Gruppechat i sidste uge:

I sidste uge havde vi en rigtig god snak og folk var gode til at dele hvad de havde på hjertet. Vi snakkede blandt andet om at dele sin svære historie, og det ofte kan være svært, fordi man ikke vil lægge for meget over på sine venner og families skuldre. Emnet for chatten var at have antenner – altså at kunne mærke andres følelser, før man kan mærke sine egne. Det betyder, at man ofte pakker sin egen rygsæk væk med alt svære, så man kan have plads til at kunne bære andres. Det er en rigtig god egenskab at kunne hjælpe andre, men det er også vigtigt, at man kan sætte sig selv først.

“Omsorgstræthed.”

I den forbindelse snakkede vi om ’omsorgstræthed’. Det kendte jeg ikke til før i torsdag, men det er et begreb som giver rigtig god mening. Omsorgstræthed kan komme til udtryk, når man bliver overvældet af eksempelvis altid at skulle hjælpe andre, selvom man egentlig ikke nødvendigvis har overskuddet til det. Det kan ende ud i, at man trækker sig fra sine venner og familie, fordi man ikke kan rumme mere og bare har brug for at være alene – og det kender jeg alt for godt.

Balancen mellem at hjælpe andre og hjælpe sig selv.

Så hvordan finder man balancen mellem gerne at ville hjælpe sine venner, samtidig med at man også selv giver udtryk for, at man også har det svært? Det er emnet for denne uges chat: At tage det første skridt, når man vil dele sin historie.

 

For mig var det en enorm svær opgave. Der gik længe før jeg fortalte mine nye venner på universitetet omkring min opvækst. Jeg synes ikke, at jeg kunne være bekendt at belemre dem med al den dårligdom, som var sket i min barndom, og jeg var bange for, at de ikke kunne klare at høre om det. Men så tænkte jeg, jamen hvad nu hvis de fortalte mig samme historie? Hvordan ville jeg så reagere? Det fik mig på andre tanker, og jeg tog mig mod til at fortælle dem om alt det jeg havde på hjertet. Hele historien kom dog ikke på en gang, så jeg tog det i små bidder, og de reagerede helt normalt og var støttende og forstående. Men man kan også opleve, at folk reagerer negativt, og her er det vigtigt at huske, at det ofte bunder i, at de selv har nogle ting, de går og tumler med, som de måske ikke har fået bearbejdet. Min erfaring i sådanne tilfælde er at træde et skridt tilbage og give personen plads. Det er aldrig til at vide, hvordan folk reagerer, men det er vigtigt at huske på at det er en enorm styrke at kunne dele det, der er svært.

Hvordan kan jeg øve mig i at dele min historie med andre:

Et skridt på vejen kan være at lave følgende øvelse:

Du skal forestille dig at du skal tale med en som du er tryg ved – en som du ved er værd at stole på. Det første du skal skrive ned er:
1) Den ting som du gerne vil indlede med. Altså starter du med en lille eller stor ting?
2) Den anden ting er hvordan du ønsker at personen skal reagere.

3) Den tredje ting er, hvordan du har det bagefter. Det kan både være bagefter du har fortalt det til personen (i din fantasi) eller det kan være hvordan du har det bagefter du har lavet øvelsen. Det vælger du helt selv.

 

Jeg glæder mig som altid til at høre jeres tanker og erfaringer omkring ovenstående. Måske du selv har prøvet at tage det første skridt og fortælle din historie? Eller så går du måske og overvejer at fortælle den til en bestemt person?

 

Husk på at øvelsen ikke er en lektie, I skal kun lave den hvis I har lyst. Vi skrives ved på torsdag.

 

Vil du være med i det digitale BRUS fællesskab?

Hver torsdag kl.20-21.30 kan du chatte med andre unge om det der fylder. Der deltager altid en rådgiver og en ungementor fra ungepanelet. Det er også ungementoren der skriver blogindlægget. Det er gratis at være med, og du kan være anonym.

Opret en bruger og se gruppen her

 

De bedste hilsner

Maja.

 

 

 

 

 

 

 

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.