg var klar over, at jeg ikke kunne vente for evigt med at åbne det, hvis jeg skulle videre.

Ugen før jeg åbnede brevet, var jeg meget følelsesmæssigt påvirket. Jeg græd rigtig meget og kunne ikke følge med i, hvad der skete med mig. Derfor vidste jeg også, at jeg blev nødt til at åbne det. Min far er en mand, som snakker meget og højt og fylder meget. Derfor var det også et slag i maven, da jeg åbnede det, og han kun svarede med to linjer. At han accepterede mit valg, og at han håbede, at jeg kunne finde plads til ham i mit liv igen på et tidspunkt, og at jeg altid ville være i hans.

Han tog altså ikke stilling til, at jeg skrev, at jeg har været i to 6-måneders forløb hos steder (BRUS og TUBA), hvor det er unge, som er vokset op i misbrug. Han tog ikke stilling til, at jeg har en del senfølger, som jeg stadig kæmper med, og som påvirker mit voksne liv. Han tog ikke stilling til, at jeg ikke har glemt, hvordan det er at vokse op i misbrug, og hvordan det er ikke at føle sig mere værd end en øl. Hvis man spørger min far, har han ikke et misbrug, hvilket skinner igennem i hans svar. Han lagde den over på mig, at hvis jeg har det hårdt, så kan vi godt droppe kontakten. Og den måde, jeg er en del af hans liv på, er, at han ringede til mig hver eller hver anden måned i et ligegyldigt opkald. Før jeg cuttede kontakten har jeg ikke set ham i 13 måneder – han havde heller ikke opsøgt det. Så på den måde er meget let for ham at have mig i hans liv. Så alt i alt et rigtigt politikersvar.

Jeg er så skuffet og så ked af det, og jeg kan faktisk hverken rumme eller overskue mig selv. Jeg vidste godt, at jeg ville blive påvirket men ikke så meget, som jeg blev og er. Da jeg troede, at jeg havde det værst og var på vej op igen, triggede noget i mig, og jeg faldt endnu længere ned i et sort hul. Jeg har så meget uro i kroppen og smerte, som jeg ikke kan rumme. Jeg græder meget, og jeg har svært ved at være i mig selv. Små ting i hverdagen kan få mig til at græde. Andre gange føler jeg mig enormt tom. Jeg kan ikke overskue noget, og jeg har rigtig svært ved at sætte ord på det. På vej hjem fra en bloddonation var jeg ved at græde ti gange midt på fortovet – jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har taget mig selv i at falde grædende om på gulvet. Til tider er jeg også rigtig vred. Jeg synes, at det er så uretfærdigt, at jeg har trukket så dårligt et lod med den far, som jeg nu har fået. Jeg føler mig magtesløs, og jeg har været bekymret for mig selv – at det hele foregår under et kæmpe corona-lockdown har heller ikke hjulpet på tingene.

Jeg tog kontakt til den behandler, som jeg har været i forløb hos for et par måneder siden hos TUBA. Hun siger, at jeg er i en sorgproces, fordi jeg har mistet, og at jeg er ved at erkende tabet. Derudover siger hun, at alle de små minisorger og skuffelser, som jeg har haft over min far særligt i de seneste 8 år (og mere til), er kommet med tilbagevirkende kraft, fordi jeg netop er ved at indse og erkende alt det, som er sket. Det er hårdt – det er rigtig hårdt. Hun sagde også, at jeg er der, hvor jeg skal være, og det er forskelligt, hvor lang tid denne tilstand vil vare. Indtil videre har den varet i snart halvanden måned. Jeg kan mærke, at jeg er på vej i den rigtige retning, men det går meget langsomt. Jeg er stadig meget emotionel, og jeg føler mig meget tung om hjertet og i sindet. Der skal ikke meget til at slå mig ud for tiden, og det er rigtig svært at være i, når jeg normalt er glad og smilende og emmer af overskud. Jeg er begyndt at have gode stunder også, men det kan vende på splitsekund, fx kan jeg gå en tur med en veninde og have det ok, hvorefter jeg kommer hjem og græder. Det er rigtig svært og forvirrende at være i, når jeg svinger så meget og ikke ved, hvad den følelse i kroppen er – særligt fordi jeg ikke ved, om jeg er på vej til at have det bedre, eller om jeg får ”tilbagefald” om en timer eller en uge.

Jeg er normalt meget positiv og optimistisk af sind, så det prøver jeg også at være nu, selvom det er svært. Jeg har nogle veninder, som er jeg er evigt taknemmelige for i denne tid. De kan ikke forstå det, men de prøver, og de lytter. Dem, der bor tæt på, kommer og giver mig kram og sørger for, at jeg kommer ud på gåture med dem. Andre skriver eller ringer. Med en far som hele mit liv har nedprioriteret mig frem for en øl, betyder det så meget, at jeg har veninder, som tænker på mig, og som bekymrer sig om mig. At de også siger, at det må være forfærdeligt i så ung en alder at være tvunget til for eget bedste at vælge sin far fra – en person som burde være ens primære omsorgsperson. Jeg kan til tider godt bagatellisere tingene, så det er også rart at få understreget, hvor voldsom en situation jeg egentlig er havnet i, og at jeg derfor reagerer så voldsomt på det, som jeg nu gør. Det får mig bedre til at forstå.

Gennem min opvækst har der ikke altid været plads til mig og mine følelser, fordi der skulle tages hensyn til at holde facaden oppe, når min far var ude at drikke. Jeg har lært at lade som ingenting og kæmpe videre, når tingene var svære. Det har jeg på godt og ondt taget med mig videre, og lige nu prøver jeg at øve mig i at være i mine følelser – også selvom det er hårdt. Omvendt kæmper jeg videre, så jeg ikke knækker helt sammen. Jeg er stædig, og jeg skal nok komme igennem det her.

Alle disse følelser handler ikke om, hvorvidt jeg fortryder eller ej – for det gør jeg bestemt ikke! Det handler om, at jeg ikke har givet mig selv lov til at føle og reagere på, hvad der egentlig er sket, og hvad det har gjort ved mig, samtidig med at jeg i gåseøjne har mistet min far.

Det eneste, jeg kan og vil tage med mig videre nu, er, at jeg er blevet bekræftet i mit valg. Min far gør mere skade i mit liv lige nu, end han gør gavn – og sådan har det været længe. Det er det rigtige valg. Også selvom jeg aldrig har haft det så hårdt, som jeg har det nu, så ved jeg, at jeg går mod bedre tider med forhåbentlig mere ro i kroppen. Det er ”bare” et spørgsmål om tid – også selvom det hele virker meget uoverskueligt lige nu.

Jeg har skrevet dette indlæg af flere grunde. For det første hjælper det mig at få tankerne skrevet ned. For det andet tror jeg på, at det er vigtigt at vise, hvordan jeg har det nu og her – jeg vil helt sikkert tænke anderledes (og mere positivt) om det hele om en måned. For det tredje håber jeg, at andre måske kan spejle sig i det, så de ikke føler, at de er helt alene med disse følelser – for det er virkelig hårdt ikke at kunne rumme sig selv og samtidig sidde med følelsen af, at ingen forstår det.

Lige meget hvad sender jeg et kæmpe kram

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.