Jeg ligger her alene. Voksen, ansvarlig og fornuftig. Jeg er pludselig lille igen. Mit hjerte banker og adrenalinen pumper rundt i min krop. Jeg er tilbage i min barndoms seng. Jeg tør ikke røre mig. Tænk hvis de hører at jeg er vågen. Jeg er bange. Jeg er vred. Jeg er bekymret. Hvad skal der ske?

Klokken er 23. Min underbo er lige kommet hjem fra en familie fest. Han er pisse fuld. Det larmer. Han griner og skriger. Der er meget lydt i min lejlighed. Der er mørkt i mit soveværelse. Jeg kan ikke lukket et øje. Underboen skaber sig. Skaber sig som min far. Hvorfor gør han det? Opmærksomhed måske? Ondt i sjælen? Uanset, syntes jeg ikke det er ok. De har en lille baby dernede. Jeg har et barn heroppe. Min datter. Jeg er et lille barn lige nu. Jeg passer på min datter. Men burde jeg passe på deres baby? Er han vågnet af larmen? Underboen larmer. Konen er sur. Jeg har lyst til at hente babyen. Da jeg var lille hentede jeg mine søskende. Jeg passede på dem når min far var fuld. Jeg var bange når min far var fuld. Nu er der stille. Sover underboen nu? Eller er han gået? Hvad sker der? Der er lyde dernede. Nu synger han. Og mumler. Burde jeg gå derned? Hvad ville der ske hvis jeg gjorde det?

Jeg ville springe i luften. Hvordan fanden kan han finde på at opføre sig sådan når der er en baby dernede? Ved han ikke hvor bange børn er for fulde mænd? Ved han ikke hvor bange jeg er? Hvor bange jeg var? Jeg er pisse sur. Sur over at han får mig til at blive lille igen. Jeg var voksen og stærk. Jeg er sårbar, bange og rigtig lille. Og alene. Nu græder babyen. Underboen synger stadig. Holder han babyen? Er babyen bange? Selvfølgelig er den bange. Nok mere bange end jeg er. Jeg har lyst til at kravle ned under min dyne. Jeg vil have at det hele holder op. Jeg vil ikke være bange, jeg vil ikke være lille. Jeg kan ikke sove. Nu hører jeg kun babyen der græder. Jeg har en klump i halsen. Jeg tjekker Instagram for at tænke på noget andet. Der er kun perfekte billeder. Perfekte billeder og lyden af en grædende baby. Nu er der stille. Måske kan jeg blive voksen igen nu? Måske kan jeg sove snart. Jeg tænker på hvad der sker dernede. Jeg tænker på hvordan jeg har det. Jeg tænker på min barndom. Jeg føler min barndom. Min barndom kan mærkes endnu. Jeg er bange. Jeg er vred. Nu synger han fandme igen. Sikke en idiot. Så hold dog kæft og lad babyen sove. Hvorfor overhovedet komme hjem hvis du skal være så pisse egoistisk? Hvorfor har du fået børn, hvis du ikke vil passe på dem? Nu vækkede han babyen igen. Nu synger han igen. Jeg kan ikke lide min underbo mere.

Babyen græder ikke længere. Og han er stoppet med at synge.

 

 

Mvh Maria Nielsen.

Skrevet af Stafetblogger

Blog Stafetten er BRUS's blog, hvor unge skiftes til at skrive ind om deres liv i familier med rusmidler.